Jeg har aldrig kunne betale for noget eller tale i telefon med nogen. Nu er jeg begyndt at blive bange for min fremtid. For hvordan skal jeg kunne klare mig alene, hvis jeg ikke kan nogen af delene?

Hej brevkasse

Jeg er begyndt at bekymre mig mere og mere om min fremtid. Da jeg aldrig har kunne betale ved kassen eller snakke i telefon end nogle, jeg hader at være udenfor med folk der kigger på mig.

Jeg troede jeg vil vokse fra det men det har jeg ikke. Derfor er jeg bange for hovedan jeg nogensinde skal kunne bo alene når jeg ikke kan ringe eller betale for noget, uden jeg synes det er akavet, jeg bliver nervøs eller er bange for at jeg gør noget fokert og de griner af mig. Fx. At jeg glemmer koden til mit kort, eller at jeg ikke har flere penge på rejsekortet. Når jeg tager bussen stresser jeg også over det hele dagen for hvad nu hvis…

Det er vare nået til det punkt hvor jeg føler at det ikke går væk og nu vil jeg gøre noget ved det, men jeg ved ikke hvordan.

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15 år

Det er aldrig særligt rart at gå rundt og være bange for, om man nu kommer til at kunne klare sig i fremtiden. Så jeg er glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Det er ikke unormalt

Det er ikke særligt rart, når man går rundt og er bekymret for, om man mon nogensinde kommer til at kunne klare sig, når man skal til at flytte hjemmefra. Men jeg tror faktisk, at det er en ret normalt bekymring at gå rundt med, når man er ung. For det er jo noget helt nyt at bo alene, når man har boet hjemme hos sine forældre hele sit liv. Så det er slet ikke underligt, at det kan virke skræmmende at skulle flytte hjemmefra. Og at man kan blive lidt i tvivl om, om man mon nu også kan klare det. 

Du kan godt få styr på frygten

Du skriver, at du er bange for at snakke i telefon eller at betale ved kassen. Og at du altid har haft det sådan. Så du har faktisk kæmpet med den frygt ret længe – og så kan man godt komme til at føle, at man aldrig nogensinde kommer til for eksempel at kunne betale i kassen. Men man heldigvis godt lære at arbejde med sin frygt. Sådan så man kommer til at kunne de ting, man ikke kunne før. Og der er jo stadig et par år til, at du skal flytte hjemmefra endnu. Så du har god tid til at øve dig. Derfor tror jeg på, at det nok skal lykkedes dig. Men hvis man har kæmpet med frygten længe, så kan det nogle gange være rart med en hjælpende hånd fra en fagperson, der ved noget om at arbejde med frygt og angst. 

Udfordr frygten langsomt

Den allerbedste måde at komme af med sin frygt på, er faktisk ved at gøre de ting, som man er bange for. Det er det, man kalder for eksponering på fagsprog. Jeg ved det godt – det er ikke noget, man bare lige gør. For det giver dig måske klamme håndflader og hjertebanken bare at tænke på at skulle betale for nogle varer ved kassen. Det er netop derfor, at det tit er rart at have en fagperson som for eksempel en psykolog til at hjælpe sig. En fagperson kan nemlig hjælpe med at sørge for, at man får udfordret sin frygt i det rigtige tempo. Ligesom en fagperson kan lære en nogle teknikker, man kan bruge til at berolige frygten lidt, så den bliver nemmere at håndtere. 

For det handler nemlig ikke om, at man bare skal starte med at kaste sig ud i den situation, man er allermest bange for. Så kan man nemlig få en dårlig oplevelse med, at man ikke kan klare situationen. Og så bliver det måske endnu sværere næste gang. Så det, det handler om er, at man udfordrer sin frygt i små skridt. Sådan så man hele tiden får nogle succesoplevelser med at være i nogle situationer, hvor man blev lidt bange. Men hvor man faktisk godt kunne håndtere frygten uden at gå totalt i baglås. 

På den måde lærer man lige så stille sig selv, at selvom man bliver bange for en situation, så kan man godt klare den alligevel. Og på et tidspunkt kan du betale for nogle varer i et supermarked helt uden at tænke over det. Det er ikke noget, der bare lige sker på en enkelt dag. Og der er ikke nogen, der siger det bliver nemt. Men det kan godt lade sig gøre. Faktisk er der rigtigt mange, der har haft det præcis ligesom dig, der har fået det godt igen. Og som i dag slet ikke har nogen problemer med at ringe eller betale for varer ved kassen.

