Hej MindHelper.
Jeg har tidligere haft en depression, som næsten tog livet af mig. Jeg fik en masse medicin, og det var højst sandsynligt bruddet med min voldelige ekskæreste, som udløste det hele.
Jeg er nu begyndt at få det skidt og angst fyldte mere og mere i min hverdag. Jeg har fået at vide, at det er fordi jeg ikke har bearbejdet hvad der skete den gang (fordi hjernen er indrettet sådan, at den fortrænger traumatiske ting indtil den er klar til at bearbejde), og at angsten nu kommer mere og mere til udtryk som et tegn på at jeg nu er klar til at bearbejde alt der skete dengang. Jeg frygter bare enormt meget at skulle åbne den “kasse” igen, da jeg ikke tror at jeg kan overleve endnu en depression. Jeg føler mig simpelthen langt fra klar, for jeg frygter virkelig en depression igen, men hvis min angst fortsætter med at hæmme mig mere og mere i hverdagen, bliver jeg jo også deprimeret.
Har I et råd til en smertefri vej ud af det?
(Pige, 20 år)
Kære du
Det lyder som en virkeligt hård omgang, du har været igennem. Så jeg kan godt forstå, at det er super hårdt for dig, at du er begyndt at få det svært igen. Og jeg er så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker
Vi kan overleve mere, end vi tror
Det giver virkeligt god mening, at du frygter at havne i en depression igen. For du har virkeligt bare haft det svært før. Og når man har overlevet at være i et voldeligt forhold. Og så bagefter har overlevet en depression, der nærmest tog livet af en, så tænker jeg, at det er fuldstændigt naturligt at frygte, at man bliver ramt af en depression igen. For depressioner er virkeligt ikke særligt sjove, og de er bare så mega hårde at stå i. Og når man står midt i det, så kan det virkeligt bare føles som om, man aldrig nogensinde klarer sig igennem det. Ligesom man kan være rædselslagen for, om man kan klare at skulle igennem det hele en gang til, når man er kommet ud på den anden side.
Men vi mennesker er faktisk ret seje. Og vi kan overleve rigtigt meget mere, end vi selv går rundt og tror. Og nu ved du jo, at du har klaret depressionen en gang til. Ligesom du måske endda har fået nogle værktøjer til, hvad du kan gøre for at komme ovenpå igen, sidste gang du kæmpede med en depression. Så du er meget bedre rustet til at skulle klare en depression den den her gang, hvis det kommer dertil. Men det er jo slet ikke sikkert, at du rammer en depression igen den her gang. For nu kender du jo tegnene og ved, hvad du skal reagere på, hvis de dukker op. Men selv hvis du rammer en depression igen, så er jeg sikker på, at du også nok skal klare dig igennem det. For du virker som en super sej pige, der allerede har klaret rigtigt meget mere end rigtigt mange andre.
Du bliver passet på
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne give dig en nem og smertefri løsning på at komme igennem det her. For det kunne være så rart, hvis man bare kunne pakke sine gamle oplevelser ned i en kasse, som man så kunne stille op på loftet, så man kunne slippe for nogensinde at skulle se på den igen. Men der er desværre ikke nogen smertefri løsning på at komme igennem det her. For det er drønhårdt at skulle åbne den kasse igen, som jeg gætter på indeholder en masse rigtigt grimme minder. Og det er nok ikke noget, man nogensinde kommer til at føle sig 100% klar til at skulle gøre. Men det er du nok nødt for at få bugt med den her angst. For jeg gætter på, at angsten i hvert fald er et tegn på, at der er nogen ting fra dit gamle forhold, som din krop og din hjerne husker. Og som den har brug for at få arbejdet med.
Men når det så er sagt, så er det her absolut heller ikke noget, du skal bearbejde alene. Det er det alt for drønhårdt til. Det her er noget, du både skal have hjælp og støtte til fra folk omkring dig. Og jeg tænker, at det er noget, du skal have noget professionel hjælp til at klare. Jeg er helt sikker på, at de folk, der kommer til at hjælpe dig med at bearbejde de her oplevelser og få styr på den her angst, nok skal passe på dig hele vejen igennem. Og sørge for, at du ikke går for hurtigt frem. Så der er ikke nogen, der bare starter med at åbne den der kasse på vid gab i første omgang.
Til at starte med bliver kassen måske åbnet på klem. Og så kan I kigge forsigtigt på, hvad det er den indeholder. Sådan så det ikke bliver mere smertefuldt end, at du godt kan holde ud at være i det. Og efterhånden som det bliver nemmere og nemmere at have kassen åbnet på klem, så kan I åbne den mere og mere. Indtil du på et tidspunkt kan have den åbent på vid gab uden, at det overvælder dig med angst og smerte. Men det er ikke noget, man gør på en dag. Det er noget, man gør over lang ting tid. Det ved den person, du kommer til at arbejde med godt. Og han eller hun skal nok passe på dig hele vejen igennem.
Bliv ved med at snakke om det
Det lyder som om, du allerede har fortalt nogen omkring dig om den her angst, der er begyndt at fylde mere og mere i din hverdag. Det er så godt. For det er så vigtigt, at du ikke går alene med angsten. Og de mega svære tanker og følelser, som jeg forestiller mig, at angsten må føre med sig. Vi mennesker er nemlig ikke bygget til at skulle klare os igennem de svære ting alene. Vi har brug for hjælp og støtte fra dem omkring os, når vi har det drønsvært. Det er i øvrigt også en af de ting, der er med til at gøre en rigtig stærk. Og som gør, at man bare kan klare super mange ting. Det er, hvis man har nogle gode mennesker omkring sig, som man kan støtte sig op af, når man har det svært. Så bliv endelig ved med at tage fat i folk omkring dig, når du har det svært.
Snak med din læge
Mit allerbedste råd til dig er faktisk, at du skal snakke med din læge om den her angst. For din læge er også uddannet til at hjælpe, når det gør ondt indeni. Og din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få noget hjælp til at få bearbejdet de her oplevelser fra dit gamle forhold, der puster til din angst. Det kan være super svært at skulle gå til lægen, når man har det svært. Men husk på, at din læge er vant til at snakke med folk, der har det drønsvært. Så han eller hun skal nok gøre sit allerbedste for at hjælpe dig videre til et sted, hvor du kan få den hjælp, du har brug for.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt alligevel. Også selvom jeg desværre ikke kunne give dig en smertefri løsning til at komme igennem det her på. Men jeg håber, at du alligevel vil tage fat i din læge. Og så håber jeg, at du holder fast i de folk, du har omkring dig. For selvom det ikke er en smertefri oplevelse at bearbejde noget, der har været så svært. Så gør det det i hvert fald mindre smertefuldt, hvis man har en mur af gode folk omkring sig, som er klar til at hjælpe en op igen, hvis man falder.
De varmeste hilsner fra en Mindhelper