Jeg har længe haft problemer med at knytte mig til folk. Men jeg har også lagt mærke til, at jeg holder mig tilbage for at gøre ting, jeg gerne vil.

Hej

Jeg er en 17 årig pige, som har problemer med at knytte mig til folk, både når det kommer til drenge og venner.
Jeg har aldrig været den mest udadvendte person, men folk forveksler ofte min tilbageholdenhed med arrogance og kostbarhed, hvilket jeg ofte får af vide af drenge. Ofte holder jeg mig selv tilbage i situationer for at gøre ting som jeg har lyst til. hvilket jeg ikke kan forstå?
Dette med at holde mig tilbage opstår ofte når det kommer til at være sammen drenge.
Jeg har aldrig været sammen med en dreng, Men jeg har mødt en række søde drenge som jeg har har haft lyst til at være sammen med og har tændt på, men af en eller anden grund ikke har gjort? Jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke kan gøre noget jeg har lyst til, for jeg ender ofte med at sidde og fortryde mit valg og det er latterligt i følge mig. Jeg har altid været meget udsikker på min krop og er generalt meget bange for at blive såret. Jeg er blevet svigtet i min barndom af personer som jeg har elsket højt og jeg er bange for at mit problem med at knytte mig til mennesker har noget at gøre med dette. Jeg vil virkelig gerne vide om i har nogle råd til at komme af med den her usikkerhed og frygt for at blive såret i alle sammenhænge?

MVH

(Pige, 17 år)


Kære 17-årige pige

De fleste har brug for mennesker omkring dem, som de er trygge ved. Så jeg kan godt forstå, at det er svært for dig, når du har problemer med at knytte dig til andre.

Du har en god indsigt
Først vil jeg rose dig for, at du har en ret god indsigt i dig selv, og hvad der har kunne skyldes det, du oplever. Det betyder, at du er opmærksom på det. Og når man er opmærksom på noget, kan man begynde at arbejde med det. Så det må du endelig rose dig selv for.

Du kan ændre dine mønstre
Du skriver, at du tror, dine problemer med at knytte dig bunder i det svigt, du oplevede i din barndom. Det kan det sagtens være. Er det også rigtigt forstået, at du er ret opmærksom på, hvad andre tænker om dig? Det kan godt lyde sådan, nemlig fordi du holder dig tilbage for at gøre ting, du gerne vil. Men du skal vide, at det er helt almindeligt at have det sådan. Især hvis man i forvejen ikke er synderligt udadvendt.

Mange af vores handlemønstre og tanker om andre og verden bunder ofte i ting, vi har lært, mens vi ikke har været særlig gamle. Og de bliver mere fastgroet, jo ældre vi bliver. Men hvis vi udfordrer mønstrene, kan vi faktisk ændre en del på dem.

Hvordan gør du det?
Som jeg har skrevet ovenover, kan man ændre sine mønstre ved at udfordre dem. Du skriver, at du i nogle situationer holder dig selv tilbage for at gøre ting, du egentlig gerne vil. Det vil være et oplagt sted at starte. I de situationer kan en udfordring være, at du gør det, du gerne vil. Måske ikke hver gang, men en gang imellem. På den måde vil du stille og roligt få mere og mere mod til at gøre det, du gerne vil fremover. Og så vil du heller ikke gå med fortrydelsen om, at der er ting, du ikke har gjort. Du kan læse lidt mere om at udfordre dig selv i vores guide til at slippe sine usikkerheder.

Fokuser på det skønne på din krop
Du giver udtryk for, at du er usikker på din krop. Af den grund vil jeg lige linke til vores artikel om at slutte fred med sit udseende. For du fortjener at være glad for din krop, lige præcis som den er. Og hvis vores artikel bare kan guide dig en lille smule, vil det være skønt! Det kan være svært at finde noget, man er glad for på sin krop, hvis man er meget selvkritisk. Men brug noget tid på det. Spørg veninderne til råds. Og så fokuser på det. Så vil du forhåbentlig stille og roligt blive mindre usikker på din krop.

Snak med nogen
Som det sidste – men bestemt et vigtigt – råd, synes jeg, du skal snakke med nogen. Nogen, som du er tryg ved. Det kan være dine forældre, søskende, veninder, en lærer. Hvem som helst. Bare du deler dine tanker og problemer med nogen. Og jeg tænker, at netop dine problemer med at knytte dig er rigtig vigtigt at snakke om. Det kræver selvfølgelig, at du har nogen, du føler dig så knyttet til, at du kan snakke med dem om det.

Hvis der ikke rigtigt er det, så kan du altid tage kontakt til Børnetelefonen eller Headspace. Der sidder i hvert fald frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og du kan være helt anonym, hvis du har brug for det.

Jeg håber, du får snakket med nogen om dine problemer med at knytte dig. Og at du får udfordret dig selv, så du kan gøre flere af de ting, du gerne vil. Held og lykke med det hele.

De bedste hilsner fra Mindhelper