Jeg føler mig stresset over alle de lektier og tests, der er henne i skolen. Jeg får en klump i maven, hver gang jeg tænker på mine lektier og alle de tests.

Hej

Jeg er en pige der går i 8 klasse. Der er så mange lektier og tests hele tiden, at jeg bare ikke kan overskue det mere. Jeg hulkede blandt andet over i skolen fordi jeg blev så stresset over alle lektierne. Jeg har også en matematik test imorgen , som lærerne har sagt at vi ikke får karakter på og at de bare skal se om vi har rykket os fagligt….. men jeg er stadig nervøs også selv om den ikke betyder noget. Jeg har snakket med min gode veninde om det og hun siger at jeg er god i skolen uden for tests, men jeg lukker helt ned når jeg er under pres, og jeg er fuldstændig enig, min matematik lærer beskriver mig blandt andet som en af hendes matematik piger, og jeg levere altid mine lektier til tiden og jeg vil altid gerne lære mere, men mår jeg er under pres bliver jeg bare så scresset!!!!!
Jeg har snakket med min mor som selv sagde at hun heller aldrig har været vild med presset i folkeskolen og gymnasiet. Hun sagde at hun selvfølgelig var ked af at jeg følte mig scresset, men hun sagde også at jeg ikke skal være nervøs og at jeg ikke skal lægge så meget pres på mig selv, fordi at folkeskolen ikke betyder noget i forhold til min fremtid. Min far sagde også det samme og han sagde at han er stolt af mig og at jeg var intelligent og sjov at være rundt om.
Jeg synes at det hjalp men jeg går stadig rundt med en klump i maven når jeg tænker på lektierne og testerne!!!!

Kh den stressede pige

(Pige, 14 år)


Kære den stressede pige

Det lyder, som om det er rigtigt svært for dig for tiden. Og det kan jeg godt forstå, for det er ikke særligt rart at føle sig stresset over en masse lektier og afleveringer. Så jeg er rigtigt glad for, at du har skrevet ind og delt dine tanker.

Det er normalt
Du skriver, at du bliver rigtigt stresset under pres, som for eksempel når der skal være tests. Det er drønhårdt at have det sådan. Men det er også helt normalt, at man kommer til at føle sig stresset, når man er under pres. Det gør vi faktisk alle sammen. Når man er under pres, er det nemlig stress, der hjælper en med at præstere bedre. Men hvis man føler sig stresset alt for lang tid ad gangen, er det, at det pludseligt kommer til at føles rigtigt svært. Og så kan man for eksempel blive rigtigt ked af det. Lidt som du beskriver. Derfor linker jeg dig lige til vores artikel med gode råd til at skrue ned for presset i hverdagen, som du kan læse, hvis du har lyst. Men jeg tænker, der er en masse gode råd, som måske vil kunne hjælpe dig.

Øv dig i at slippe kravene
Når jeg læser din besked, får jeg lidt et indtryk af, at du er sådan en, der rigtigt gerne vil klare dine lektier og dine tests godt. Er det rigtigt forstået? Det er fuldstændigt normalt at have det sådan. For selvfølgeligt vil man gerne gøre tingene godt. Men så giver det også bare sindssygt god mening, at du føler dig stresset. For så er du jo faktisk lidt i en situation, hvor du hele tiden skal præstere. Og det er bare sindssygt hårdt. Derfor tror jeg også, at det ville være rigtigt godt for dig at øve dig i at skrue lidt ned for kravene til dig selv. Det er mega svært, jeg ved det godt. Men jeg tror virkeligt, at det kan hjælpe på din følelse af at være stresset.

Du kan for eksempel øve dig i at skrue ned for kravene til dig selv ved at bruge mindfulness. Det er et rigtigt godt redskab til at øve sig i bare at være i nuet. Uden at man behøver at præstere. For i mindfulness træner man nemlig at være til stede i nuet med de tanker og følelser, der nu engang måtte være til stede. Lad være med at være for hård ved dig selv, hvis det er svært de første gange. Det vigtigste er, at du øver dig. Hvis du har lyst, kan du også prøve at læse vores artikel med gode råd til at skrue lidt ned for sin perfektionisme. Jeg ved ikke, om du selv har det sådan, at du føle dig perfektionistisk? Men jeg tænker, at der er nogle råd i den, du godt kan bruge uanset hvad.

Tag fat i en lærer på din skole
Jeg kommer til at tænke på, om du har prøvet at snakke med en af lærerne på din skole om, at du føler dig så stresset? Hvis ikke du har det, synes jeg nemlig, du skal gøre det. Det er nemlig ikke meningen, at man skal være så presset af tests og lektier, at man begynder at græde, fordi det bliver for meget. Og jeg tænker, at dine lærere rigtigt gerne vil hjælpe dig med at finde ud af, hvad I sammen kan gøre for, at du kan komme til at føle dig mindre stresset.

Fortsæt med at snakke med familie og venner
Det gør mig glad at læse, at du allerede har snakket med din familie og dine venner om, at du føler dig så stresset. Det er nemlig en rigtigt god strategi til at håndtere stressen, du har fundet der. For det er så vigtigt, at man får snakket om det, når der er noget, der er svært. Det kan godt være, at det ikke er en mirakelkur, der får stressen til at forsvinde. Men det hjælper faktisk, at man sætter ord på de tanker og følelser, der fylder meget. Og derfor synes jeg virkeligt, at du skal fortsætte med at snakke med din familie og dine venner, når du føler, at stressen fylder for meget.

Jeg tænker også på, at du måske kan udvide strategien med at snakke med dine familie og dine venner til også at prøve at fortælle om en god ting, der er sket i løbet af dagen. Det behøver overhovedet ikke være nogen særligt stor ting. Det kan for eksempel være, at du har fået en virkeligt god kartoffel til aftensmad. Når man føler sig rigtigt stresset, kan det nemlig være svært at fokusere på noget som helst andet. Og så kommer det til at fylde endnu mere. Derfor kan det være rigtigt godt at øve sig i også at få øje på de små positive ting, der sker i løbet af dagen. Selvom jeg godt ved, det kan være super svært. 

Tag fat i Headspace
Hvis du synes, det kunne være rart at snakke med nogen, der ikke kender dig, kan du prøve at tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig en masse søde frivillige klar til at snakke med dig. Og du kan fortælle de frivillige om alt, hvad der er svært for dig. De frivillige har snakket med rigtigt mange forskellige unge. Så de er vant til at snakke med unge, der har det svært. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber meget, at mit svar har givet dig lidt inspiration til, hvad du kan gøre. Og så krydser jeg fingre for, at du finder ud af, hvordan du kan komme til at føle dig mindre stresset.

De allerbedste hilsner fra en Mindhelper