Hej Mindhelper

Jeg har lige fået “konstateret” en depression, men jeg vil enormt gerne starte på universitetet. Faktisk så meget at jeg har sagt ja til min plads og efter planen skal jeg starte på mandag. Jeg er dog selvfølgelig ikke særlig begejstret (faktisk har jeg grædt hele ugen). Jeg føler mit liv ligger i ruiner.

Jeg kan på ingen måde overskue at starte på studie – nye mennesker, nye omgivelser og da slet ikke tanken om at flytte, men jeg kan heller ikke overskue at blive hjemme et år mere – hvad dælen skulle jeg lave?

Jeg er bange for at få det værre hvis jeg ikke starter men omvendt også bange for at få det værre, Hvis jeg starter…. Hvad synes I? Har I hørt om andre unge med depressioner der starter alligevel? Jeg er ikke igang med en behandling endnu, dvs. Får ingen medicin pt.

(Pige, 20 år)


Kære pige, 20 år

Du skriver at du har fået “konstateret” en depression. Jeg bliver lidt i tvivl om, om det er hos din læge eller om du selv har taget nogle tests på nettet. Du fortæller også at “du ikke er i gang med behandling endnu, og ikke får noget medicin”. Det er ikke altid en god idé at starte med medicin som den første løsning. Nogle læger vil hellere henvise til psykologbehandling, eller følge situationen et stykke tid med konsultationer en gang om ugen eller hver 14. dag, før de udskriver medicin. 

Jeg synes det er sejt at du har valgt at sige ja til din universitetsplads, selvom du er nervøs for hvordan det skal gå – og har grædt i hele denne uge. Du har en solid drivkraft indeni, der godt ved at du skal videre med dit liv, og at det ikke vil hjælpe dig at sidde et år mere hjemme hos dine forældre. 

Det, du skal finde ud af nu er derfor: 1) hvordan kommer du i gang med en ordentlig behandling for din depression, og 2) hvordan kan du få støtte til at gennemføre den første tid på universitetet uden at have det skidt hele tiden. 

Først og fremmest er det selvfølgelig vigtigt, at du får snakket med nogle af de mennesker du kender og føler dig tryg ved, så de ved hvordan du har det. Både dine forældre, andre i din familie og gode venner. Bed dem hjælpe dig med praktiske ting der føles uoverskuelige lige nu (fx flytning og etablering) og sig at det er vigtigt for dig at de støtter dig i at komme i gang. Også selvom du er ked af det. 

Dernæst skal du have kontakt med din læge, og få en psykologhenvisning på plads. Nogle psykologer har lang ventetid, men det er som regel også muligt at finde frem til steder hvor du kan komme hurtigere til. Dine forældre kan eventuelt ringe rundt for dig, og spørge hvornår der er tider. 

På dit kommende studie er der altid tilknyttet et studievejledningskontor. Jeg vil råde dig til, måske allerede som det første på mandag, at gå hen til studievejlederne og fortælle hvad du kæmper med. De kan eventuelt henvise dig til Studenterrådgivningen, hvor der sidder folk, som er vant til at hjælpe studerende der har det svært. Her kan du også få vejledning til at søge dispensation, hvis det viser sig at du må udskyde den/de første eksamener.

Vi har skrevet en artikel med gode råd mod depression, som du måske kan have gavn af: Deprimeret? 10 råd til, hvad du selv kan gøre ved en depression

Læs også vores artikel med gode råd til, hvor du kan få hjælp når du har en depression.  

De bedste ønsker for din studiestart 🙂

Venlig hilsen Mindhelper