Hej
Jeg er en pige på 14 år og jeg har det lidt svært for tiden, og det har stået på i nogle måneder nu. Jeg er træt hele tiden og gider hverken mine forældre eller venner. Det startede efter jeg begyndte i 8. klasse.
I starten var jeg engageret og ville gerne lave noget, ligesom de andre år jeg har gået i skole. Men nu er jeg træt hele tiden, gider ikke lave lektier og har ikke været sammen med mine venner i nogle måneder. Har bare ikke kunnet magte det.
Jeg ved ikke hvad der sker. Er jeg bare skoletræt og ved at vokse fra alle mine venner? Eller har jeg brug for et kæmpe miljøskifte?
Jeg har overvejet at tage på efterskole i 9, fordi at jeg ikke tror at jeg kan overskue at gå i skole endnu et år.
Tak på forhånd
(Pige, 14 år)
Kære pige på 14 år
Det lyder som om, du har ramt en super svær periode lige nu. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er første skridt på vejen mod at få det bedre.
Det er ikke unormalt
Det lyder som om, du er ramlet ind i en periode, hvor der virkeligt bare ikke er mere energi tilbage at give af. Og sådan nogle perioder ramler de fleste af os ind i fra tid til anden. Fordi man har engageret sig super meget i verden omkring sig og på et tidspunkt er der bare ikke mere energi at bruge af. Så føler man sig mast fuldstændigt flad, man er træt, og det er svært at overskue noget som helst. Det er slet ikke unormalt. Men det er et tegn på, at man har brugt sig selv rigtigt meget. Og at man måske lige skal stoppe op og mærke efter, om ikke det ikke er tid til at give sig selv en pause.
Det skal gå over
Men selvom det er helt normalt at ramle ind i sådan en periode, så skal det helst ikke stå på for længe. Og det skal også meget gerne være sådan, at man får energi til at møde verden igen efter, at man har haft en pause, hvor man har haft tid til at lade op. Ellers bliver det nemlig super hårdt at være i. Og så kan det også være et tegn på, at der måske er noget lidt mere alvorligt galt. Det kan for eksempel være, at man faktisk har stress. Nogle af tegnene på, at man er stresset, kan for eksempel være, at man er træt hele tiden og slet ikke har overskud til at være sammen med venner og familie. Hvis du har lyst, kan du læse mere om stress i den artikel, jeg har linket til.
Det er helt normalt at opleve nogle af de her tegn i en kort periode. Stress er nemlig en helt normal reaktion på, at der er en opgave, man skal have løst. For stressen hjælper faktisk en med at komme i gang med at lave opgaven. Men hvis den her stress ikke bliver slået fra igen, fordi der hele tiden er nye ting, man skal nå, så er det, at det kan blive mega hårdt. Og man begynder at få de her tegn på træthed og manglende overskud, som bare står på helt vildt længe. Det er et tegn på, at kroppen og hovedet siger fra og beder om en pause. Så hvis man har oplevet rigtigt mange af tegnene i artiklen i rigtigt lang tid, så er det vigtigt, at man får snakket med nogen om det. For uanset om det er stress eller ej, er det i hvert fald et tegn på, at der er noget, der er svært for en. Og de svære ting skal man ikke gå med alene.
Vær sammen med dem det, du orker
Når man er helt vildt træt, så kan det være mega svært at finde overskud til at være sammen med sine venner og sin familie. Og det forstår jeg bare så godt. Men når man går rundt og har det super svært, så er det faktisk virkeligt vigtigt, at man ikke får trukket sig selv for meget fra folk omkring en. For det er så vigtigt at have nogle gode mennesker omkring sig, der kan hjælpe en og støtte en. Så derfor ville det være en super god idé at prøve at være lidt sammen med folk omkring dig alligevel, selvom det føles mega uoverskueligt. Det behøver ikke være virkeligt lang tid ad gangen. Hvis det er 15 minutter, du føler, du kan overskue så start ud med det. Så kan du jo altid øge tiden, hvis du føler, du har overskud til det.
