Hej Mindhelper

Jeg cutter og har selvmordstanker og har nogenlunde kunne styre det men efter jeg er begyndt at læse den her bog er jeg blevet mega usikker. Ved ikke om det bare er noget jeg bilder mig selv ind men jeg er mega bange hele tiden. Jeg er bange for at komme i skole igen og skulle se mine venner. Jeg er bange bare ved tanken om at være sammen med nogen andre end min familie. Bange for hvad andre tænker om mig. Bange for om andre ikke kan lide mig og bange for at de kan lide mig. Bange for at jeg kommer til at svigte dem. Bange for at åbne for meget op. Bare bange for alt. Så min cutting og mine selvmordstanker er blevet meget værre. Inden jeg fik det sådan her havde jeg fortalt mine forældre at jeg cutter og er begyndt at gå til psykolog men jeg føler ikke jeg kan sige det her til mine forældre eller min psykolog.
Jeg har så lavet nogle regler der nok lyder åndsvage men det hjælper mig på en måde
Her kommer de…

Jeg må ikke vise følelser (andet end overfor min familie så de ikke tror der er noget galt).
Må kun være glad overfor min familie.
Må ikke have øjenkontakt.
Må ikke åbne op for nogen.
Må ikke få nye venner.
Må ikke spise for meget
Skal langsomt skubbe den ene ven jeg har væk.

Ved godt det lyder mærkeligt men det hjælper mig lidt og der er ingen der har lagt mærke til noget. Vil bare vide hvad der sker med mig og om jeg skal gøre noget ved det.

(Pige, 14 år)


Kæreste du

Du har det godt nok ikke nemt lige nu. Så jeg er bare så glad for, at du har valgt at skrive ind. For det lyder, som om det er rigtigt svært for dig at skulle dele det her med nogen. Så det er bare super flot gået.

Super godt gået
Først vil jeg lige rose dig for, at du har fået fortalt dine forældre, at du cutter. Det er super godt gået, for det er bestemt ikke altid nemt at få fortalt noget, der er så svært. Og det betyder, at du rækker ud efter hjælp. Hvilket er så vigtigt, for det er første skridt på vej mod at få det bedre. Så bliv endelig ved med at række ud efter hjælpen.

Det er drøn-ubehageligt
Det lyder rigtigt ubehageligt, at du går rundt og er bange hele tiden. Og det tænker jeg bestemt ikke, er noget, du bare bilder dig ind. Men jeg kan godt forstå, at det kan føles sådan hos dig. For der er faktisk rigtigt mange, der har det svært, som oplever at blive bange for, at det hele bare er oppe i deres hoved. Og at det er noget, de bilder sig ind. Men hvis du kan mærke, at du er bange, så er du bange. For følelser lyver ikke bare lige sådan. Selvfølgeligt kan følelser nogle gange godt trigge frygt på tidspunkter, hvor der faktisk ikke er noget at være bange for. Men det ændrer jo ikke på, at du føler dig bange. Og det er virkeligt død-ubehageligt at gå rundt og føle sig bange. 

Og det er rigtigt hårdt at gå rundt at føle sig bange hele tiden. For nogle bliver den her følelse af at gå rundt og være bange hele tiden til angst. Hvis du har lyst, kan du læse den artikel, jeg har linket til. Måske er der noget af det, du kan genkende? Det behøver ikke betyde, at det er angst, men det kan nogle gange være meget rart at vide, at der er andre, der oplever noget lignende. For det er bare drøn-ubehageligt at gå rundt og være bange hele tiden – om det er angst eller ej. Heldigvis findes der rigtigt mange gode muligheder for at få det godt igen, så man kan blive tryg. Og derfor er det så vigtigt, at du får fortalt dine forældre og din psykolog om, at du går rundt og er rigtigt bange. For faktisk får langt de fleste det godt igen, selvom de har gået rundt og følt sig meget bange. 

Reglerne har en funktion
Vi har alle sammen nogle regler, som vi lever efter. Det er helt normalt. Men nogle regler er mere hjælpsomme end andre. Du oplever at dine regler hjælper dig. Og det giver rigtigt god mening, for jeg tænker nemlig, at dine regler har en funktion. De hjælper dig lige nu og her med at dæmpe den usikkerhed og frygt, du beskriver. Men i det lange løb går dine regler går ud over dig selv på en rigtigt dum måde. Det er nemlig ikke særligt godt, at du for eksempel slet ikke må åbne op for nogen eller få nye venner. .

Så det ville være rigtigt godt for dig at udfordre de her regler en lille smule. Det gør du ved at gøre nogle af de ting, du ellers har sagt til dig selv, du ikke må. Hvilket jeg godt ved, bestemt ikke er nemt. Men du kan prøve at starte i de små. Og udfordre den regel, der virker mindst skræmmende at skulle bryde. Det allerbedste ville være at fortælle din psykolog om de her regler. Så du kan udfordre dem sammen med din psykolog. Det kan nemlig godt skabe noget usikkerhed og uro i starten. Og det er helt naturligt og helt okay. Men din psykolog vil kunne hjælpe dig med at håndtere uroen, hvis den kommer. Efterhånden som du har udfordret reglen igen og igen, vil usikkerheden og frygten forsvinde.

Fortæl det til dine forældre og din psykolog
Du spørger, om du skal gøre noget ved det. Og ja, det skal du. For du har det virkeligt ikke særligt nemt lige nu. Så det er faktisk virkeligt vigtigt, at du får gjort noget ved det. Du har allerede søgt hjælp ved at skrive herind. Det er så flot. Og det betyder, at du rigtigt gerne vil have det bedre. Og for at få det bedre, er du nødt til at fortælle nogen om alle de svære ting. Det er nemlig først, når du har gjort det, at du kan få hjælp til at få det bedre. Derfor er det så vigtigt, at du får snakket med dine forældre om alle de ting, du skriver her. Så du kan få den hjælp, du har brug for. Det lyder, som om det er svært for dig at skulle fortælle det her til dine forældre. Så du kan eventuelt prøve at skrive det i et brev til dem. Eller vise dem dit brevkassespørgsmål. Det kan gøre det lidt nemmere for dig, fordi du så ikke behøver sige helt så meget.

Det er også rigtigt vigtigt, at du fortæller din psykolog om alle de her ting. Din psykolog kan nemlig med ret stor sandsynlighed også hjælpe med din usikkerhed og din frygt. Og det er jeg helt sikker på, at han eller hun rigtigt gerne vil. Husk på, at din psykolog er der for at hjælpe dig. Men det kan han eller hun ikke, hvis han eller hun ikke ved, at der er noget mere galt. Derfor er det virkeligt vigtigt, at du også får fortalt det til din psykolog. Jeg tænker på, hvad det er, der gør det så svært for dig at sige det her? Du har allerede fortalt, at du cutter. Og det kan bestemt heller ikke have været nemt. Så jeg tror på, at du også kan fortælle din psykolog det her. Selvom du synes, det er rigtigt svært. Hvis du bare slet ikke kan få det sagt, kan du prøve at skrive det i et brev til din psykolog. Ligesom med dine forældre. Eller du kan vise din psykolog det her brevkassespørgsmål, hvor du har forklaret det hele så fint.

Hvem kan du ellers snakke med?
Som jeg har skrevet, er det rigtigt vigtigt, at du får snakket med nogen om alle de her ting. For du går virkeligt med rigtigt mange svære ting, som man absolut ikke skal gå rundt med alene. Og nogle gange kan det bare være lidt nemmere at snakke med nogen, man slet ikke kender. Og så findes der heldigvis nogle forskellige steder, du kan tage fat i, som jeg har listet herunder. Fælles for dem alle sammen er, at de er gratis. Og du kan være fuldstændigt anonym, hvis det er rarest for dig.

  • Livslinien
    Det er rigtigt vigtigt for mig at gøre dig opmærksom på Livslinien, fordi du nævner, at du har selvmordstanker. Og at de er blevet værre, efter du er begyndt at føle dig bange. Det giver rigtigt god mening, at dine selvmordstanker er blevet værre, efter du også er begyndt at opleve at føle dig bange. For selvmordstanker er et tegn på, at man har det virkeligt svært. Og at man bare rigtigt gerne vil have det til at stoppe. Og så kan døden nogle gange komme til at virke som en udvej. Men det er den ikke, for du har så mange år tilbage, som sagtens kan blive rigtigt gode. Selvom det er virkeligt svært lige nu. Derfor er det bare så vigtigt, at du tager fat i Livslinien, hvis du kan mærke, at dine selvmordstanker kommer til at fylde for meget. De frivillige, der sidder klar til at snakke med dig, er rigtigt dygtige. Og de er vant til at snakke med folk, der har selvmordstanker. Så du kan trygt tage fat i dem.
  • LMS
    Fordi du nævner, at du cutter, kommer jeg til at tænke på LMS. De er nemlig eksperter på blandt andet cutting og selvskade. Så de ved rigtigt meget om, hvordan man bedst hjælper folk, der selvskader. Derfor er de rigtigt gode at tage fat i, hvis du har brug for at få snakket med nogen om, at du cutter. Der er rigtigt mange forskellige muligheder for at komme til at snakke med en af deres rådgiver, så du kan vælge den mulighed, der passer dig bedst. Og deres rådgivere er også super dygtige og vant til at snakke med folk, der blandt andet cutter. Så jeg synes, du skal tage fat i dem og høre, om de har nogle gode råd.
  • Headspace og Børnetelefonen
    Både Headspace og Børnetelefonen er helt oplagte at tage fat i, hvis man har det svært og har brug for nogen at snakke med. Begge steder sidder der frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om lige præcis det, der er svært for dig. Rådgiverne er rigtigt søde, og de har alle sammen snakket med rigtigt mange forskellige unge. Så du kan trygt tage fat i både Børnetelefonen og Headspace.

Jeg håber virkeligt meget på, at mit svar har hjulpet dig lidt. Og så krydser jeg arme og ben for, at du får hjælp til at få det bedre. Så du ikke skal gå rundt og bøvle med at være bange, cutting og selvmordstanker. For det er bare så mange svære ting på en gang, du slet ikke fortjener at skulle bøvle med.

De allerbedste og allervarmeste hilsner fra en Mindhelper