Tema: Svære følelser og tanker

Bliver du alt for vred? Få 5 tricks, der kan hjælpe dig

Eksploderer du tit i vredesudbrud og ender med sige eller gøre noget, du fortryder? Læs med her, og få gode råd til at håndtere din vrede.
Sidst opdateret 10. september 2017

Det er helt almindeligt at blive vred engang imellem. Det bliver vi alle. Men for nogle løber vreden løbsk og skaber problemer, fordi de kommer til at gøre eller sige ting, de bagefter fortryder.

Kender du det, så er du landet det helt rigtige sted. Lige herunder får du nemlig en liste med tips og teknikker, du kan bruge til at styre din vrede.

Evan Esar
“Anger is a feeling that makes your mouth works faster than your mind”

5 råd der kan hjælpe, når du bliver vred

 
1. Fortæl dine venner og familie, at du nogle gange har svært ved at styre dit temperament
Mister du let hovedet, er det en god idé at tale med dine venner og familie om det, så de kan hjælpe dig med at falde til ro, når vreden er ved at løbe af med dig. Måske skammer du dig over, at du nogle gange mister kontrollen. Det kan være rigtigt svært at indrømme både overfor dig selv og andre. Men det er et vigtigt skridt på vejen. Mind derfor dig selv om, at ingen er perfekte, og din familie og venner gerne vil støtte dig.

Læs også 6 gode grunde til at dele dine problemer med andre og Guide til at snakke med dine forældre om svære ting

2. Tæl til 10
Du har sikkert hørt det før, men det virker altså. Tag en dyb indånding helt ned i maven, og tæl til 10, før du handler på dine følelser. Læg mærke til de tanker og følelser, der farer igennem dig i øjeblikket, men lad være med at gøre eller sige noget.

Ofte vil du kunne mærke, at vreden efter et par sekunders dybe vejrtrækninger er blevet lidt mindre. Samtidig får du tid til at tænke dig om, så du ikke kommer til at sige eller gøre noget, du fortryder.

Nedenunder kan du se en vejrtrækningsvideo, der kan hjælpe dig, når du bliver vred. Selvom der står, at den handler om angst, kan du bruge øvelsen i mange forskellige situationer.

Nogle gange er det lettere sagt end gjort. Også for Anders And.

3. Luk vreden ud i de rigtige situationer
Det kan være rigtig dejligt (og nødvendigt) at få lukket vreden ud, så den ikke ligger og ulmer inden i dig. Bare husk at gøre det de rigtige steder. Det kan for eksempel være på en løbetur, en tur i fitnesscentret eller når du spiller fodbold. Motion er en super god ventil til at få lukket følelser ud og få afreageret.

Du kan også finde et øde sted og skrige alt det, du overhovedet kan.

4. Lad være med at slå dig selv i hovedet, hvis vreden løber af med dig
Det tager tid at ændre vaner, og du vil sikkert opleve, at vreden fortsat vil løbe af med dig af og til. Øv dig i ikke at være alt for hård ved dig selv, når det sker. Klap i stedet dig selv på skulderen, fordi at du har besluttet at gøre noget ved din vrede. Det er et stort skridt og med tiden vil du sikkert opleve, at der går længere og længere mellem, at vreden løber af med dig.

En god ting er også at øve dig i at sige undskyld, hvis du har ladet din vrede gå ud over andre. Det kan være svært de første mange gange. Men at sige undskyld hjælper både dig og den anden med at komme videre, og det er noget alle kan lære.

5. Find ud af, hvorfor du bliver vred
Alle bliver vrede af og til. Det er helt naturligt. Men hvis du igen og igen eksploderer i vredesudbrud, så er det en god ide at finde ud af, hvorfor du bliver så let tænder af. I artiklen Det skal du vide om vrede kan du læse om de typiske årsager til stor vrede.

Seneca
“Det bedste middel mod vrede er en smule eftertanke”

Hvad gør jeg, hvis jeg virkelig kæmper med vrede?

Din familie og dine venner kender dig som regel rigtig godt. Derfor er det en god ide at starte med at tale med dem om dit problem – og fortælle dem, at du gerne vil blive bedre til at håndtere din vrede. 

Prøv også at spørge dem, hvordan de oplever dig og din vrede? Måske kan de hjælpe dig med råd til, hvordan du bliver bedre til at styre din vrede.

Læs også Guide: Sådan snakker du med din ven eller veninde om svære ting

Du kan også få hjælp anonymt. Læs mere om dine muligheder i artikel Hjælpetilbud til unge

Få hjælp af en psykolog
Fylder vreden meget i din hverdag, kan du også få hjælp af en psykolog. En psykolog kan hjælpe dig med at finde ud hvorfor, du bliver så vred, og give dig redskaber til at håndtere din vrede. Du læse mere om at gå til psykolog i artiklen Sådan kommer du til at tale med en psykolog.

Del
Facebook Twitter Mail SMS

Var artiklen nyttig for dig?

Op
Ned

Tak for din feedback

Fortæl gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op eller ned.

Mange tak

Vi sætter stor pris på dit input.

Brevkassen

Få råd fra en Mindhelper

Profilbillede
Cecilie Juul Hinze
Psykolog
Profilbillede
Camilla Vestergaard Havsteen
Psykologistuderende
Profilbillede
Thomas Stensgaard Skare
Psykologistuderende
Skriv til brevkassen
Brevkassen
Se flere spørgsmål