Jeg har næsten lige så længe, jeg husker, været en generelt bekymret person. Efter jeg er blevet ældre og har lavet lidt “research”, er jeg kommet frem til, at jeg måske har noget generaliseret angst.

Hej

Jeg har næsten lige så længe jeg husker været en generelt bekymret person. Efter jeg er blevet ældre og har lavet lidt “research” (bl.a. her på jeres side) er jeg kommet frem til at jeg måske har noget generaliseret angst.

Jeg kender dog et par stykker som har angst og jeg synes ikke mit er “lige så slemt” – hvis man kan formulere det sådan. Jeg ved ikke om det er noget jeg bilder mig ind og at jeg i virkeligheden er helt normal med en lille tendens til bekymringer. Jeg har derfor ikke rigtigt snakket med nogen om det før og jeg føler ikke at det er alvorligt nok til at jeg kan snakke med en psykolog. Jeg har ikke lyst til at spilde nogens tid, hvis det nu bare er helt normalt og jeg overreagerer.. Jeg har jo levet med det indtil nu, så jeg tænker at jeg nok sagtens kan fortsætte sådan. Samtidig ville jeg elske det hvis jeg ikke ofte fik en kæmpe knude i maven – det gør mig helt forbløffet at tænke på at nogen slet ikke gør det.

Jeg har overvejet hvad jeg reagerer værst på og fx er det inden fester hvor jeg får ondt i maven. Selvom det er sammen med venner og egentlig er en hyggelig ting, får jeg det oftest ret dårligt inden jeg forlader mit hus. Det samme sker hvis jeg skal i byen eller ud og rejse – både en kort tur i tog eller bus, men specielt lufthavne gør mig super ængstelig.

Det er bare nogle eksempler og jeg ved bare ikke om jeg har angst og jeg er egentlig bare forvirret..

på forhånd tak

(Pige, 18 år)

Hej pige, 18 år

Først vil jeg lige sige, at det super flot af dig at dele din tanker med brevkassen. Det kræver mod at skrive et brev, som du lige har gjort. Og det lyder bestemt ikke rart at gå så ofte med en klump i maven. Så start med at klappe dig selv på skulderen for at have skrevet herind. 

Spilder du andres tid ved fortælle om dine bekymringer? Ikke det mindste. Du viser andre tillid ved at fortælle om dine tanker. Så derfor: Tal om det.

Tal om det, tal om det, tal om det
Jeg kan ikke sige, om det er generaliseret angst eller ej. Men jeg kan sige, at der ikke er nogen grænse for, hvornår du skal tale med andre om dine tanker og problemer. Det er altid godt at dele det man nu går og tumler med. Du skriver, at du ofte har en klump i maven og, at du er tvivl om du overreagerer. Og det er netop i sådanne situationer, at du kan have stor gavn af at snakke med andre. Når du sætter ord på dine tanker over for en anden, vil den der lytter måske stille dig nogle spørgsmål, som kan være med til at gøre dig klogere på din situation. Måske har personen erfaringer med noget lignende – eller kender en der har. At sætte ord på noget der fylder kan desuden være en stor lettelse i sig selv – så virker tankerne ikke så hemmelige og farlige mere. Og så er du ikke længere den eneste, der kender til din klump i maven.

I vores artikel om angst kan du læse lidt mere om det. I den står der også nogle gode råd, til hvad man kan gøre. Du kan også tage et kig på vores artikel 6 gode grunde til at dele dine problemer med andre, hvor der står lidt om, hvorfor det er godt at åbne op overfor andre.

Find en at tale med
Har du mon en i tankerne, som du kan tale med om dine bekymringer? Måske en ven, din mor eller en helt tredje? Jeg synes du skal finde en, som du stoler på. Og så dele det du lige har delt her. Jeg ved godt, at det kan godt være svært at tage hul på snakken – især når det er første gang du skal fortælle det. Vi har derfor skrevet et par artikler om at snakke om svære ting med forældre og venner, som du måske kan have gavn af at læse.

Hvis du synes det er alt for svært at snakke om, kan du overveje at skrive det i stedet. Jeg synes, at du her har skrevet et rigtig fint brev – det kan du jo vise eller sende. Nogle gange kan det være en lettere måde at få åbnet op for svære snakke på.

Du nævner i dit brev, at dit problem ikke er alvorligt nok til at tale med en psykolog om. Til det vil jeg sige: Hvis du har lyst til at tale med en psykolog, skal du bare gøre det. Der er ikke noget, der hedder “ikke alvorligt nok”. Hvis du går på en uddannelse, kan det være, at de har en psykolog tilknyttet? Du kan læse mere om, hvordan du kan komme til at tale med en psykolog i vores artikel Sådan kommer du til at tale med en psykolog.

En mulighed er også altid at tale med din egen læge. Lægen kan hjælpe dig med at afklare, om du har brug for at tale med en professionel eller ej. I vores artikel om at gå til lægen, når man har det svært, kan du læse lidt mere om, hvordan det er, at snakke med lægen om svære ting.

Pøj pøj med det 🙂

Varme hilsner fra Mindhelper