Hvad tænker du, når du ser dig selv i spejlet? Drømmer du dig nogle gange væk og ønsker at være en anden? Det gør de fleste. Hver tredje ung bryder sig fx ikke om at vise sin krop for andre. Her er nogle gode råd til, hvordan du får det bedre med din krop og med dit udseende.

Grim navle.
Store ører.
Fedt på siden, blege ben …

Rigtig mange er utilfredse med deres krop. Ja, faktisk er der ingen grænser for, hvad du måske synes, der er i vejen. Måske føles alt forkert!
Og måske skammer du dig så meget over dit udseende, at du ikke går i bad efter idræt. Eller er bange for, hvad kæresten vil sige, når du smider tøjet.

Hvad gør du?
Hvordan får du det bedre?

Slut fred med dit udseende

Først vil vi lige sige, at du ikke er alene! Hver tredje ung bryder sig ikke om at vise sin krop for andre. Men det bliver tingene selvfølgelig ikke bedre af, hvis du fx gerne ville kunne nyde at gå en tur på stranden, i svømmehallen eller bare i bad efter idræt i skolen.

Derfor er det da også bedst, hvis du stille og roligt begynder at slutte fred med din krop. Og med dit udseende. Du skal simpelthen øve dig i at acceptere måden, du ser ud på – stoppe med at hakke på dig selv og i stedet fokusere på de gode, fine og skæve detaljer, som udgør lige netop … dig!

Hver tredje ung bryder sig ikke om at vise sin krop for andre.

Her er 5 tips til, hvordan du får det bedre med din krop og med dit udseende:

1. Sig noget pænt til dig selv hver morgen

Jep, vi lægger ud med en gammel traver. Men det er altså et godt råd. Kig dig selv i spejlet. Sig så noget pænt om din krop og om dig selv. Og sig det gerne højt og med overbevisning, helst samtidig med at du smiler blændende til dig selv. Fx a la Ole Henriksen: “Godmorgen, Rebekka. Hvor ser du bare godt ud i dag!”

2. Drop glansbillederne

Medierne fuckr med vores hjerner. Døgnet rundt bliver vi bombarderet med reklamer, musikvideoer, blogs og snaps med smukke kroppe, der er redigeret op over begge ører. Dét kan ingen i den virkelige verden leve op til. Du – og vi! – vil altid tage dig grå, trist og småtyk ud i sammenligning med dem.

Drop glansbillederne

Så lad os stå sammen og droppe vores dyrkelse af glansbillederne! Den gør os bare triste og utilfredse med os selv.

3. Drop jagten på den perfekte krop

Du kan blive ved med at ville ændre dig selv. Det er et endeløst projekt. Måske ville du gerne have længere ben, større bryster, færre bumser, større armmuskler eller højere kindben. Men det perfekte er et fata morgana – et mål som du kan jage og jage, men som du aldrig vil nå. Drop det. Øv dig hellere på at slutte fred med din krop og med hele dig selv. Du er dejlig, som du er!

Jeg tænkte, jeg ikke var god nok, og jeg var mindre værd end alle andre, fordi jeg ikke var tynd. Jeg troede, at man kun var noget værd, hvis man var tynd. Jeg var bare ikke lige så pæn, sej eller sød som mine veninder

4. Snak med nogen om, hvordan du har det med din krop

Har du det ikke godt med dig selv og den måde, du ser ud på? Så kan det være en rigtig god idé at tale med nogen om det. Tag for eksempel en snak med din mor, din veninde eller chat med en rådgiver hos Sexlinjen. Vores tanker går let i selvsving, når vi går med dem alene. Det bedste du kan gøre er derfor at dele dem med andre.

5. Bonustip: Lær zen-mesterens trick

De fleste, der betragter sig selv i spejlet, kommer meget let til at fokusere på det, de oplever som negativt: på den skæve næse, de usynlige øjenbryn, smalle læber, mavefedtet osv. Måske har du det også sådan. Du fokuserer helt automatisk negativt – på dine særheder og skævheder.

Men faktisk lægger andre sjældent mærke til de skævheder, du selv tror, du har. Det er dit eget fokus på dem, der får dig til at tænke dårligt om dig selv. Og jo dårligere dit humør er, desto mere fokuserer du. Og jo mere du dvæler ved dine skævheder, desto dårligere bliver dit humør. Det bliver nemt en ond cirkel.

De fleste, der betragter sig selv i spejlet, kommer meget let til at fokusere på det, de oplever som negativt

Bryd den! Bryd den deprimerende, onde cirkel! Træn dig selv i at fokusere på noget, du godt kan lide ved din krop og dit udseende. Og bliv ved med øve dig i det.

Synes du, det er svært at finde noget som helst positivt, så gør ligesom i en ZEN-buddhistisk øvelse: Led simpelthen efter de ting ved din krop, som du ikke ligefrem hader eller føler afsky ved. Det kan være din øreflip, en negl, dit øjenbryn … eller ét af hårene i dit øjenbryn. Fokusér intenst på dén lille del af din krop.

Derpå gentager du øvelsen i forhold til nye dele og områder af din krop – indtil du grundlæggende fyldes af en positiv følelse, når du ser på dig selv. Det kan godt tage nogle dage, uger eller endda måneder, alt efter hvor meget du træner dit fokus, og hvor hård, du plejer at være ved dig selv. Til gengæld lover vi, at det virker!

Læs også vores 3-trins guide: Sådan udfordrer du negative tanker om dig selv

Vidste du?
at på Cuba får alle kvinder komplimenter for deres udseende. Dagen lang. På gader og stræder. Det er simpelthen en del af kulturen. Komplimenterne får folk til at blomstre. Vi nordboere er mere tilknappede. Men hey… hvorfor ikke være lidt mere gavmild med komplimenterne? De koster ingenting (andet end en smule mod), og de gør alle gladere – også fyrene.