Du kan tænke på depression som et filter. Et filter, der ligger mellem dig og verden, og farver alting gråt.

Måske opdager du slet ikke udsvingene i løbet af dagen. Altså at der er tidspunkter, hvor du føler dig særligt nede. Men også øjeblikke, hvor du har det lidt bedre – eller måske føler et kortvarigt strejf af glæde.

Det er helt almindeligt at have det sådan, når du har en depression.

Livet kan indimellem føles som at have et filter, der er mellem dig og verden. Et filter, der får det hele til at virke gråt og ligegyldigt.

Her får du en teknik, der hjælper dig med at se udsvingene. Kort fortalt handler den om, at du i en uge skriver ned, hvad du laver i løbet af dagen. Og hvordan du har det imens.

‘Og hvad skal jeg så bruge det til?’ tænker du måske. ‘Tager det ikke bare en masse energi?’

Jo, i starten kræver det selvfølgelig lidt tid. Men det er altså en virkelig god investering. Her får du…

3 gode grunde til at tracke dit humør

Det kan virke lidt besværligt at skulle gå og holde øje med, hvad du laver, og hvordan du har det. Men der er mange gode grunde til at gøre det. Her får du 3 gode grunde til at tracke dit humør.

deprimeret

1. Du kan lettere skrue op for de gode ting i dagligdagen

Måske opdager du, at dit humør bliver bedre, når du gør bestemte ting: fx taler i telefon med din veninde eller går en tur i skoven.

Det lyder enkelt. Men det er altså super godt.

Næste skridt er, at du lige så stille skruer op for de ting, der giver dig glæde og energi.

2. Du opdager, hvornår du har det særligt svært

Måske opdager du, at morgenerne er særligt hårde. Eller søndag aften, hvor næste uge pludselig tårner sig op. Bare det at vide dét hjælper en smule. Så kan du fx sige til dig selv: “Lige nu stinker det. Men sådan plejer det være om morgenen. I løbet af dagen får jeg det bedre”.

Samtidig får dine nærmeste mulighed for at støtte dig på netop de tidspunkter, hvor du har det allersværest.

3. Du bliver klogere på dit samlede energiregnskab

Mange, der kæmper med depression, kommer let til at fylde ugen med uendelige to-do-lister. Måske opdager du, at det samme gælder for dig. At pligterne stjæler al din energi. Og at du simpelthen har brug for at skrue ned for kravene til dig selv og op for de ting, der giver dig energi.

deprimerende

Sådan gør du rent praktisk

Vi foreslår, at du starter at registrere dit humør i en uge. Det plejer at være nok til at blive klogere på dig selv og din depression.

Og hvordan gør du så?

Jo, det er et ret enkelt. Grib en kuglepen og en blok eller din telefon. Skriv så:

  1. Dato
  2. Tidspunkt på dagen
  3. Aktivitet
  4. Og hvordan du havde det på en skala fra 0-10. Skriv 0, hvis du slet ikke følte dig deprimeret. Skriv 10, hvis du følte dig så deprimeret, som du nogensinde har følt dig.

Lige en husker: Det er bedst, hvis du laver dine registreringer så tæt på aktiviteterne som muligt. Ellers glemmer du let, hvordan du havde det.

Du kan med fordel gemme dine registreringer af humøret i en lille notesbog.

Snak med dine nærmeste om, hvad du finder ud af

Måske finder du fx ud af, at du skal skrue op eller ned for bestemte aktiviteter. En ting er imidlertid at vide, hvad der er det rigtige for dig at gøre. Noget andet er rent faktisk at gøre det. Her er det super godt at have gode folk i ryggen. Folk, der kan give dig et kærligt puf. Eller et kram, når du har brug for det.

Måske også interessant for dig: