Robusthed er din evne til at klare og lære af modgang. At vide med dig selv, at du har styrken til at komme videre – også når der er modvind på cykelstien. Her får du 8 gode råd til, hvordan du styrker din robusthed – præcis som en muskel.

Du dumpede til tysk-eksamen.
Hende med fletningerne snuppede drømmejobbet lige for næsen af dig.
Du kom ikke med på førsteholdet til håndbold – eller med i bandet …

Kender du det?
Altså at tingene ikke går, som du havde håbet?

Sådan er livet desværre nogle gange. Og hvis det er en trøst for dig, så er det sådan for alle. Alle får knubs. Alle oplever nederlag. Alle bliver kede af det og skuffede.

Hvordan tackler du modgang?

Der er meget stor forskel på, hvordan vi mennesker reagerer på modgang og nederlag.

Nogle er superhurtige til at komme op på hesten igen, når tingene ikke går, som de havde håbet. Måske tager de et dyk i et par timer, dage eller uger. Derpå vender de tilbage med nyt gåpåmod. Og måske endda med en ny plan – ligesom Egon Olsen fra Olsen Banden.

Andre bliver blæst fuldkommen omkuld. De overvældes af håbløshed, tristhed og afmagt og tænker: ‘Det går aldrig. Jeg klarer det aldrig. Så kan jeg ligeså godt give op. Jeg orker slet ikke at forsøge igen!’.

Træn din robusthed – og vind i længden

Dagens gode nyhed er, at du kan træne din evne til at håndtere modgang og bump på vejen. Præcis som du kan øve dig i at sparke frispark, bage Sarah Bernhardt-kager eller lave andengradsligninger.

Eksperterne kalder din evne til at tackle modgang din robusthed. Og den evne kan du træne og bygge op, lidt ligesom en muskel.

Det er endda en sindssyg god investering – fordi dit liv bliver meget lettere, og du får råstyrken til at stræbe efter og opnå de ting, som du drømmer om.

Hvordan?

Sådan bliver du bedre til at klare modgang – 7 tips:

1. Mind dig selv om, at følelser kommer og går

‘Det bliver aldrig anderledes!’ Sådan kommer vi let til at tænke, når vi møder modgang og skuffelse. Prøv imidlertid at minde dig selv om – med en rolig og venlig stemme – at verden og menneskene hele tiden ændrer sig. Ja, ‘tiden læger alle sår’, som din gråhårede faster måske siger.

Øv dig kort sagt i at tænke:
‘Lige nu er det røv. Men jeg ved, at sådan bliver det ikke ved med at være. Før eller siden vender tingene igen for mig.’

Og ja, måske synes du, det virker fjollet at gå rundt og tale med dig selv – enten højt eller bare inde i hovedet. Ikke desto mindre er det her et supergodt trick. Det kan trøste dig og giver dig mere styrke. 

2. Øv dig i at sige pyt – og kom op på hesten igen

Selvfølgelig er det ikke alt her i livet, du bare kan feje til side med et Pyt! Men tit har vi det med at pine os selv med ærgrelser og bekymringer over ting, der er sket for længst. Ting, som vi ikke længere kan gøre noget ved. Kig på de her eksempler:

Prøv at tænke: Pyt! 

Se i øjnene, at du laver masser af fejl, både store og små. Lev med det. Vi andre laver også noget møg ind imellem. Meget møg!

Og øv dig frem for alt i at skelne mellem dine større og mindre problemer – så du ikke reagerer lige stærkt på alt. Selvom det føles både pinligt, akavet og ærgerligt, når du sover over dig eller laver en møgprøve i matematik, så er det ikke jordens undergang.

Sig pyt – og kravl så op på hesten igen!

3. Øv dig i at tåle det svære

Vi har alle ting, som vi hader. Og langt de fleste kender også trangen til at smyge sig udenom. Så du kan slippe for det svære, bøvlede og ubehagelige.

Måske hader du mundtlige eksaminer (velkommen i klubben!). Og flere uger eller ligefrem måneder inden begynder du at spekulere på, hvordan du kan slippe. Er der nogle udveje?

Men altså: Tingene bliver aldrig bedre, hvis du sniger dig udenom! Tværtimod.
Det bedste, du kan gøre, er derimod at konfrontere din frygt. Se den lige i øjnene, og kast dig ud i det – også selvom det i starten føles ubehageligt. Tit vil du bagefter opleve, at det slet ikke var så slemt, som du havde frygtet.

Samtidig – og det er mindst lige så vigtigt – opdager du, at du har styrken til at overvinde dig selv. Styrken til at gøre og udholde det, som du ikke umiddelbart bryder dig om. Det gør dig stærkere og styrker din selvtillid.

Så stop flugten!
Konfronter din frygt. Gør noget af det, du ikke tør – og vind en hel masse ved det!

Tjek også: Kast dig ud i det! Sådan udfordrer du dig selv

4. Byd alle følelser velkommen – også de svære

Skuffelse, tristhed, ærgrelse. De følelser er en del af livet – og du bliver meget stærkere, hvis du ser det i øjnene!

Flygter du omvendt fra de tunge og svære følelser, bliver du sandsynligvis stille og roligt mere og mere bange for dem. Måske mister du ligefrem troen på, at du kan finde ud af at rumme og håndtere følelserne på en god måde.

Så prøv at acceptere og lære af alle dine følelser. Din robusthed handler både om at kunne håndtere udfordringerne ude i verden – men i høj grad også om, at du opbygger en styrke og indre ro.

Forsøg fx at sige til dig selv:
‘Lige nu fylder skuffelsen, tristheden og ærgrelsen alt inde i mig. Men jeg ved, at jeg nok skal komme ovenpå igen. Om lidt vågner fighteren i mig igen. Men først skal jeg lige sunde mig.’ 

5. Lær af modgang, nederlag og fejl

‘I have not failed. I’ve just found 10.000 ways that won’t work’.

Sådan sagde den geniale opfinder, Thomas Edison.

Prøv at huske det citat, når tingene og livet ikke rigtigt kører for dig. Måske dumpede du til tysk-eksamen og tænker nu: ‘Det bliver aldrig anderledes. Jeg klarer den aldrig!’.

Forsøg at stoppe op. Træk vejret dybt, og tænk i stedet igennem – så stille og roligt som muligt – hvorfor du mon dumpede den eksamen? Hvad var grunden? Var du ikke forberedt godt nok? Var du for nervøs? Eller noget helt tredje? Efter nogle timer, dage eller måske uger forstår du bedre, hvad du kan gøre dér, hvor du befinder dig lige nu. Hvordan du kan handle. Lære nyt og komme videre.

Her kan en dagbog i øvrigt også hjælpe dig. Skriver du dine tanker ned sideløbende med, at du prøver at forstå dit nederlag, får du større afstand til dine tanker og følelser. Du kan se dem sort på hvidt – og lettere handle ud fra dem, end hvis de kun er i dit hoved.

Processen gør dig også godt forberedt til næste gang verden spænder ben for dig. Fordi du har lært dig selv både at slippe tingene og at lære af dem.

6. Brug dine venner og familie

Du har sikkert set hundredvis af film, hvor ensomme helte overvinder de vildeste forhindringer på egen hånd. Det er god opskrift til film. Men i virkeligheden har vi brug for hinanden, ikke mindst når tingene er svære.

Så tal med nogen. Del lidt af byrden – af din følelse af nederlag, din tvivl og dine tanker – med folk omkring dig. Med din familie og dine venner. Så bliver din situation lettere at bære, og det kan jo også være, at de ligefrem har et par gode ideer.

Husk: Alle mennesker oplever modgang og bump på vejen – og rigtig mange har lært af dem!

Tjek også de her 6 gode grunde til at dele dine problemer med andre.

7. Husk at lade kroppen op

Tit glemmer vi helt vores krop – behandler den, som om den bare er et stillads, der fragter vores hoved rundt i verden.

Men altså: Din krop har sindssyg stor betydning for, om du har energi og styrke til at håndtere modgang på en god måde. Det er ikke for sjov, at cykelryttere pløjer 1 kg pasta efter en hård bjergetape.

Husk derfor at få fyldt energidepoterne ordentligt op. Gør du det, bliver alting en hel del nemmere. Og glem heller ikke det der med nattesøvnen. Eksperter anbefaler, at unge får 8-10 timer søvn i døgnet. Så er det sagt, igen-igen.

Måske også interessant for dig?