Jeg tænker “ad”, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg er 15 år, 162 cm høj, vejer 52 kg og har meget fedt på maven. Hvad kan jeg gøre for at få en pæn krop?

Hej Mindhelper

Jeg har det mega svært med at se mig selv i spejlet uden at tænke ad.. Hvad kan jeg gøre for at få en pæn slank krop.. Jeg er 15 vejer 52 kg er 162 høj og har alt for meget fedt på maven

(Pige, 15 år)


Hej pige på 15 år

Jeg er ked af at høre, at du tænker “ad”, når du ser dig selv i spejlet. Men du er bestemt ikke alene om at have det svært med dit udseende. Rigtig mange teenagere har det svært med deres krop – også selvom deres kroppe er helt normale.

Når man er på din alder vokser kroppen meget og hurtigt – nogle steder mere end andre. Nogle får fx mere fedt på maven end andre. Der er også stor forskel på, hvordan man ser ud, når man er 15 år. Alle udvikler sig forskelligt og derfor vil de andre i din klasse se ud på vidt forskellige måder.

At bedømme ud fra din højde og vægt er du helt normal og vejer ikke for meget. Hvordan kan det så alligevel være, at du ikke er tilfreds med din krop? Det vil jeg prøve at komme med et par bud på.

Samfundet skaber et billede af “den perfekte krop”

En forklaring kan være, at samfundet skaber et bestemt billede af, hvordan man bør se ud. Du og jeg bliver hver dag spammet med billeder af “den perfekte krop”. Forsider på modeblade, billeder på instagram, blogindlæg, busreklamer osv. osv. Billederne viser ofte kun den tynde, slanke pige/kvindekrop. Det er langt imellem helt almindelige piger/kvinder med lidt fedt hist og her – for det har langt de fleste. Det kan være, at du kommer til at sammenligne dig selv med den type krop, vi ser mest i medierne. Og det er desværre ikke den mest almindelige krop, som medierne viser.

Lavt selvværd kan hænge sammen med negativt kropsbillede

En anden mulig grund til, at man kan have det svært med sin krop er, hvis man har lavt selvværd. Hvis man ikke synes man er god nok eller noget værd som den man er, vil man ofte komme til at fokusere på det ydre. Det kan fx på være karakterer i skolen eller hvordan man ser ud. Hvis man ikke synes man er god nok som den man er, kan kiloene på vægten komme til at bestemme, om man er god nok. Og der vil nærmest hele tiden være for mange kilo på vægten og derfor en følelse af ikke at være god nok. Mon det også gælder for dig?

Det kan du gøre

Du spørger, hvad du skal gøre for at få en pæn og slank krop. Det er altid fint at spise sundt og dyrke motion. Men nogle bliver aldrig tilfredse lige meget, hvor stor en indsats de ligger i at lave kostplaner og dyrke motion. Det kan være en hjælp for dig at tale med nogle om, hvordan du har det med din krop. Dine forældre vil sikkert sætte pris på, hvis du fortæller dem, hvordan du har det. Så de har de nemlig mulighed for at hjælpe dig. Du kan også finde nogle at tale med på din skole, fx sundhedsplejersken, som er vant til at tale med andre unge om tanker som dine.  

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig bare et lille stykke på vejen mod at få det bedre med dig selv.

Hvis du har lyst, kan du læse videre i vores artikler om lavt selvværd, den svære snak med dine forældre og hjælp på din skole eller dit uddannelsessted

De bedste hilsner fra Mindhelper 🙂