Hej Mindhelper

Jeg går lige pt. ikke i gymnasiet pga af angst og ADD. Jeg droppede ud tidligere i år da det blev for svært. Da jeg droppede ud mistede jeg også alle mine venner og siden da har jeg bare være alene i min lejligheden uden rigtig noget at lave.
Men for omkring en måned siden hentede jeg en dating app hvorpå jeg hurtigt mødte en vildt sød fyr. Vi snakkede sammen i et par uger hvorefter han så spurgte om jeg ikke ville på en date med ham. Jeg sagde ja, men da dagen kom gik jeg i panik og forklarede ham at jeg ikke kunne komme alligevel. Jeg vil rigtig gerne på date med ham men jeg er simpelthen for nervøs da jeg aldrig har været på en date før eller haft en kæreste for den sags skyld.
Har I nogle gode råd til hvordan man kan forberede sig og forholde sig rolig under daten? Jeg er så bange for at få et angstanfald før eller under vores date.

(Pige, 19 år)


Hej Pige på 19 år

Det kan godt være rigtigt nervepirrende at skulle på date, især hvis man også døjer med angst. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. 

Dating 

Det lyder til, at det har været et år med mange forandringer for dig og det ikke altid har været lige sjovt. Men jeg synes, det er rigtigt sejt, at du så har opsøgt datinglivet og har fundet en fyr, som virker rigtigt sød. Det er jo mega dejligt. Derfor er det også bare ekstra træls, når angsten så kommer og spænder ben for dig, lige inden du skulle på date. For selvom du var hammer-nervøs, så havde du måske også glædet dig rigtigt meget. 

Du skal vide, at det fuldstændigt almindeligt at blive nervøs inden en første date. Det tror jeg de fleste oplever. Du kan prøve at læse vores artikel om om at være nervøs inden 1. date. Der står nemlig nogle gode tips til, hvordan man kan håndtere nervøsiteten. Jeg ved selvfølgelig godt, at hvis man har angst, så kræver det endnu mere af en at skulle på date. Men jeg vil gøre mit bedste for at komme med lidt gode råd til dig, som måske kan gøre det lidt nemmere. 

Fortæl ham om angsten 

Mit bedste råd til dig er at være ærlig og fortælle ham om angsten. Rigtigt mange med angst oplever, at de er super nervøse for, at andre opdager, at de har angst. Eller at man kommer til at få et angstanfald, mens man er afsted. Derfor kan det også være en fordel, bare at lægge kortene på bordet og fortælle ens date om angsten. For så behøver du ikke gå og være nervøs for, om han mon opdager, du har angst  – for så ved han det allerede. Det kan være med til at tage toppen af nervøsiteten og angsten, og gøre det hele til en lidt rarere oplevelse. 

Hvis du tænker, at der er en risiko for, at du får et angstanfald, mens i er afsted, så kunne det være en god idé, hvis du fortalte ham, hvad du gerne vil have, han gør, hvis du får et angstanfald. På den måde er i begge to forberedt, hvis nu der skulle komme et angstanfald. Det kan også være med til at give lidt ro i kroppen, så angsten måske ikke bliver så voldsom. 

Og hey, hvis du har brug for en pause, så er det altid okay lige at gå et par minutter på toilettet, pjaske lidt vand i hovedet og få ro på vejrtrækningen. Måske kender du til vejrtrækningsteknikker, som kan hjælpe med at få ro i kroppen. Vi har nogle du kan prøve af her, hvis du har lyst. 

I kommer begge til at være nervøse

Når jeg læser dit brev, så kommer jeg til at tænke på, om du har overvejet, at han sikkert også kommer til at være hammer-nervøs. Nogle gange kan vi godt glemme, at andre bliver nervøse i de samme situationer, som vi selv gør. Og det kan være rigtigt rart at huske sig selv på. For han kommer sikkert også til at være fyldt med nervøse tanker om, hvordan han ser ud. Eller om han har dårlig ånde. Eller om du synes han er kedelig, pinlig eller mindre flot end du havde regnet med. For sådan er vi mennesker. Vores hjerner kører på højtryk med alle mulige bekymringer, som tit mest er inde i vores hovede. 

Hvis du bliver nervøs, så prøv at sige det højt “Jeg er ret nervøs, så hvis jeg så hvis jeg virker lidt urolig, så er det bare derfor”. Det vil de fleste mennesker sagtens kunne forstå. Og måske vil han endda også synes, det er rigtigt rart at vide, at han ikke er den eneste af jer, som bliver nervøs. 

Får du hjælp til angsten?

Du skriver ikke noget om, om du får hjælp til at håndtere angsten. Men hvis du ikke gør det, så tænker jeg, at det kunne være en rigtig god idé, hvis du tog en tur til lægen. Lægen kan nemlig sørge for at du kan få behandling for angsten, og måske få en henvisning til en psykolog, hvis det kunne være godt for dig. Lægen er fuldstændigt vant til at snakke med unge om angst. Og man må altid tage til lægen, hvis man har det svært. 

Ring til Angstelefonen 

Hvis du har brug for at snakke mere om angsten, så kan jeg anbefale dig, at tage fat i Angsttelefonen. Angsttelefonen er en frivillig rådgivning, som er lavet af angstforeningen. Der sidder nogle rigtigt søde og dygtige frivillige klar til at lytte og hjælpe. Det er helt gratis og du er altid velkommen til at ringe til dem.  

Jeg håber mit svar har været hjælpsomt. Og det bare kommer til at gå super godt datingen. Jeg krydser fingre for dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper