Hej.
Jeg skriver til jer fordi jeg har et spørgslmål.
Pt går jeg hjemme med en depression og angst, sådan ret slemt.
Men mit spørgsmål er så bare om det er normalt at det er svært at sove. Selv det jeg tager af medicin for at kunne falde til ro (quitiapin) hjælper ikke…
Hilsen pigen der er desperat for at få. En døgnrytme.
(Pige, 19 år)
Kære pige på 19 år
Det lyder super træls, at det er så svært for dig at sove. Så jeg kan godt forstå, at du er kommet til at tænke over, om det mon er normalt. Og jeg er super glad er super glad for, at du har skrevet herind og delt dit spørgsmål.
Angst og depression påvirker søvnen
Først vil jeg lige skrive til dig, at jeg er ked af at høre, at du slås med sådan ret slem angst og depression. Det er nemlig ikke drønhårdt at slås med depression og angst. Og det kan føles som en lang og uovervindelig kamp nogle gange. Men den kan heldigvis godt vindes. Og jeg tror på, at du nok skal vinde den.
Med det sagt, så er det helt normalt, at man kan få svært ved at sove, når man slås med angst og depression. Både angst og depression påvirker nemlig ens søvnmønster. Nogle gange kan det påvirke søvnen sådan, at man bliver meget mere træt, end man plejede at være. Og derfor sover meget mere, end man gjorde, inden man startede med at kæmpe med angst og depression. Men andre gange kan det påvirke søvnen sådan, at det bliver rigtigt svært at falde i søvn. Og så man måske også vågner flere gange i løbet af natten, fordi man ikke sover særligt tungt. Det lyder lidt som om, det er sådan, det er for dig?
Det er super frustrerende, når det er sådan. Og jeg kan virkeligt godt forstå, du er ved at være lidt desperat for at få en ordentlig døgnrytme igen. For det gør det ikke ligefrem nemmere at slås med angst og depression, når man ikke får sovet nok. Vores humør bliver nemlig også påvirket af det, hvis vi går rundt og føler os trætte og udkørte. Og så kan man måske komme til at føle sig endnu mere trist og angst. Så det giver så god mening, at du bare så gerne vil kunne sove ordentligt igen.
Har du prøvet vejrtrækningsøvelser?
Jeg kommer til at tænke på, om du har prøvet at lave nogle vejrtrækningsøvelser, når du har svært ved at sove? Jeg ved godt, at det kan lyde for simpelt til at virke. Men når man slås med angst og depression, buldrer ens tanker for det meste derudaf. Og ens krop er tit i en slags alarmberedskab, hvor den hele tiden er parat til at skulle kæmpe med noget farligt. Det gør meget ofte ens vejrtrækning lettere og mere overfladisk. Det sender et signal til kroppen om, at den ikke kan slappe af lige nu. Og så kan det være rigtigt svært at sove. Men hvis man øver sig i at gøre sin vejrtrækning lidt mere dyb og rolig, kan man faktisk sende et signal til sin krop om, at den godt kan slappe af. Og så kan det blive lidt nemmere at falde i søvn.
Hvis du har mod på det, kan du prøve at tjekke vores guide til nogle nemme vejrtrækningsøvelser ud. Lad være med at miste modet, hvis det er rigtigt svært de første gange. Det kræver tid at lære at trække vejret dybt og roligt, hvis man har trukket vejret overfladisk rigtigt længe. Så prøv at give det en chance i nogle uger, og se om ikke det lige så stille begynder at give dig lidt ro. I det mindste bare i de par minutter, hvor du bruger vejrtrækningsøvelserne. Du kan også læse vores artikel om at have svært ved at falde i søvn. Måske er der nogen råd i den, der kan hjælpe dig lidt.
Snak med din læge
Du skriver, at den medicin du får for at kunne falde til ro ikke virker. Det synes jeg, at du skal prøve at snakke med din læge om. Eller din psykiater, hvis det er en psykiater, der har udskrevet medicinen. For det er ikke al medicin, der virker for alle. Så det kan være, du skal have noget andet, der kan hjælpe dig bedre med at falde til ro, indtil du har fået det lidt bedre. Det kan også være, at den dosis du får lige nu, ikke er høj nok. Men uanset hvad, er det din læge eller din psykiater, der bedst kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du mon kan komme til at sove nogenlunde, så du kan få en døgnrytme igen. Derfor er det en rigtigt god idé at fortælle personen, at det stadig er rigtigt svært for dig at sove.
Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du finder ud af, hvordan du kan komme til at sove godt om natten. Ligesom jeg krydser alt, hvad jeg har for, at du med tiden vinder kampen med angsten og depressionen. Jeg hepper i hvert fald på dig.
De varmeste hilsner fra en Mindhelper