Alt jeg gør er meningsløst, for jeg kan selv bestemme, hvornår jeg ikke gider mere

Der kommer en lang tekst om mit liv nu, føler bare jeg skulle ud med det..

jeg er en 16 årig pige som egentlig har haft det lidt skidt siden jeg var 11-12 år. I 12 års alderen begyndte jeg vidst at selvskade og jeg var meget asocial og gad ikke være sammen med mine venner osv, fordi jeg ikke følte mig ligesom dem.(jeg udviklede mig ret hurtigt og blev mere moden) de var for barnlige. Og begge mine forældre har været syge osv i 6-7 år, så jeg har ikke rigtigt haft en stabil barndom, efter hvad jeg får af vide af dem jeg har snakket med.

Så startede jeg i 7. klasse og jeg blev meget mere social og glad, fordi nu følte jeg faktisk der var nogen på min egen alder som man kunne kommunikere ordenligt med, men så pludselig i slutningen af 7. klasse, eller starten af 8. gik det bare ned ad bakke. Jeg begyndte ligeså langsomt ikke at kunne passe min skole, skubbede mine venner væk og lyver for mine forældre osv(som jeg ellers har et godt forhold med – mig og min far snakker om alt)
Jeg blev bare virkelig ked af det og jeg magtede bare ingenting. det som jeg plejede at elske havde jeg bare ikke overskud til. Jeg selvskadede også meget på mine arme, og det skammede jeg mig også rigtigt meget over. Jeg var i skole højst 3 gange hver anden uge. Jeg begyndte at lede efter glæde ved at gøre dumme ting, for jeg følte aldrig jeg var glad mere, det varede kun kort. Jeg begyndte at ryge hash og være sammen med ældre (har altid været sammen med ældre 17-19 årige) fordi jeg bare klinger mere med dem. Og før vidste jeg ikke så meget om hash og det var ikke noget jeg var afhængig af, men jeg kan godt se nu at det også har påvirket mig meget og nok gjort tingene en smule værre mht humør og overskud.

Men ja, der i 8. så ku jeg lige pludselig ikke mere. jeg gad simpelthen ikke leve mere. det eneste som holdte/holder mig fra at tage mit eget liv, er min elskede familie. Jeg vil ikke såre dem, men jeg tænkte slet ikke klart der, så jeg skrev et afskedsbrev på 3000 ord omkring mine tanker og alt muligt, så de skulle forstå mit valg, bare en smule og vide at jeg elsker dem. men så slugte jeg en masse piller og lagde mig i min seng igen, men heldigvis/uheldigvis skete der ikke noget. Så gik jeg grædende hen til min far og sagde jeg havde haft det skidt i nogle år og det var første gang jeg fortalte ham om det ordentligt, så fik han en tid hos min læge næste dag.

Min læge var der ikke, så jeg skulle tale med en ung mand, men han var faktisk god. jeg fortalte ham kort om jeg havde det dårligt og havde selvskadet og prøvet at tage mit liv, og så ringede han til børnepsykiatrien og fik en tid til mig der.

Da mig og mine forældre kom derud skulle vi tale med en ung pige, som jeg virkelig ikke brød mig om. jeg snakkede først alene med hende, men normalt åbner jeg aldrig op for folk, for jeg vil ikke se svag ud måske og jeg hader at vise følelser. Så starter hun ud med at sige, at jeg kan fortælle hende alt og at hun har tavshedspligt. så tænker jeg fint nok, så siger hun ik noget om selvmord til mine forældre(fordi det fint nok de ved jeg har det lidt dårligt, men ville ik såre dem endnu mere) så spørger hun så ind og jeg fortæller om mit selvmordsforsøg og selvskade og hvordan jeg har det generelt. Så kommer mine forældre ind og hun fortæller med det samme meget af det vi lige har snakket om, som jeg troede var privat:) men ja, fint nok de skal vel underrettes på en eller anden måde.

Så fik jeg et kort forløb hos selvmordforebyggelsen. Og wow, hvor jeg ikke følte det hjalp overhovedet, hvilket får mig til at tænke nu om jeg nogensinde får det bedre??? Det eneste jeg fik ud af det var at jeg skulle lave vejrtrækningsøvelser og have en app til at distrahere mig selv, men sådan noget der mindfulness hjælper altså virkelig ikke på mig. Ser der mere som spild af tid. Og så konkluderede de også at jeg ikke havde nogen depression, men hvad fuck er det så der foregår oppe i mit hoved? det jo ikke ingenting. Jeg kan slet ikke beskrive hvor lort jeg har det. Jeg har virkelig svært ved at være glad og jeg føler at alt er ligegyldigt, fordi jeg bare kunne dræbe mig selv imorgen, hvis jeg havde lyst. Men udenpå er jeg glad og imødekommende og viser ikke svaghed, så man kan ikke rigtig helt fornemme hvor skidt jeg har det.

Så noget tid efter det forløb var færdigt klokken 3 om natten kunne jeg bare ikke mere. Jeg ville gerne dø, så jeg prøvede bare at skære virkelig dybt, men så fortrød jeg det, fordi mine forældre skulle ikke finde mig sådan. Så jeg fik tanken væk igen, og skiftede den til at jeg skulle have hjælp, så jeg ringede til ambulancen og så kom de + politiet. Så sagde de “nåh vi har en cutter” og så spurgte de om jeg ville på akutmodtagelsen, det ville jeg. jeg ville gerne have hjælp – så kørte min far mig derud.

Nu i 9. klasse har kommunen hjulpet mig på efterskole, men det gik ikke godt. det var en dårlig efterskole, jeg var stadig trist derhenne og savnede mine forældre(selvom konklusionen var at jeg skulle væk fra dem, fra psykologer) så droppede jeg ud og startede på min gamle skole igen, og jeg har kun været der meget få gange siden november, hvor jeg startede igen.

Jeg er bange for jeg ikke kan klare 9. og eksamenerne eller en uddannelse, fordi jeg bare ikke kan overskue det. Jeg er bare ramt af meningsløshed, ligegyldighed osv og jeg ved ikke hvordan jeg skal overkomme det. livet er seriøst ligemeget, for man render bare rundt og får det bare til at gå indtil man dør. det er helt meningsløst hvad jeg gør, for jeg kan selv bestemme hvornår jeg ikke gider mere agtigt…. Hvordan skal jeg overkomme det?? og hvordan kan jeg passe min skole igen? og hvad sker der hvis jeg ikke gennemføre 9.? hvad hvis jeg slet ikke er der op til eksamen, kan jeg stadig klare det? – fordi mit gennemsnit er alligevel 8.5 og er god til fagene osv..