Hej brevkassen
Jeg er en pige på 13 år.
Og jeg skriver fordi, igennem årene har jeg følt mig meget stresset, anspændt, eller nervøs.
Jeg havde faktisk ikke tænkt over at det var unormal at føle sådan, indtil mine venner begyndte at pege ud hvor anspændt jeg hele tiden var/er.
Jeg har altid haft et problem med offentligheden, eller mennesker. Men jeg troede bare at det var fordi at jeg var genert, eller akavet.
Men, nu er jeg ikke så sikker mere.
Jeg har ikke været særlig stresset/anspændt i lidt tid nu, men jeg kan mærke at det er begyndt at komme tilbage.
Min anspændelse og frustration, gør mig sur og ked af det. Hvilke selvfølgelig ikke er særlig godt, siden at jeg kommer til at tage mine frustrationer ud på mine venner. Fordi de ikke kan høre når jeg siger stop, eller nej.
Håber virkelig i kunne hjælpe mig, får mine frustrationer og anspændelser gør mig bare helt vildt træt, og stresset.
Man tak.
KH Pige På 13 år. <3
(13 år)
Kære Pige på 13 år
Det er hårdt at føle sig stresset, nervøs og anspændt. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det. For det skal du ikke gå med alene.
Pressede perioder
Du skriver, at du igennem årene har følt dig stresset, anspændt og nervøs. Det kan være ret ubehageligt, at have det sådan. For når man er anspændt eller nervøs, bruger man tit en masse krudt på ting, som man ellers ikke ville tænke over. Og de trælse følelser kan også komme til at fylde en del i sådan nogle perioder. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du kan føle sig frustreret og ked af det.
Du skriver også, at der er gået lidt tid, hvor du ikke har følt dig stresset og anspændt. Men at du nu kan mærke, at det er ved at komme tilbage. Den følelse tror jeg, at der er en del unge, som kan genkende. For det er ret normalt, at de svære følelser kan komme og gå. Så man i nogle perioder mærker nervøsiteten og anspændtheden mere end i andre periode. Hvis man f.eks skal til en stor familiefest, skal skrive en vigtig opgave, eller noget helt tredje, så kan anspændtheden og nervøsiteten lettere dukke op – Og det er naturligt nok. Derfor er det også helt normalt, at blive nervøs, når man skal ting, som man ellers ikke er vant til. Eller som kræver noget ekstra af en.
Men sommetider kommer anspændtheden og nervøsiteten til at fylde for meget. Når det sker, kan det nogle gange hjælpe, at have nogle teknikker man kan bruge, for at få mere ro på.
Hjælp med mindfulness
Noget som kan hjælpe, når man bøvler med nervøsitet og stress, det er mindfulness. Mindfulness kan nemlig hjælpe med at få ro på kroppen og hovedet. Derfor tænker jeg også, at der måske er noget i Mindhelpers mindfulness program, som kunne være en hjælp for dig? Mindfulness programmet varer i 7 dage med en øvelse hver dag. Det er online, og du kan lave øvelserne lige når det passer dig. Så det kan jeg varmt anbefale.
Tal om det
Når man går med nogle svære følelser er noget af det bedste, man kan gøre at fortælle nogen om det. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har snakket med en voksen om, hvordan du har det? Det kan f.eks være en af dine forældre, en sød tante, en lærer, eller en helt fjerde. Det kan nemlig være ret rart, at dele svære ting med andre. Og så kan den voksne også hjælpe og støtte en, når stressen eller nervøsiteten dukker op.
Hvis du synes, det er svært at skulle fortælle en voksen om, hvordan du har det, så kan du kigge på artiklen Guide til at tale med forældre om svære ting. Selvom den er lavet til at snakke med forældre, så kan det også sagtens bruges til andre.
Børnetelefonen
Hvis du godt kunne tænke dig, at tale med nogen udefra, så kan du også altid tage fat i Børnetelefonen. Børnetelefonen er både for børn og unge. Og dem som arbejder hos Børnetelefonen er super søde og dygtige. Så dem kan man altid ringe eller skrive til, hvis man har brug for nogen at tale med.
Det kan være mega hårdt at gå og føle sig nervøs og anspændt. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge. Og at du snart kan finde lidt mere ro igen.
De bedste hilsner fra en Mindhelper