Hej Mindhelper.

Det seneste stykke tid har jeg kommet til at fumle i mine ord og sætninger.
Jeg har altid haft små svært ved at huske de ord jeg skal bruge en gang i mellem, men de seneste 2-3 måneders tid har jeg fumlet meget i mine ord. Som i stort set hver sætning. Jeg har enten glemt mange ord, sagt ord forkert eller byttet rundt på ord i en sætning.
Jeg har været forholdsvis stresset her på det sidste grundet mange ting der sker i mit liv rn. (Og har Aspergers,hvis det er relevant).
Men er forholdvis bekymret for det har stået på i et stykke tid, og er blevet ret slemt på det sidste.

(17 år)


Kære Du

Det er mega frustrerende, og kan også være ret ubehageligt, når ordene ikke vil komme ordentlig ud, og man kommer til at fumle og bytte rundt, når man gerne vil sige noget.

Det er normalt 

Men når jeg læser dit brev, så tænker jeg egentlig ikke, at det er så underligt at hukommelsen og ordene driller for tiden. For du skriver, at du har været forholdsvis stresset på det seneste. 

Og når man er det, så er det ret normalt at opleve, at ens hjerne nogle gange føles lidt som havregrød, og at man fumler lidt ekstra med ordene. 

Det kan fx være op til en vigtig eksamen eller hvis man ligesom dig er i en periode, hvor der sker mange ting i ens liv. Derfor er det heller ikke farligt at opleve det i kortere perioder, men det skal helst ikke være sådan, at det står på i alt for lang tid. 

Man kan godt skrue ned for stressen 

Derfor er det også rigtig godt, at du er opmærksom på det. For heldigvis kan man godt skrue ned for presset og stressen igen. 

I vores artikel Stress: få den vigtigste viden og gode råd på 10 minutter står der noge tips til, hvordan man ligeså stille og roligt kan skrue ned for stressen. Så jeg tænker, at den måske kunne være rar og hjælpsom for dig at tjekke ud? 

RO-appen kan være hjælpsom 

Jeg vil også lige tippe dig om vores RO-app. I den er der også rigtig mange gode videoer og øvelser til når man føler sig presset og stresset. 

Du kan finde appen til Iphone her 

og til Android her 

Og den er selvfølgelig helt gratis at hente og bruge. 

Det kan lette at snakke med nogen om det 

Når der sker en masse ting i ens liv, kan det også være en rigtig god ide at tale med nogen om det. For selvom det måske ikke ændrer på alle de ting der sker, så kan det være rigtig rart og lettende. Så har du måske en god ven, en forældre eller en studievejleder på din skole, som du kan snakke med? 

Det kan også være en helt fjerde person. Det vigtige er nemlig ikke, hvem du snakker med. Det vigtige er, at du får luftet lidt ud for alle dine tanker og følelser. 

Du er altid velkommen hos Headspace 

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon kender til Headspace

For når der sker mange ting i dit liv for tiden, og du føler dig stresset, så tænker jeg, at det måske også kunne være noget for dig? 

Hos Headspace kan man som ung komme og snakke om det der fylder. Og de frivillige, som arbejder der er vant til at snakke med unge, som bøvler med forskellige ting. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. 

Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og de har også en chat, hvis du hellere vil skrive med dem. 

Det er helt gratis og anonymt, så det kan jeg virkelig varmt anbefale dig. 

Det kan være ret ubehageligt at opleve, at man ikke kan huske de ord, som man skal bruge, og høre sig selv fumle med sætningerne. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og krydser fingre for, at der snart kommer lidt mere ro på, og stressen falder igen. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper