Tema: Trist eller deprimeret

Mistanke om depression? Få 6 forslag til, hvem du kan tale med

Føler du dig nede? Tænker du, at det måske kan være en depression? Så tøv ikke med at række ud efter hjælpen. Jo tidligere du gør det, desto hurtigere kan du få det godt igen. Start med de her 6 forslag til, hvem du kan tale med.
Sidst opdateret 21. september 2017

Alle oplever triste perioder. Dage eller uger, hvor alt føles gråt i gråt.

For nogle bider nedtryktheden sig imidlertid fast. Den står på i uge- eller månedsvis – og den overskygger alt i deres liv.

Har du mistanke om, at du har en depression? Så start med at tjekke vores liste med 9 typiske tegn på depression.

Uanset om du har en depression eller ej, er det super vigtigt, at du taler med nogen, om hvordan du har det. Det er alt for hårdt at gå alene med tunge tanker og følelser.

Måske synes du, at det er flovt eller svagt at række ud efter hjælp. Men tro os, når vi siger: Det er ALTID en god idé at tale med andre, når man er nede. Og der er ALTID nogen, der sidder klar til at lytte.

Derfor får du her …

6 forslag til hvem du kan tale eller chatte med

1. Snak med dine forældre eller en god ven
Synes du, det er svært at tale med nogen om, at du føler dig deprimeret?
Så er du ikke alene. De fleste har svært ved at åbne sig overfor andre – især om de mere mørke sider og følelser.

Vi mennesker har imidlertid hårdt brug for hinanden. Brug for nogle, der lytter til os. Brug for nogle der støtter os og giver os et kram, når alt føles håbløst.

Derfor er det klogeste, du kan gøre at række ud. Tal med nogen – fx med dine forældre, bedsteforældre, dine venner eller en kollega på dit arbejde. I tvivl om hvordan du gør? Få gode råd til, hvordan du taler med venner eller forældre om svære ting.

2. Få hjælp på din skole eller dit uddannelsessted
På de fleste skoler er der ansat sundhedsplejersker og studievejledere. De er supergode at snakke med – også om svære følelser og tanker. De kan hjælpe dig med at blive klogere på, hvad du skal gøre – og måske kender de også til gode hjælpetilbud i nærheden af dig.

Har du svært ved at samle dig om skolen og lektierne? Så er det vigtigt, at dine lærere også får at vide, hvordan du har det. Så kan de tage lidt ekstra hensyn og støtte dig.

Læs også: Sådan får du hjælp på din skole eller uddannelsessted.

3. Find hjælp på nettet
Måske har mest lyst til at tale med en, du ikke kender. En, som du kan være 100 % anonym overfor. Har du det sådan, er der masser af gode hjælpetilbud på nettet. Ring eller chat fx med en frivillig på Børnetelefonen. De hjælper året rundt tusindvis af unge, også unge, der har mistanke om depression.

Derudover er du selvfølgelig også velkommen til at skrive til Mindhelpers brevkasse – og få gode råd til, hvad du kan gøre.

4. Snak med en frivillig, eller mød andre unge hos Headspace
Headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud for unge. Her kan du altid finde frivillige eller andre unge at tale med. Lige nu har Headspace mødesteder 16 steder i landet. Bor du ikke i nærheden af èt, har Headspace også en god chatrådgivning for unge.

5. Ring til en frivillig hos DepressionsLinien
Hos DepressionsLinien sidder frivillige klar til at tale med dig. De ved alle en masse om, hvad det vil sige at have en depression – og vil meget gerne hjælpe dig, både ved at lytte og give dig konkrete råd.

6. Få hjælp hos din læge
‘Hvad er der galt med mig?’; ‘Gad vide, om det her er en depression?’. Tænker du sådan? Så er det en god idé at bestille en tid hos din læge. Lægen kan hjælpe dig med at finde ud af, om du har en depression eller ej. Og han eller kun kender også en masse til de forskellige tilbud og behandlingsmuligheder, der findes. Så du kan få den hjælp, der passer bedst til dig.

Tjek også guiden: Alt du skal vide om at gå til lægen.

Viser det sig, at du har en depression, kan du fx få hjælp af en psykolog.

Hvad kan jeg selv gøre for at få det bedre?

Har du lyst til at gøre noget selv, lige her og nu. Start med at tjekke de her 10 gode råd til at håndtere tristhed – eller artiklen Deprimeret? 10 råd til, hvad du selv kan gøre.

‘Hjælp, behandlingen virker ikke!’

Måske er du allerede i behandling fx hos en psykolog eller en psykiater. Men du synes ikke rigtigt, at det hjælper. Tværtimod får du det måske endda værre.

Gå ikke i panik. De første samtaler vender sjældent din tilstand 180 grader. Ting tager tid. Prøv derfor at være tålmodig.

Fortsætter det i længere tid, så tag en snak med din læge, psykolog eller psykiater – og gerne også dine forældre! Sig, at du ikke synes, at behandlingen hjælper dig. Så kan I sammen få rettet op på tingene og skaffe dig den rigtige hjælp.

Del
Facebook Twitter Mail SMS

Var artiklen nyttig for dig?

Op
Ned

Tak for din feedback

Fortæl gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op eller ned.

Mange tak

Vi sætter stor pris på dit input.

Brevkassen

Få råd fra en Mindhelper

Profilbillede
Cecilie Juul Hinze
Psykolog
Profilbillede
Camilla Vestergaard Havsteen
Psykologistuderende
Profilbillede
Thomas Stensgaard Skare
Psykologistuderende
Skriv til brevkassen
Brevkassen
Se flere spørgsmål