Tema: Trist eller deprimeret

Depression? Her er 9 typiske tegn

‘Pyh, hvor er jeg deprimeret … Det er mega deprimerende!’. Mange siger sådan, fordi de er i dårligt humør. Imidlertid er der en kæmpe forskel på at være trist – og så have en egentlig depression. Her har du 9 typiske tegn på depression. Så du kan genkende dem og hjælpe både dig selv og andre.
Sidst opdateret 21. september 2017

Det er tirsdag.
Trist, trist tirsdag.
Grå tirsdag. Dit humør styrtdykker …

Kender du den slags dage – eller måske hele uger eller måneder, hvor dit humør bare dykker som en måneraket med spidsen nedad?

Næsten alle kender til dårlige dage. Til tristhed. Til at man er i et elendigt humør.
Har du en depression, er det imidlertid noget helt andet. Her forsvinder tristheden ikke, når tirsdag bliver til onsdag. Næ. Depressionen fortsætter – måske i ugevis eller endda månedsvis.

Har du mistanke om, at du har en depression? Start med at tjekke de her 9 tegn – så du kan genkende dem og hjælpe både dig selv og andre.

Vidste du
85%
bliver raske eller får det væsentligt bedre inden for et halvt år, når de får den rigtige behandling for depression.
Kilde: Sundhed.dk

9 typiske tegn på depression

Depression viser sig på mange forskellige måder fra person til person. Men der er en række typiske tegn, som du kan kigge efter.

Og husk lige: Du kan sagtens have et eller flere af tegnene uden at have en depression!

1. Du føler dig trist
Vi bliver alle bliver ramt af nedture: Kæresten slår op, du dumper til eksamen eller mister måske dit job eller din racercykel. Men selvom du føler dig ked af det, så ved du eller har på fornemmelsen, at du får det bedre igen på et tidspunkt. Du skal bare lige over det her.

Med en depression er det anderledes. Her føles det, som om tristheden vil vare evigt. Depressionen bliver ligesom en osteklokke, der omslutter dig og hele dit liv.

Nogle gange er det noget bestemt, der udløser en depression – fx at du mister et menneske, som du holdt meget af. Andre gange rammer depression, uden at du aner hvorfor.

Sådan havde Sara det. Hør hendes historie:

2. Du føler ikke den samme glæde ved tingene
Engang følte du dig rigtig glad, når du skatede med vennerne. Eller spiste din livret. Eller så en fantastisk solnedgang.

Nu føles de samme ting måske bare tomme og ligegyldige. Prøv at tænke tilbage og sammenligne: Er glæden ved alle dine gode, gamle fritidsaktiviteter og småting i hverdagen forsvundet?

Charlotte om depression
”Jeg mistede lysten til alt. Jeg kunne ikke mærke noget. Hvorfor skulle jeg tage i skole? Hvorfor skulle jeg overhovedet leve? Alt virkede ligegyldigt og meningsløst.”

3. Du føler dig tappet for energi
Du føler dig hele tiden træt. Aldrig veludhvilet. Alt virker hårdt. Måske er morgenerne det værste …

Er du deprimeret, kan selv de mindste ting føles meget store og uoverkommelige. Ting som at komme ud af sengen, få tøj på, spise morgenmad osv. Der er simpelthen ikke noget, der bare er nemt og kommer af sig selv. Alt kræver en kraftanstrengelse – også selvom du egentligt har fået nok søvn nok. Du føler dig grundlæggende totalt udmattet.

”Jeg kunne ingenting. Jeg kunne ikke børste tænder eller gå i bad. Det eneste, jeg kunne, var at ligge i min seng. Min krop føltes sindssygt tung. Bare det at løfte min arm krævede enormt meget energi.”

Husk, at der også kan være mange andre grunde til, at du føler dig træt – Tjek artiklen: Træt hele tiden? Pas på de 11 energiskurke.

4. Du føler, at du ikke er noget værd
De fleste kender til at tænke: ‘Kan de egentlig lide mig?’. Eller: ‘Jeg kan heller ikke finde ud af noget.’. Det er helt naturligt, at din følelse af at være dygtig, populær og ovenpå går op og ned.

Er du deprimeret føler dig derimod værdiløs nærmest hele tiden. Også selvom du har masser af folk omkring dig, der holder af dig. Og selvom du klarer dig godt i skolen. Og har en sød kæreste.

Tjek også de her: 7 gode råd til bedre selvværd.

5. Du har søvnproblemer
Måske har du svært ved at falde i søvn. Måske vågner du mange gange i løbet af natten – eller sætter dig op med et spjæt klokken 4.04 og kan ikke falde i søvn igen.

