Jeg har nogle dumme tanker, der er begyndt at fylde rigtig meget. Det påvirker mig. Og derfor vil jeg gerne snakke med nogen om de tanker.

Hej Mindhelper

Jeg har i mange år haft problemer med mine tanker, tror det er angst. Var på efterskole sidste år, og der føler jeg, at jeg lærte en del ting, som jeg kunne bruge, da jeg startede på gymnasium og kostskole for et par måneder siden. Det gik super godt, og jeg troede næsten at jeg var fri for mine dumme tanker. Men her efter efterårsferien er de virkelig kommet igen, og jeg har ikke haft det så slemt i meget lang tid. Jeg føler jeg kan græde hvert sekund, jeg skubber alle mine venner væk osv. osv. Derfor kunne jeg godt tænke mig at snakke med nogen, der ved noget om, hvordan unges tanker fungerer, men jeg kan ikke finde ud af, om mit gymnasium har en psykolog. Jeg har helt vildt utrolig svært ved at snakke om sådan nogle ting med nogen som helst. Det er virkelig ikke noget jeg nogensinde snakke med nogen om, og der er ikke nogen lærer eller nogen voksen her, som jeg kan snakke med, de er alle sammen ret mærkelige. Vil ik gå mere i dybden med min situation lige nu, men egentligt bare spørge, hvordan jeg kan få noget hjælp fra en der har styr på det? Jeg har ikke pengene til at betale for en psykolog.

(Pige, 17 år)


Kære pige på 17 år

Det lyder bestemt ikke særlig rart, det du oplever for tiden. Derfor er det også super godt, at du så gerne vil snakke med nogen om det. Det er nemlig vigtigt, at man ikke går alene med noget, der er svært.

Undersøg, om der er en psykolog på gymnasiet
Som du selv foreslår, ville det være smart at snakke med en psykolog på dit gymnasium. Har du undersøgt til bunds, om der findes en psykolog på gymnasiet? Der plejer oftest at være en studievejleder eller psykolog ansat, som man netop kan snakke med, når man står i svære situationer. Du kan også kigge på vores artikel om at få hjælp på sin skole.

Fortæl det til dine forældre
Jeg kommer til at tænke på, om dine forældre ved, at du har det så skidt. Hvis ikke de gør det, må mit allervigtigste råd være, at du skal fortælle det til en af dine forældre. Det er vigtigt, at der er nogen tæt på dig, der ved, hvordan du har det. De kan nemlig støtte dig i at få den hjælp, du har brug for. Men også snakke med dig, når det bliver lidt for svært for dig at være i. Og det er bare hammervigtigt, at vi har sådan nogle mennesker omkring os, når livet er hårdt.

Hvis det er svært at sige, kan du skrive et brev, som du kan vise eller læse op for dem. Det kan nemlig nogle gange være nemmere at formulere det, der er svært, hvis man har haft fred og ro til at skrive det.

Tag kontakt til hjælpetilbud
Hvis det virker som en for stor opgave at skulle fortælle det til dine forældre, kan du altid få hjælp andre steder. Nogle gange kan det også være nemmere at snakke om problemer med nogen, der ikke kender en. Her kunne Headspace eller Børnetelefonen være en mulighed.

  • Headspace har centre rundt om i landet. Så du kan både møde op og snakke med en af de dygtige frivillige. Men du kan også skrive til deres chat, hvor du kan få hjælp til dit problem. Jeg vil dog råde dig til at møde op i en af centrene. Der kan du netop få luft for de dumme tanker, som du oplever popper op i dit hoved. Og det er bare hammervigtigt.
  • Børnetelefonen er et sted, hvor du kan chatte, sms’e eller ringe ind og fortælle om dit problem. Derinde sidder rådgivere klar til at snakke med dig, om lige hvad du kunne have brug for at få luftet. I kan også snakke om, hvordan du bedst muligt får sagt det til dem omkring dig, hvis det virker svært.

Jeg håber, at du får taget kontakt til nogen, så du kan få delt dine svære tanker. For det skal du helt sikkert. Og hvor er det mega godt, at du også gerne selv vil.

De bedste hilsner fra Mindhelper