Hej Mindhelper

Jeg står i en rigtig svær situation, hvor jeg skal finde ud af, hvad jeg vil med fremtiden. Samtidig med det har jeg angst og stress der spænder ben for, hvad jeg gerne vil. Hvilket er at læse til ergoterapeut.

Lige nu er jeg på uddannelseshjælp (kontanthjælp for unge), da jeg lider af angst. For at få denne ydelse skal jeg ud i praktik på arbejdsplader, i håb om at jeg kan blive uddannelsesparate til sommer. Problemet er dog bare, at jeg kun må være på praktikpladsen 4 uger ad gangen, hvilket jeg er utrolig bange for kun kommer til at påvirke min angst og stress negativt, da det er meget stressende at starte op et nyt sted og samtidig så tit. Dog har praktikpladserne utrolig meget forståelse for min situation, og derfor har det ingen konsekvenser, hvis jeg har en dårlig dag og bliver nødt til at melde mig syg.

Jeg har dog tænkt på, om der var andre muligheder end at være uddannelseshjælp, da jeg synes at det er problematisk at skulle starte på en ny arbejdsplads hver måned. Jeg har derfor gået og tænkt på, om jeg skulle søge ind på en professionsbachelor, hvor der stadig er ledige pladser på vinterstart, men jeg er virkelig bange for, at jeg hurtigt dropper ud igen, hvis det bliver for stressende for mig, da jeg ikke bare kan melde mig syg, hvis jeg ikke har overskud til at tage afsted, noget som jeg godt kan, når jeg er på uddannelseshjælp.

Som i kan høre, er jeg meget i tvivl omkring hvad jeg skal gøre. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre om, hvad i synes er bedste at gøre i min situation.

Mvh.

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Det kan være rigtigt hæmmende at opleve angst og stress. Og det kan godt komme til at påvirke ens liv rigtigt meget. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Får du behandling/hjælp til angsten?

Jeg kan sagtens forstå, hvis du bliver rigtigt meget i tvivl om, hvad du skal gøre, når angst og stress påvirker din hverdag så meget. For det kan være en rigtig træls hæmsko i forhold til at gøre de ting, som man brænder for. Du skriver ikke noget om, om du får hjælp eller behandling til at håndtere angsten og stressen? Hvis ikke du gør det, så tænker jeg, at det kunne være en rigtig god idé for dig at starte der. Så længe angsten og stressen styrer dig, så kan det blive rigtigt svært at komme til at arbejde som ergoterapeut. For det vil kræve, at er mødestabil og ikke melder dig syg ofte. Og det vil jo være mega ærgerligt, hvis du ikke kan det, når nu det er din drøm.

Selvom angst og stress er rigtigt ubehageligt at opleve, så kan man godt få hjælp til at håndtere det, så man kan klare en hverdag igen. Det er der rigtigt mange andre unge før dig, som har haft gode oplevelser med. Det kunne eksempelvis være hos en psykolog. Så kan psykologen hjælpe en med at håndtere angsten/stressen og give en nogle rigtigt gode redskaber til, hvordan man kan komme videre. Hvis du tænker det kunne være en god idé for dig, så kan du prøve at kontakte din læge og snakke med hende/ham om, om du kan få en henvisning til en psykolog. Så kan man nemlig få lidt tilskud til at betale for psykologen.

Det kan være, at det går godt

Som jeg læser dit brev, så har du ikke prøvet at være i praktik endnu. Er det rigtigt forstået? Jeg tænker, at det måske er lidt for tidligt at smide håndklædet i ringen i forhold til praktik. For selvom det måske bliver svært, så kunne det også være, at det måske var rigtigt godt for dig at prøve af? På den måde vil du også kunne træne praktikken lidt under lidt fleksible rammer, inden du skal i praktik i forbindelse med ergoterapeutuddannelsen. Der får du nok ikke muligheden for, at kunne melde dig syg på de svære dage. Så måske kunne praktikken under uddannelseshjælpen være en super god måde at få trænet, hvordan det er at være i praktik, inden det rigtigt gælder på ergoterapeutuddannelsen. Det kan jo sagtens være, at det viser sig at gå rigtigt godt og bliver rigtigt spændende. Hvis man oplever, at man faktisk godt kan klare noget, som man synes er super svært, så kan det også være med til at give en følelse af, godt at kunne mestre ting. Og det kan være med til, at berolige angsten lidt. Og hvis det bliver for svært, så lyder det til, at du har muligheden for, at tage en pause eller holde fri en dag.

Tips på vejen

Hvis man oplever angst og stress, så er der nogle ting, som man selv kan gøre, for at passe på sig selv og udfordre angsten lidt. Du kan prøve at læse vores artikel om eksponering, den her med gode råd til dig med angst og den her om stress. Der står nemlig nogle rigtigt gode tips til, hvad angst og stress er og hvad man kan gøre, for at håndtere den.

Snak med nogen om det

Hvis det går hen og bliver rigtigt svært med praktikken, så kunne det være en rigtig god idé, hvis du fik snakket med nogen om det. Det kunne være dine forældre, en god veninde eller kæreste. Så kan de lytte og støtte dig, hvis det bliver svært. Og det kan være super rart, at have nogen at dele de svære ting med. For det kan være med til, at gøre det hele lidt nemmere og mere overskueligt. Måske er der en person, du tænker på nu?

Ring til Angstelefonen

Hvis du kunne tænke dig, at få snakket situationen igennem med nogle, som ved rigtigt meget om angst, så kan jeg anbefale Angsttelefonen. Angsttelefonen er en frivillig telefonrådgivning, hvor man kan snakke med nogen, som også kender rigtigt meget til angst. De er super søde og det kan være en rigtig rar måde, at få snakket med nogle, som måske forstår lidt af, hvad man går igennem. Måske kunne det være noget for dig?

Det er mega svært at finde ud af, hvad man lige skal gøre med uddannelse, hvis man har angst og stress inde på livet. Men jeg håber at mit svar har været hjælpsomt. Og så hepper jeg rigtigt meget på dig og håber det kommer til at gå super godt med det hele.

De bedste hilsner fra en Mindhelper