Hej Mindhelper

Jeg har i et par år haft socialangst, men her i efteråret 2019 toppede min angst. Jeg var til en fest, hvor jeg så, efter nogle timer, fik denne underlige følelse i kroppen af ikke at være til stede. Jeg er rimelig sikker på at det hedder depersonalisation. Det er ikke noget jeg har fået konstateret, men mine symptomer minder rigtig meget om det.

Min depersonalisation:
Jeg får en følelse af ikke at være til stede. Som om jeg ikker er i min krop. Det er meget svært at forklare, men nogle kalder det ”Out of body experience.” Det vare et par sekunder og kan komme flere gange dagligt.

Jeg har aldrig været præget af det, men efter den fest, begyndte jeg at få det flere gange dagligt. Det er en sindsyg ubehagelig følelse, og jeg har desværre udviklet noget angst for at få denne følelse. Det gør, at jeg nærmest hele tiden går rundt og er bange for at få denne følelse igen.
Jeg skulle faktisk have været til psykolog i dag, men det blev desværre aflyst på grund af Corona situationen..
Jeg er ikke lige så præget af det nu, som jeg har været de sidste måneder. Faktisk har det været så slemt, at jeg ikke har ture at gå ud af min dør. (Det kan jeg heldighvis godt nu)

Hvad der indtil videre har hjulpet er faktisk at finde ud af, hvad det er, men jeg er stadig præget af det i min hverdag. Det går mig heldighvis ikke lige så meget på, da jeg ved, at det kun er en følelse, men det er stadig pænt nederen at have.
Jeg ved, at man ikke høre så meget om depersonalisation, men jeg ville lige høre, om i har noget, som jeg selv kan gøre, for at jeg kan få det endnu bedre? Mit største ønske lige nu er at slippe helt af med depersonalisation.

(Pige, 15 år)


Hej Pige på 15 år

Det lyder som en super ubehagelig oplevelse, du havde til den fest, hvor du fik den her følelse af ikke at være til stede. Og jeg kan godt forstå, du synes, det er nedern at følelsen er blevet hos dig. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Du er ikke alene

Man kan blive super forskrækket, når man lige pludseligt får den der følelse af ikke rigtigt at være til stede. For det er en super ubehagelig følelse, og når man ikke har oplevet det før, så kan det også være ret skræmmende. Så jeg kan godt forstå, du synes, det er en nedern følelse at have. Men selvom det ikke er nogen særligt rar følelse, så er den heldigvis ikke farlig. Det er faktisk en helt normal følelse at opleve i forbindelse med angst. Og det er en følelse, som der er mange med angst, der beskriver. Så du er langt fra alene om at have det sådan her.

Øv dig i at acceptere følelsen

Du spørger efter noget, som du selv kan gøre for at få det bedre. Og jeg synes, det lyder som om, du allerede er rigtigt godt på vej. For det lyder som om, det har givet dig meget ro at vide, hvad det er for en følelse. Så jeg tror, at det langt hen ad vejen handler om, at du skal give dig selv tid. For det lyder som om, du har været ret hårdt ramt af den her angst. Og det kan godt tage tid, før man er helt ovenpå igen, når man har kæmpet med angst. Men en af de ting der nogle gange kan være rigtigt hjælpsomme, er at øve sig i at acceptere følelsen i stedet for at kæmpe imod den. For jo mere man kæmper imod en følelse, jo mere opmærksomhed giver man den. Og jo mere opmærksomhed man giver følelser, jo mere kommer de til at fylde.

Så næste gang følelsen af ikke at være til stede kommer forbi, kan du prøve at øve dig i at sige til dig selv: “hov, nu kommer den her følelse af ikke at være til stede igen. Den er super ubehagelig lige nu, men den går heldigvis over igen.” For som du selv så fint skriver, så er det heldigvis bare en følelse. Og som med alle andre følelser, så topper den på et tidspunkt og går over igen. Det er ligesom bølger på havet. Selv de allerstørste bølger trækker sig på et tidspunkt tilbage i havet igen og forsvinder. Det er sikkert super svært i starten at gøre i starten, fordi det ikke er det, du er vant til. Men jo mere du øver dig, jo nemmere bliver det forhåbentligt.

Snak med nogen

Jeg tror, at det allerbedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen om den her følelse. For selvom det måske ikke hjælper direkte på at få følelsen til at gå væk, så kan det alligevel hjælpe rigtigt meget, at du ikke er alene med følelsen. Vi mennesker er nemlig ikke bygget til at klare de svære følelser og tanker alene. Vi er bygget til at have brug for hjælp og støtte fra folk omkring os, når vi har det svært.

Derfor kommer jeg til at tænke på, om der er nogen i nærheden af dig, som du kan snakke med. Kan du for eksempel snakke med dine forældre om det? Hvis du kan det, så tænker jeg nemlig, at det ville være oplagt, fordi jeg gætter på, at de er omkring dig meget af tiden. Men hvis det ikke dur at snakke med dine forældre, kan du også sagtens snakke med en anden voksen, som du er tryg ved. Det kunne for eksempel være en rigtigt sød onkel eller tante eller måske en virkeligt rar lærer på din skole, når den åbner igen.

Du skal nok få hjælp

Det lyder super træls, at din tid hos psykologen blev aflyst. For selvom det er forståeligt, når det er på grund af coronavirussen. Så kan det være rigtigt frustrerende, hvis man har brug for at snakke med en psykolog, fordi der er noget, der er virkeligt svært for en. Men på et tidspunkt bliver Danmark åbnet igen, og så kan du komme til psykolog og få snakket om den her følelse, så du kan få noget hjælp til den. Jeg ved også, at der er mange psykologer, der omlægger sine aftaler til online-terapi lige for tiden. Så måske er du heldig, at du kan komme til at snakke med din psykolog om det online, når tingene lige er faldet lidt mere på plads.

Tag fat i Angsttelefonen

Hvis du har brug for at snakke med nogen om den her følelse af ikke at være til stede lige nu, så kan du altid tage fat i Angsttelefonen. Derinde sidder der nemlig en masse dygtige rådgivere, der ved en masse om angst, som er klar til at hjælpe dig. De kan ikke give behandling, men de kan godt give dig nogle råd til, hvad der måske kan hjælpe dig, når du får det sådan. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med unge, der kæmper med angst. Så de ved godt, det kan være svært at ringe ind til dem og snakke med dem. Og de skal nok gøre alt, hvad de kan for at hjælpe dig. Du kan være helt anonym hos Angstelefonen, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så krydser jeg fingre for, at du snart kan komme til psykolog, så du kan få noget hjælp til, hvordan du skal håndtere den her følelse af ikke at være til stede. For jeg kan godt forstå, at den ikke er særligt sjov at gå rundt med.

De bedste hilsner fra en Mindhelper