Og så behøver I jo heller ikke at skulle på den helt vilde heldags shoppingtur. I kan sagtens lave noget derhjemme, som du måske ikke skal bruge helt så meget energi på. Eller som I måske endda kan slappe af sammen til. Det kunne for eksempel være at se en film sammen, som I alle sammen har lyst til at se. Eller I kan måske se et afsnit af en serie sammen, hvis der er en serie, som I alle sammen er helt vilde med. På den måde er du stadig lidt sammen med dine venner og din familie, så du ikke får trukket dig for meget fra dem. Men du behøver heller ikke at skulle tage stilling til en hel masse ting samtidigt med, at du er sammen med dem.
Det kan være den rigtige løsning
Du skriver, at du har overvejet at tage på efterskole. Det kan godt være den rigtige løsning for nogen at få skiftet de sædvanlige rammer ud med nogle nye, hvor der sker mange nye og interessante ting rundt omkring dem. Men det er ikke alle, der trives med at komme på efterskole. Og man skal også huske, at selvom det sociale er en rigtigt stor del af det at være på efterskole, så går man stadig i skole. Så skoledelen forsvinder ikke ved at tage på efterskole.
Noget andet er, at der er helt vildt mange ting, man skal tage stilling til og have overskud til, når man tager på efterskole. For det er tit enormt socialt at være på efterskole. Og man deler ofte sit værelse med nogle andre også. Så man skal for det meste have lidt overskud på den sociale konto, hvis det skal blive en god oplevelse at være på efterskole. Ligesom man skal kunne leve med, at man ikke altid bare kan lukke døren ind til sit værelse og regne med, at man kan være alene. Dermed ikke sagt, at du ikke kan tage på efterskole. For det kan sagtens være, det ville blive en vildt god oplevelse for dig. Du skal bare huske, at selvom en efterskole er et andet miljø end din skole, så er der nogle andre udfordringer ved at gå på en efterskole.
Snak med dine forældre
Det allerbedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med dine forældre. Både om, at du er så træt og udmattet for tiden. Men også om, at du overvejer at tage på efterskole. For dine forældre kan hjælpe dig med at finde frem til, om det mon er den rigtige løsning for dig at tage af sted på efterskole. Og så kan de også snakke med dig om, om det overhovedet kan lade sig gøre. For der er jo rigtigt mange ting, der skal falde på plads, hvis man skal på efterskole.
Men jeg synes som sagt også, at du skal snakke med dem om, at du er træt og udmattet og mangler overskud. For det er i hvert fald et tegn på, at der er et eller andet, der er svært for dig. Og noget, der er svært, skal man ikke gå for meget alene med. For så kan det bygge sig op og komme til at fylde endnu mere og blive alt for tungt at slæbe rundt på. Men hvis man får hjælp og støtte fra folk omkring en, så bliver det lidt nemmere at bære.
Snak med Headspace
Hvis der ikke lige er nogen i nærheden af dig, som du kan snakke med, så kan du altid tage fat i Headspace. I Headspace sidder der nogle super søde frivillige klar til at snakke med dig om alt, hvad der fylder for dig. Det kan være både små ting, og det kan være store ting. De frivillige i Headspace er vant til at snakke med unge, der har det svært. Så de ved godt, at det kan være svært at snakke om. Og de skal nok prøve at støtte dig så godt som muligt. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.
Tag fat i din læge
At man føler sig træt og udmattet, kan også godt være et tegn på, at der er noget fysisk galt. Det kan for eksempel være, at man mangler nogle vitaminer. Derfor er det altid en god idé at tage fat i sin læge, hvis man har gået og følt sig træt og udmattet i en længere periode. Sådan så lægen kan undersøge en. For det er jo vigtigt, det bliver opdaget, hvis der er noget fysisk galt, så der kan blive gjort noget ved det. Desuden kan din læge også hjælpe dig med at finde ud af, om du mon har brug for noget professionel hjælp fra for eksempel en psykolog til at komme ovenpå igen.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, at du går rundt og føler dig så træt og udmattet. For det er ikke noget, du skal gå alene med.
De bedste hilsner fra en Mindhelper