Andre med depression har det sådan, at de har lyst til at sove hele tiden. Fordi de ikke orker nogetsomhelst. Fordi de bare vil have fred.

Læs også: 8 typiske årsager til søvnproblemer (og hvad du gør ved dem).

“Der var rigtig mange morgentimer, jeg ikke kom til, fordi jeg ikke kunne komme op.”

6. Du spiser mere eller mindre, end du plejer
Din appetit siger meget om, hvordan du har det. Derfor er det ret almindeligt, hvis du under en depression næsten ingen appetit har. Oplever du alting som ligegyldigt, kan det også føles totalt ligegyldigt, hvad og om du spiser.

Omvendt kan det imidlertid også være, at du spiser mere, end du plejer. Og måske også mere usundt, end du plejer. Fordi de søde og fede madvarer giver en kortvarig følelse af ro og tilfredshed i kroppen.

7. Du har svært ved at huske og koncentrere dig
Måske har du problemer med at koncentrere dig og med at huske ting. Måske kan du ikke samle dig om lektierne – eller husker ingenting af, hvad din lærer sagde i skolen.

Det kan være enormt frustrerende, fordi din svækkede opmærksomhed og hukommelse påvirker så mange forskellige dele af dit liv. Du kan simpelthen ikke alle de ting, som du plejer. Langt fra.

Kimmie om depression
”Jeg var en grå masse. Jeg kunne ingenting. Bare det at rejse mig op efter et glas vand eller gå på toilettet var fuldstændig uoverskueligt. Tankerne fór rundt i hovedet på mig, og jeg kunne ikke finde hoved og hale i noget som helst”

8. Du bebrejder ofte dig selv
‘Tag dig sammen! Drop al den tuderi. Hvor slemt kan det være? Skriv så den forbandede opgave.’.

Måske bebrejder du dig selv, at du ikke kan tage dig sammen. Eller at du ikke har lysten eller energien til særlig meget.

Derfor møder du måske dig selv med en hel strøm af bebrejdelser inde i hovedet. Og selvbebrejdelserne gør dig bare endnu mere frustreret, vred eller sorgfuld – så dit humør synker endnu dybere.

9. Du har selvmordstanker
‘Det vil være nemmere, hvis jeg ikke var her.’. Eller: ‘Jeg har ikke lyst til at leve mere.’. Sådan tænker mange, der kæmper med en depression. Langt de fleste ved heldigvis godt, at det bare er tanker – og ikke noget, de nogensinde ville kunne finde på at handle på.

Har du selvmordstanker eller planer om at begå selvmord? Så er det vigtigt, at du taler med nogen om det. Det kan være en ven eller en i din familie. Du kan også ringe eller skrive til Livslinien De har uddannede rådgivere klar til at hjælpe dig.

Læs også artiklen: Selvmordstanker? Du er ikke alene.

Hvorfor får nogle en depression?

Eksperterne ved ikke præcist, hvorfor nogle af os udvikler depressioner. Nogle mennesker er født mere sårbare end andre. Det betyder, at der ikke skal helt så meget indre eller ydre pres til at vælte dem omkuld. Heldigvis findes der værktøjer, som du kan bruge til at passe på dig selv.

Andre oplever ting i løbet af livet, der gør dem mere sårbare. Det kan fx være, at man er blevet mobbet i skolen, at man har mistet sin mor eller far – eller efter at ens forældre har været igennem en svær skilsmisse.

Få hjælp til depression

Det er hårdt at gå alene med en mistanke om depression. Derfor er det vigtigt, at du fortæller andre, hvordan du har det – så de kan hjælpe og støtte dig.

Viser det sig, at du har en depression, skal du måske have professionel hjælp til at komme igennem den. Det kan fx være fra en psykolog eller din læge.

Uanset hvad, kan du selv gøre en masse for at få det bedre – tjek artiklen: Deprimeret? 10 ting du selv kan gøre.

Del
Facebook Twitter Mail SMS

Var artiklen nyttig for dig?

Op
Ned

Tak for din feedback

Fortæl gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op eller ned.

Mange tak

Vi sætter stor pris på dit input.

Brevkassen

Få råd fra en Mindhelper

Profilbillede
Cecilie Juul Hinze
Psykolog
Profilbillede
Camilla Vestergaard Havsteen
Psykologistuderende
Profilbillede
Thomas Stensgaard Skare
Psykologistuderende
Skriv til brevkassen
Brevkassen
Se flere spørgsmål