Jeg har været igennem meget det sidste par år og til sidst sagde min krop fra. Jeg kollapsede nærmest – jeg græde hele tiden, kunne ikke gå og havde mange angstanfald. Jeg har det meget bedre nu, men nogle gange bliver jeg i tvivl om, om jeg nogensinde bliver mig selv igen.

Hej Mindhelper

Jeg har de sidste par år været igennem en hård tid med for meget arbejde, dårlig arbejdsmiljø og min far som har været alvorlig syg. For ca 6 måneder siden sagde min krop stop og jeg kollapsede nærmest – kunne ikke gå, græd hele tiden, havde mange angstanfald. Turde nærmest ikke forlade mit hus. Kunne ingenting, og min kæreste måtte passe vores lille barn. Jeg kom hurtig i snak med en psykolog, som hjalp mig med angsten. Jeg valgte også at stoppe på mit arbejde. Jeg har egentlig fået det bedre, men har stadig perioder, hvor jeg er meget opgivende og tvivler på, om jeg nogen sinde bliver mig selv igen. Og angstfølelsen er der stadig og er så bange for, at den kommer, når jeg skal noget – så isolerer mig mest herhjemme. Har fået af vide, at jeg skal slappe af, men det er bare så svært. Er samtidig også blevet meget skrøbelig. Kan fx ikke tåle høje lyde, se noget sørgeligt eller uhyggeligt i fjernsynet og bare det at tale om min tilstand gør fysisk ondt i kroppen. Hvor længe mon der går, før jeg bliver rask? Omvendt bliver jeg så glad, når jeg har været sammen med andre og ikke har oplevet angsten. Så mærker jeg lidt, hvordan det er at være normal igen. Tror du der er håb forude, og mon jeg nogensinde bliver mig selv igen uden angst og min skrøbelighed?

(Pige, 20 år)


Kære pige på 20 år

Hold da op. Det lyder godt nok som om, de sidste par år har været rigtigt svære for dig. Så jeg kan godt forstå, at du nogle gange kan blive lidt i tvivl om, om du nogensinde bliver dig selv igen. Derfor er jeg også mega glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Det er helt normalt

Når jeg læser dit brev, kan jeg virkeligt godt forstå, at de sidste par år har været mega hårde for dig. Og det giver rigtigt god mening, at din krop til sidst sagde; stop, jeg har brug for en pause nu. For du har godt nok oplevet mange ting de sidste par år, der må have været så mega svære og hårde at komme igennem. Og det må dælme også have været svært, da din krop sagde fra. For det lyder som nogle super ubehagelige reaktioner, du fik. Så det er bare mega sejt, at du hurtigt fik bedt om hjælp. Det kan nemlig være så svært at række hånden ud og bede om hjælp. Men jo hurtigere man får hjælp til at få det bedre, jo nemmere er det også at komme ovenpå igen.

Du skriver, at du nogle gange bliver i tvivl om, om du bliver dig selv igen uden angsten og skrøbeligheden over på alt det her. Og det giver så god mening. For det er faktisk en helt normal bekymring at have, når man har oplevet at ramme ind i en periode af livet, hvor man virkeligt bare har fået lov til at mærke, hvor skrøbelig man kan være. Men heldigvis får man det i langt de fleste tilfælde det godt igen, selvom man har haft det rigtigt svært i en periode. Og det lyder som om, du havde været maks overbelastet i en del år, inden din krop sagde fra. Så jeg tænker, at du også bare har brug for god tid til at komme ovenpå igen.

Samtidigt ved man også, at jo hurtigere man søger hjælp, når man har det svært, jo større er sandsynligheden for, at man kommer sig helt igen efter en svære periode. Og det lyder som om, du faktisk fik søgt hjælp rimeligt hurtigt, da du mærkede, du havde brug for det. Så selvom jeg ikke kan give nogle garantier, så tænker jeg, at der er rigtigt gode chancer for, at du nok skal få det godt igen. Men du skal give dig selv tid og plads til at komme helt ovenpå. Og det kan jeg godt forstå, er hammersvært. Men prøv at se om du kan være tålmodig med dig selv. For det har du fortjent ovenpå den her periode, hvor du har været så overbelastet.

Har du snakket med nogen om det?

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket om nogen om, at du nogle gange får den her tvivl om, om du nogensinde kommer til at blive dig selv igen? Hvis du ikke har det, så synes jeg, du skal prøve at gøre det. Du kunne for eksempel prøve at snakke med din kæreste. Du kan måske også snakke med dine forældre om det, hvis du har lyst til det. For du skriver jo selv, at du faktisk allerede har fået det meget bedre. Men det lyder som om, du lidt kommer til at glemme det, når du mærker den her tvivl. Det er der slet ikke noget galt med – det er helt menneskeligt. Men jeg tænker, at hvis du snakkede med din kæreste eller dine forældre om det, når du mærker tvivlen, så kan de hjælpe dig med at huske på, at du faktisk allerede har fået det meget bedre. Og de kan hjælpe dig og støtte dig, mens tvivlen er der, og det hele måske føles lidt svært.

Du kan også tage fat i Headspace

Hvis du har brug for at snakke med nogen, der ikke kender dig, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid en frivillig rådgiver klar til at snakke med dig, og der er du altid velkommen, hvis du har brug nogen at snakke med. De frivillige rådgivere hos Headspace har snakket med rigtigt mange forskellige unge, der har haft det svært af alle mulige forskellige grunde. Så de ved godt, det nogle gange godt kan være lidt svært at komme der og sætte ord på de ting, man går og kæmper med. Og de skal nok hjælpe dig med at gøre samtalen så tryg for dig som muligt. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så ønsker jeg dig alt det bedste på din vej. Jeg krydser fingre for og tror på, at du kommer til at føle dig som dig selv igen. For du lyder som en mega sej pige, der har kæmpet dig igennem rigtigt meget allerede. Så det her skal du også nok klare dig igennem.

De bedste hilsner fra en Mindhelper