Hej Mindhelper

Jeg har en del angst og sådan og har rigtig svært ved at gå ud. Er rigtig bange for hvad folk tænker om mig, og at der altid er en masse fordomme. På min gamle skole er der stort set ingen der kan lide mig, og føler stadig mange steder folk ik kan. Jeg har nogle gode veninder men er rigtig bange for at miste dem, for har førhen mistet veninder efter en masse fordomme, og går bare hele tiden og er nervøs. Jeg har lidt tid tænkt over jeg gerne ville flytte til en anden by og ligesom bare starte forfra uden en masse fordomme, det jo selfølgelig bare lige at jeg jo også gerne vil have min familie med. Mig og en af mine tætteste veninder har snakket om at tage på efterskole sammen i 10 (skal i 9 nu) og der er lang tid til, og er bare bange for jeg når at blive endnu mere usikker og ender med slet ikke at turde. Lige nu ville jeg bare ønske jeh kunne være ligeglad med folks fordomme, men det kan jeg virkelig ikke og det går mig meget på hver dag. Har snakket med min mor om det, men hun kan jo ikke rigtig gøre noget og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

(15 år)


Kære Du

Det lyder som om at tankerne om, hvad andre folk tænker om dig, fylder rigtig meget for tiden. Derfor er jeg super glad for at du har skrevet herind og delt dine oplevelser. For dem skal du bestemt ikke gå med alene.

En ny start

Du skriver, at du føler, at mange har fordomme om dig. Og at du derfor ville ønske, at du kunne flytte til en ny by og starte på en frisk. Den lyst kan jeg sagtens sætte mig ind i. Når vi mennesker går og tumler med en svær situation, kan vi godt komme til at ønske, at vi bare kunne slippe væk og starte helt forfra, hvor ingen kendte os. For det er hammer ubehagelig, hvis man oplever, at andre dømmer en.

Men ofte er det sådan, at hvis man har det svært, så hjælper det ikke så meget at flytte et andet sted hen. For selvom man kommer væk fra nogen af de mennesker eller steder, man har det svært med, følger de trælse tanker og følelser ofte med os.

Hvad tænker de andre

Det er helt naturligt at tænke på, hvad andre syntes om en. Vi mennesker er nemlig flokdyr, og derfor er det en naturlig mekanisme for os at tænke på, hvordan andre ser os. Dengang vi stadig levede på savanen, var det nemlig livsnødvendigt at være en del af flokken. Så derfor er vi designede til at være meget opmærksomme på, om vi nu også passer ind. Og om de andre vi er sammen med kan lide os.

Men hvis tankerne om hvad andre tænker kommer til at fylde for meget, kan det godt komme til at spænde ben for en. Og så kan man komme til at bruge rigtig meget energi på at gå og bekymre sig. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være rart for dig at prøve at arbejde med nogle af de her ubehagelig tanker, du har om, hvad andre tænker om dig. Det er nemlig rigtig hårdt at gå med den slags tanker. 

Vi kan ikke styre, hvad andre tænker om os. Men vi kan prøve at styre, hvordan vi reagerer. Hvis man tænker meget over, hvad andre tænker, kan det sommetider hjælpe at arbejde med ens selvværd. Når man styrker sit selvværd, kan det nemlig gøre, at man har lettere ved at sige pyt til, hvad andre tænker om en. Du kan prøve at læse denne her artikel om selvværd. Måske er der noget i den du kan bruge. Der er også nogle øvelser du kan prøve af, som er designet til at booste ens selvværd. 

Tal med dine venner

Du skriver også, at du er bange for at miste dine vendinder, fordi det er noget du har oplevet før. Det giver god mening, at du har de tanker, hvis du har haft den oplevelse før. Jeg kommer til at tænke på, om du mon har talt med dine veninder om, at det er sådan du har det? Ellers tænker jeg, at det måske kunne være rart for dig at gøre. Det kan måske være med til at give dig lidt mere ro. Og jeg tænker at der er god chance for at du vil opdage, at du ikke behøver at være bekymret.

Tal med en voksen

Du skriver, at du har talt med dine mor om hvordan du har det. Det er super godt, bliv endelig ved med det. For selvom din mor ikke direkte kan hjælpe dig, kan det stadig gøre de svære tanker lidt lettere at gå med, hvis man har nogen at dele dem med. Du kan også overveje, om der er en anden voksen i dit liv, du kunne have lyst til at tale med. Det kunne være en tante, en venindes mor eller en sød lærer. For det er ikke så vigtigt, hvem du taler med, men det er vigtigt, at du ikke går med de svære tanker alene.

Tag i Headspace

Sommetider kan det også være en hjælp, at tale med nogen udefra. Der er Headspace et rigtig godt sted, hvor man som ung kan komme og tale om de ting der fylder. Hos Headspace sidder der en masse søde og dygtige rådgivere, som gerne vil lytte. I Headpace er de vant til at tale med unge, og ved godt, at det kan være hammerhårdt at gå og tumle med tanker om, hvad andre tænker om en. Det er helt gratis at komme i Headspace, og du kan være anonym, hvis du syntes det er rarest.

Jeg håber rigtig meget, at der er noget i mit svar du kan bruge. Og at du snart kan få lidt mere ro på tankerne om, hvad andre tænker om dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper