Jeg har været trist i et godt stykke tid nu. Jeg er faktisk blevet bange for, at jeg er ved at udvikle depression. Jeg tænker, om det skyldes mit forhold.

Kære brevkasse.

Jeg har i længere tid været trist og ked af det.
Uden at kunne vide det, er jeg bange for at jeg er ved at udvikle en depression.
Jeg er flyttet hjemmefra, startet studie og bor sammen med min kæreste, som jeg har kendt i halvandet år.
Jeg begrunder min tristhed og mangel på mening, med bla. mit forhold, som jeg ikke kan finde ud af om jeg bør blive i. Jeg elsker min kæreste, men jeg kan ikke sparre mig med ham og han synes grundlæggende at mangle empati for mig og min situation. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

(Pige, 20 år)


Kære 20-årige pige

Øv, hvor lyder det ikke særlig sjovt at være i din situation for tiden. Og da slet ikke når du er bange for, at du er ved at udvikle en depression.

Tvivlen er ikke rar
Når man er i et forhold, er det bestemt ikke rart at være i tvivl om, om man skal blive eller smutte. Og jeg kunne forestille mig, at der er ekstra svært, når du har en fornemmelse af, at det er forholdet, der har en stor betydning for, hvordan du har det for tiden.

Du skriver, at din kæreste virker til at mangle empati for dig og din situation. Hvordan oplever du det til hverdag?

Tag en snak med din kæreste
Du spørger til, hvad du skal gøre. Og jeg kan godt forstå, at det kan være svært at vide, hvad det næste træk er. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at du tager en snak med din kæreste. Det er faktisk mit vigtigste råd. Både om hvad du oplever for tiden. Men også omkring det, at du oplever, at han har svært ved at forstå dig og din situation. På den måde kunne I få snakket din situation ordentligt igennem. Han ved måske ikke, hvordan du går og har det i jeres forhold? Og derfor ved han heller ikke, hvad han kan gøre for at gøre din situation nemmere.

Del det med forældre eller veninder
Jeg kommer til at tænke på, om dine forældre eller nogle veninder ved, at du går og er trist – og at du er i tvivl, om du skal blive i dit forhold? Hvis ikke, synes jeg, at du skal gribe fat i dem. Del dine tanker med dem og hør, hvad de har at sige til din situation. Måske har de nogle gode råd? Eller har været i en lignende situation selv?

Du kan hjælpe dig selv på vej
Til slut linker jeg lige til vores artikel om, hvad man kan gøre, når man er trist og ked af det. Jeg tænker, at nogle af rådene vil give mening for dig og kunne hjælpe dig lidt på vej. Så jeg synes, at du skal tage den et kig.

Jeg håber, at du snart komme ud af din tristhed. Og at du finder ud af, hvad du skal med jeres forhold.

De bedste hilsner fra Mindhelper