Kære Mindhelper,

Jeg er en pige på 16, som i længere tid har døjet med svær angst i mange former, bl.a. socialangst og angst for angst (dvs. jeg er bange for at jeg kan få det dårligt i nogle situationer). Som tingene er nu, kan jeg få angstanfald op til flere gange om ugen, og jeg bekymre mig generelt rigtig meget over dumme og ligegyldige ting.

For 7 måneder siden mødte jeg min kæreste og vi begyndte efter kort tid at være sammen. Efter at have mødt ham, begyndte jeg at få det meget bedre og han har hjulpet mig rigtig meget. Her i de sidste 2 måneder, i Corona tiden, har jeg fået det meget værre. Mine angstanfald er blevet mere regulære og jeg kan ligge i min seng og ’overthinke’ så meget at jeg til sidst begynder at ryste og hyperventilere. Især tanken om at være andre steder end hjemme gør mig rigtig urolig. Jeg har især haft rigtig svært ved at tage hjem til min kæreste, da jeg de sidste par gange har fået angstanfald hver eneste gang vi satte os ved spisebordet. Hans forældre kan ikke forstå det, men vil rigtig gerne hjælpe. Jeg har aldrig snakket med nogen andre, end mine forældre og min kæreste, om hvordan jeg virkelig har det, så tanken om at skulle snakke med dem, gør mig virkelig bange.

Det er nu kommet så vidt, at jeg bare ved tanken om at skulle tage hjem til ham, begynder at ryste og svede. Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal komme ud af den her situation, og jeg er bange for at det kan ende med at min kæreste og jeg ikke kan finde ud af hvordan vi skal takle det og derfor ender med at slå op.

Jeg søger derfor efter hjælp til at takle min situation. Jeg er åben for alting, da jeg vil gøre hvad som helst for at jeg kan få det bedre.

Undskyld for den lange besked. Jeg håber i nogen lunde kan forstå hvad mit problem er.

Hilsen,
En angst pige 🙁

(Pige, 16 år)


Hej Pige på 16 år

Hvor er jeg bare glad for, at du har skrevet herind og fortalt os om dine bekymringer. For det lyder godt nok svært, at du oplever så meget angst i øjeblikket. Det behøver du ikke gå alene med.

Jeg kan sagtens forstå din situation og hvordan angsten og angsten-for-angsten er blevet et stort problem for dig i dit. Du beskriver det så super godt i det brev. Og som du selv så fint nævner, så Corona-tiden bare rigtig svær, når man oplever angst. For så bliver der lige pludseligt vendt op og ned på hele ens liv. Og det kan godt gøre angsten værre. Det er der rigtigt mange med angst, som oplever i øjeblikket. Men det er rigtigt vigtigt for mig, at du ved, at selvom om angsten er meget ubehagelig, så er den ikke farlig. Den kommer frem fordi, at kroppen går i alarmberedskab på nogle tidspunkter, hvor det slet ikke er hjælpsomt. Og det er hammersvært at opleve. Det er super ærgerligt, hvis du oplever, at det går ud over dig og din kærestes forhold. For det lyder til, at i er rigtigt glade og gode for hinanden.

Hvis du har lyst kan læse meget mere om angst i vores Tema om Angst. Der er nogle rigtigt gode artikler om hvad angst er for en størrelse og hvad man selv kan gøre for at håndtere den. Jeg tænker især, at den her artikel om Social angst og den her om Panikangst kunne være relevante for dig.

Man kan få hjælp til at behandle angsten

Det er heldigvis sådan, at der er hjælp at hente derude, hvis man har det som du har det. Angst kan nemlig godt behandles. Der er rigtigt mange unge, som har haft det ligesom dig, som har endt med at kunne leve rigtigt gode og dejlige liv, uden at angsten har fyldt det hele. Men det kan kræve, at man nogle gange får en hjælpende hånd på vejen. Det er der heldigvis rigtigt gode muligheder for.

Tag en tur til lægen

Det kan være en rigtig god idé, at tage en tur til lægen, hvis du oplever angst. Lægen kan nemlig være med til at hjælpe dig, hvordan du kan håndtere det og sende dig videre til en psykolog, hvis det kan være hjælpsomt. Psykologen vil kunne hjælpe dig med at behandle angsten og støtte dig, når det bliver svært. Det kan være en rigtig rar måde, at få hjælp til angsten på.

Tag fat i angsttelefonen

Angstforeningen har en telefonrådgivning – Angsttelefonen, som man kan ringe ind til, hvis man oplever angst. De er eksperter i netop angst og er super dygtige til at hjælpe og komme med råd. Jeg tænker, at det måske kunne være rigtigt rart, at snakke med dem. De er helt vant til at tale med unge om angst og alle de ting, som følger med. Og de er super søde. Så du kan være helt tryg ved at kontakte dem. Dem vil jeg virkeligt anbefale dig at kontakte.

Bliv ved med at snakke med din kæreste og forældre

Jeg tænker, at du kan give dig selv et klap på skulderen. For det er super sejt, at du får snakket med dine forældre og din kæreste om angsten. Det kan nemlig være med til at gøre det hele lidt lettere at håndtere, når det bliver svært. Så det kan være en rigtig god idé, at blive ved med at snakke sammen. Jeg kan godt forstå, hvis du er lidt nervøs for, hvad angsten vil kunne gøre ved dit og din kærestes forhold. Men det lyder til, at dig og din kæreste er super glade for hinanden og så er jeg næsten sikker på, at det kommer til at gå godt alligevel.

Skriv et brev

Det lyder til, at du har nogle svigerforældre, som gerne vil hjælpe, når du oplever angsten. Det er rigtigt dejligt, at de gerne vil hjælpe, men lige nu forstår de ikke helt, hvad der sker. Jeg tænker, at det kunne være rigtigt godt, hvis de fik det af vide. Måske vil det også gøre det lidt nemmere for dig, at skulle tage hen til dem, hvis du ved, at de godt ved at du oplever angst. For så vil de nok have lidt lettere ved at forstå, hvad søren de lige kan gøre, hvis det sker. Men det kan være rigtigt svært, at få det fortalt. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være en god idé, hvis du skrev et brev til dine svigerforældre. Der kan fortælle dem om, hvad angst er for noget, hvad det er du oplever og hvad de kan gøre, hvis du oplever et angstanfald, når du er henne hos dem. På den måde kan du få det vigtigste fortalt, uden at du behøver gøre det ansigt til ansigt. Og så er de forberedt næste gang du kommer. Måske kunne det være en rigtig rar måde at få det fortalt på?

Angst kan være rigtigt svært at opleve og gå ud over nogle af alle de ting, som man rigtigt gerne vil gøre. Men jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig og du får hjælp til at håndtere angsten, så den ikke fylder så meget. Jeg hepper på dig.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper