Tema: Familie

Interview: Jeg har et hul i mig, som nok aldrig forsvinder

Cecilie mistede sin mor som 14-årig. Det efterfølgende år var hårdt, og der var mange omvæltninger. Men i dag har hun lært at leve med sin sorg – selvom hullet i maven altid vil være der.
Sidst opdateret 11. september 2017

Cecilies forældre blev skilt, da hun var lille. Cecilie og hendes to mindre søskende boede derfor alene med deres mor. Men i januar 2009 kunne Cecilie mærke og se, at hendes mor blev mere og mere syg.

”Hun begyndte at se syg ud og gøre mærkelige ting. Det slog ligesom klik for hende. Hun kunne komme ind og vække mig sent om aftenen, fordi hun ville have en film på mit værelse,” husker Cecilie.

Cecilie endte med at flytte hjem til sin far, fordi det blev for hårdt for hende. På det tidspunkt var der ingen, der vidste, at Cecilies mor havde kræft. Forældrene havde et godt forhold efter skilsmissen, og hendes far var klar over, at noget var galt. Men han vidste ikke, hvor alvorligt det var. Men da moren blev indlagt i marts 2009 fandt han og børnene ud af det.

Bald woman suffering from cancer in hospital
”Vi ved ikke, hvor længe hun vidste, hun var dødssyg. Hun delte det ikke med nogen overhovedet, indtil hun blev indlagt. Men hun har vidst det i noget tid, for hun havde blandt andet skrevet til vores far, hvordan vores rutiner var, så han vidste det. Han var jo kun vant til at have os hver anden weekend. Og hun havde også planlagt sin begravelse,” fortæller Cecilie trist.

Én stor tåge

Tre uger efter Cecilies mor blev indlagt, døde hun.

”I starten troede jeg, hun ville overleve, men så tog min far fat i mig og sagde, at hun ville dø af den her sygdom. Jeg kan huske, jeg fik et hul i maven og en uro i kroppen, men jeg forstod ikke helt, hvad det betød, at hun ville dø.”

Cecilie kan ikke rigtigt huske hverken de tre uger, hendes mor var indlagt, eller ugerne efter hendes død.

”Jeg husker perioden som én stor tåge, og dagene flød sammen. Jeg så for eksempel ikke ansigterne til hendes begravelse. Det var bare skikkelser, jeg så,” siger Cecilie.

”Da tågen lettede, fik jeg hurtigt en stor ansvarsfølelse overfor mine to søstre, der kun var 10 år på det tidspunkt. Jeg trøstede dem, når de var kede af det, og jeg ville gerne tage mig af dem.”

Tal om sorgen

Det første år efter morens død var meget hårdt for Cecilie.

”Min far var den eneste, der kunne trøste mig. Når jeg sad hos ham eller fik et kram af ham, følte jeg mig lidt mere hel igen. Men generelt stod jeg meget alene med min sorg. Jeg vidste, at jeg altid kunne tale med min far, og det gjorde jeg også, men han var ikke så god til selv at komme til mig og spørge, hvordan jeg havde det.”

Og netop det at tale om sin sorg, og hvordan man har det, er, ifølge Cecilie, vigtigt.

”Man skal tale om sine tanker og følelser. Det er så vigtigt, at man ikke kommer til at brænde inde med sin sorg. Det gør det lettere at komme videre, når man taler om det,” understreger Cecilie.

tale

Udover at tale om det, så fortæller Cecilie også, at tiden heler såret – også selvom det lyder som en kliche.

”Det er hårdt og virker helt uoverskueligt, når man står i sorgen. Men livet går videre. Det bliver hverdag igen. Pludselig smiler og griner du igen, og du har en fødselsdag, du skal til. Tiden er med til at hele. Der vil stadig være et ar og en sorg, men du lærer at leve med det. Jeg har et hul i mig, som nok aldrig forsvinder, men jeg er kommet videre, og sorgen fylder ikke så meget mere.”

Cecilie case billede 2

Fakta om Cecilie:

  • Er 21 år.
  • Mistede sin mor til kræft, da hun var 14 år.
  • Hendes forældre var skilt, men havde et godt forhold. Kort tid inden morens død flyttede Cecilie hjem til sin far.
  • Er frivillig i Røde Kors.

Læs også artiklerne Min mor eller far er dødEr din mor eller far alvorligt syg? Husk at tale om det, samt interviewene Tal om din sorg og Jeg vil altid mangle min mor

Cecilie case billede 1 Cecilie case billede 2Billedetekst (hvis vi kan bruge det i forbindelse med nogle af billederne)”Jeg føler, jeg blev voksen som 14-årig. Pludselig skulle jeg selv sørge for mine aftaler. Det har helt klart gavnet mig, fordi jeg er blevet mere selvstændig, men ingen skal blive voksen som 14-årig. Det er alt for tidligt,” fortæller Cecilie.

Del
Facebook Twitter Mail SMS
Brevkassen

Få råd fra en Mindhelper

Profilbillede
Cecilie Juul Hinze
Psykolog
Profilbillede
Camilla Vestergaard Havsteen
Psykologistuderende
Profilbillede
Thomas Stensgaard Skare
Psykologistuderende
Skriv til brevkassen
Brevkassen
Se flere spørgsmål