Hej.

Jeg er så mega træt hele tiden. Uanset hvor meget jeg sover, er jeg stadig træt. Der er heller ikke forskel på om jeg får 2 timers søvn eller 12 timers søvn.
Jeg er tror jeg er ret stresset, og det udløser muligvis nogle angstanfald (selvom jeg ikke er helt sikker på om det er angstanfald).

Mine venner synes jeg bør gå til lægen, men jeg er begyndt på p piller i efterårsferien og jeg har fået af vide at de kan give depressive symptomer, men at de forsvinder efter et halvt år. Jeg kan ikke gå til lægen, og jeg kan ikke få mig selv til det, for jeg synes det er pinligt og jeg er bange for at jeg bare overreagerer.
Jeg føler ikke det hjælper at snakke med mine venner om mine problemer, og lægen kan heller ikke gøre noget, da de ikke kan give mig medicin imod stress.
Jeg er begyndt at tage enormt meget afstand til mine venner, og jeg bliver irriteret over alt de gør, selv dem jeg har det allerbedst med.

Please hjælp, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, og jeg vil bare gerne have det godt igen.

(Pige, 17 år)


Hej pige 17 år

Først vil jeg lige sige, at det er super godt, at du har skrevet herind. Det betyder nemlig, at du har reageret på, at der er noget som ikke fungerer i dit liv. Og at du er motiveret for at få det bedre.

Træthed og mulige angstanfald er vigtige indikatorer på, at du ikke har det så godt i øjeblikket. Og det kan skyldes mange ting – som ofte påvirker hinanden. En forklaring kan fx. være stress eller p-piller, som du også selv er inde på.

Tal med din læge
Du fortæller, at du ikke kan gå til lægen, fordi du synes det er pinligt og, at du er bange for, at du overreagerer. Lad mig slå én ting fast: Det gør du ikke. Du er derimod super sej, fordi du tager din krops signaler seriøst.

Og derfor synes jeg, at du skal tage en snak med din læge om, hvordan du har det. Ikke nødvendigvis fordi du skal have medicin. Men for at finde ud af, hvad du kan gøre for at få det bedre. Og for at finde ud af, hvad din træthed, stress og mulige angstanfald skyldes. Måske skal du bare prøve nogle andre p-piller. Du har lige netop din læge til at hjælpe dig i sådanne situationer, som den du befinder dig i. Hvis du vil vide mere om at gå til lægen, kan du læse vores artikel om at snakke med lægen om svære ting.

Du skriver, at du føler dig ret stresset og, at det muligvis giver dig angstanfald. Det er vigtigt at få snakket med nogen om det. Din læge bør tage det alvorligt, hvis du nævner det. Du kan læse mere om tegnene på stress i vores artikel Har du mistanke om stress? 14 typiske tegn.

Hvis du vil vide mere om mere om angstanfald, eller panikanfald, som vi kalder det i vores artikel, kan du læse artiklen Det skal du vide om panikanfald.

Tal med dine venner
Du skriver, at dine venner synes du skal gå til lægen. Jeg synes, at det lyder som nogle rigtig gode venner du har dig der. Og det er præcis sådan noget, som man har venner til. At du er begyndt at tage afstand fra dine venner, som du skriver, er også et advarselstegn, som du skal tage alvorligt. I stedet for at tage afstand til dine venner, synes jeg, at du skal prøve at se dem som en ressource, der kan hjælpe dig. Ræk ud efter dem og fortæl, hvordan du har det. Du kan fx fortælle dem, at du er ked af, at du er begyndt at tage afstand til dem. Og at det skyldes, at du ikke har det så godt i øjeblikket. Hvis du ikke ved, hvordan du skal få det sagt, kan du læse vores guide Sådan snakker du med din ven om svære ting

Og et sidste råd til sidst: Tal med dine forældre. Ofte kan det at sige tingene højt i sig selv have en god effekt på problemer. Så jo flere du kan række ud efter desto bedre.

Jeg håber, at du får det godt igen 🙂

De bedste hilsner fra Mindhelper