Udfordr bekymringerne

Katastrofetanker som for eksempel: “hvad nu hvis, der ikke er er flere penge på mit kort, og der er nogen, der griner,” er super ubehagelige. De kan give en hjertebanken og svedige håndflader. Og måske får man lyst til bare at flygte fra situationen. Det er ikke særligt rart at have det sådan, men det er faktisk helt normalt.

For ens krop forbereder sig nemlig på at kæmpe eller flygte, fordi den tror, at der er fare på færde. Det var super smart dengang, vi boede på savannen, og der faktisk var fare på færde, fordi vi risikerede at blive spist af en bjørn, hvis vi ikke reagerede hurtigt. Men det er knap så smart i dag, når vores hjerne kommer til at opfatte en ikke-farlig situation som farlig. 

Fordi de her katastrofetanker kan være med til at holde frygten i gang, hjælper det også rigtigt tit at arbejde med de tanker. Det kan man for eksempel gøre ved at stoppe op og undersøge dem lidt. Hvad er for eksempel sandsynligheden for, at det sker? Og hvad er det værste, der kan ske, hvis det sker? På den måde får man nemlig bremset alle de her katastrofetanker lidt. Og erstattet dem med nogen, der er lidt mere realistiske.Du kan læse mere om teknikken med at undersøge sine bekymringer i den artikel. jeg har linket til.

Hvis frygten fylder for meget

Hvis alle den her frygt og de her “hvad nu hvis” – tanker, kommer til at fylde så meget, at de begynder at blive en forhindring for, at man kan leve sit liv. For eksempel fordi, der er en hel masse ting, man ikke kan, fordi man ikke tør, så kan det være et tegn på angst. Hvis du har lyst til det, kan du prøve at læse vores artikel med den vigtigste viden om angst. Det er helt normalt at opleve nogle af tingene i artiklen en gang imellem. Men hvis de er kommet til at fylde alt for meget. Og det har stået på i rigtigt lang tid, så er det en god idé at tage det lidt alvorligt og snakke med nogen om det. For så er det i hvert fald et tegn på, at frygten driller en en hel del. 

Snak med nogen om det

Men det allervigtigste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen. Både om, at du går rundt og er bange for din fremtid. For det er dælme ikke nogen særligt rar tanke. Og den er alt for tung at gå rundt med alene. Men også om, at du faktisk er så bange for at snakke i telefon eller betale for ting ved kassen, at du ikke tør at gøre det. For jeg tænker, at det måske kunne være rart for dig at få noget hjælp til at klare den her frygt. Men den hjælp kan du kan få, hvis du får fortalt nogen, at du har det sådan. For selvom det kunne være rart, så er svære tanker og følelser ikke altid noget, man kan se på hinanden. Så man er nødt til at fortælle andre om dem for, at man kan få hjælp til at håndtere dem.

Det bedste ville være, hvis du kunne snakke med dine forældre om det. Jeg gætter nemlig på, at det er dem, der er tættest på dig. Så det er dem, der har bedst mulighed for at hjælpe dig og støtte dig. Og så er jeg også næsten sikker på, at dine forældre rigtigt gerne vil hjælpe dig. Fordi de holder af dig og vil dig det allerbedste. Men hvis der er en anden voksen, du er mere tryg ved at snakke med, kan du sagtens starte med at snakke med ham eller hende. Det vigtigste er nemlig bare, at du får snakket med nogen om det.

Du kan altid tage fat i Headspace

Hvis du ikke lige kan komme i tanke om, hvem du kan snakke med, kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der altid nogle søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med unge, der slås med angst og frygt. Så de ved godt, at det kan være mega svært at skulle tage fat i dem, når det faktisk er noget af det, man er lidt bange for. Og de skal nok gøre alt, hvad de kan for at hjælpe dig og få dig til at føle dig så tryg som mulig. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Snak med din egen læge

Hvis du gerne vil have hjælp til at overvinde din frygt, skal du tage fat i din egen læge. Din egen læge kan nemlig hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få noget hjælp henne i det område, hvor du bor. 

Jeg håber, at du vil prøve at holde fast i, at det godt kan lade sig gøre at få bugt med den her frygt, som du beskriver. Og at langt de fleste, der har haft det lidt ligesom dig, har overvundet frygten og lever et helt normalt voksenliv. Men det er vigtigt, at du får snakket med nogen om frygten. For det er ikke noget, du skal klare alene. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper