Hej,


Jeg døjer med tvangstanker, præstationsangst, søvnproblemer og nogle gange føles jeg totalt sort hvid, især når det kommer til mig selv.
Jeg spiller tl dagligt professionel fodbold, og har kæmpe søvnproblemer inden kampene. Klokken kan hurtigt blive 3-4 om natten, mens jeg stresser over ikke at kunne sove. Jeg tror det er angsten, fordi jeg tænker på konsekvenserne af hvis jeg ikke får sovet dagen inden kamp.
Ved siden af, læser jeg også enkeltfag, og har på det sidste også fået det ingen eksamensdagene.

Iforhold til fodbold, er jeg meget skadesplaget, og har undersøgt mig frem til, det kan hænge sammen med spædinger osv osv, som jeg tænker kan lomme af angst. Jeg bekymrer mig konstant over ting, og er altid bange for ikke at lykkes med livet, og som fodboldspiller. Dette er en sort hvid verden, hvilket også sætter ekstra skub i mine tanker. For når jeg har ferie, slapper jeg ganske fint af.

Mine største udfordringer lige nu: Søvn før kampe. Kan aldrig sove, hvilket er et kæmpe problem for mig og mit arbejde.
Jeg har tvangstanker, og skal konstant gøre ting 5 gange, nok fordi jeg er bange for alle konsekvenserne hvis jeg ikke gør. Oftest – mit talent forsvinder.
Tak forjer

(25 år)


Hej Du

Det lyder til, at der er flere ting, som presser lige nu. Både dårlig søvn, bekymringer og tvangstanker. 

Derfor tænker jeg også, at jeg i mit svar til dig vil bryde tingene ned og tage dem en af gangen. Så det hele ikke flyder sammen og bliver helt uoverskueligt 

Søvnen kan finde en god rytme igen

Lad os starte med søvnen, for det lyder til at det er den som fylder virkelig meget lige nu. Man ligger i sengen, trætheden fylder og man vil egentlig gerne bare sove. Men pludselig dukker den ene tanke efter den anden op, og frustrationen kommer ligeså stille snigende. For hvorfor kan man ikke bare sove? 

Den oplevelse tror jeg, at de fleste mennesker kender. For det er helt normalt at have perioder, hvor søvnen bøvler, og hvor man måske ikke får sovet helt nok. 

Det kan fx komme, hvis man er meget nervøs, bekymret eller presset. Og det lyder det til, at du er her for tiden. Derfor tænker jeg heller ikke at det er underligt, at søvnen bøvler for dig lige nu. 

Men det er vigtigt for mig at sige, at man godt kan finde ind i god søvnrytme igen. I vores artikel Svært ved at falde i søvn? Få 8 gode råd, står der nogle gode råd til, hvordan man kan falde godt i søvn. Så den kan jeg varmt anbefale dig at tage et kig på.

Jeg vil også lige fremhæve et af rådene her. Skriv dine bekymringer ned. Ved at skrive dem ned på et papir eller på din telefon, kan det være lettere at parkere dem og få ro i hovedet. Så måske du kan prøve det næste gang bekymringerne og tankerne om konsekvenserne ved ikke at sove dukker frem. 

Hvis det slet ikke dur, kan det også nogle gange være en god ide at acceptere, at man ikke lige kan finde ro og falde i søvn lige nu, og så stå op og på den måde rive sig selv ud af spiralen af tanker og frustrationer. Gå ud og tis eller tag et glas vand. For så kan frustrationerne lige dampe af. Og så oplever mange at det faktisk kan være lettere at falde i søvn bagefter. 

Bekymringer er drænende, men de kan skrues ned

Når jeg læser dit brev, så lyder det til, at fodbolden betyder rigtig meget for dig. Derfor tænker jeg også, at det giver mening, at det er det, som mange af dine bekymringer handler om. Bekymringer kommer nemlig ofte, når der er noget som er rigtig vigtigt for os, og som vi er bange for at miste. 

Men når bekymringerne fylder meget, så kan de godt komme til at spænde ben for os. Det kan være vildt drænende, fordi det gør det svært at sove og være til stede i de ting, som man laver. 

Derfor kan jeg også virkelig godt forstå, at du gerne vil skrue ned for dem. Og jeg kommer til at tænke på, om du mon kender vores online forløb om angst? I det er der nemlig forskellige videoer og øvelser, som kan være hjælpsomme, når angsten og bekymringerne fylder. 

Har I en, du kan snakke med i klubben? 

Jeg kommer også til at tænke på, om I måske har en psykolog, coach eller mentaltræner tilknyttet fodboldholdet? For hvis I har, så tænker jeg også at det kunne være en god ide at du snakkede med dem om, hvordan du har det. 

Det kan hjælpe at træde et skridt tilbage fra tankerne

Her til sidst vil jeg også lige runde det du skriver med, at du har tvangstanker og konstant skal gøre ting fem gange. Tanker kan være helt vildt ubehagelige og skræmmende. Særligt hvis det handler om ting, man ikke har lyst til at tænke eller ikke vil have, skal ske. Men tanker er ikke farlige, selvom det godt kan føles sådan. 

Derfor kan det også være en god ide at øve sig i at tage et skridt tilbage fra tankerne og se dem for, hvad de er – ord inde i hovedet, og ikke mere end det. Selvom man fx tænker rigtig meget over, at man bliver lyshåret, hvis man har brunt hår. Så vågner man ikke op dagen efter med lyst hår. Og det kan være godt at huske på, når de ubehagelige tanker kommer og prøver at overbevise en om andet.

I vores artikel Træd et skridt tilbage fra de tunge tanker – og få det lettere med dem, står der lidt mere om teknikken. Så måske der også er noget i den, som kunne være hjælpsomt for dig? 

Snak med nogen om, hvordan du har det 

Jeg vil også lige opfordre dig til at snakke med nogen om, hvordan du har det. For det kan være rigtig rart og lettende. Du kan fx snakke med en god ven eller en anden, som du er tryg ved. 

Du er altid velkommen hos Headspace 

Her på falderebet vil jeg også lige tippe dig om Headspace. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde rådgivere, som rigtig gerne vil hjælpe og lytte. Det er helt gratis og anonymt, og du kan både få en samtale eller skrive med dem på deres chat. 

Det kan være hammersvært når bekymringerne fylder meget, og man ikke kan falde i søvn og få sovet det, man gerne vil. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de allervarmeste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper