Min mor drikker for meget, efter mine forældre gik fra hinanden

Det her virker meget mærkeligt, og helt vildt grænseoverskridende, men jeg tænker, det bedste er bare at kaste sig ud i det. Jeg taler ikke rigtig med nogle om mit problem, har nævnt og snakket med nogle af mine tætte veninder om det, men de ved heller ikke rigtig mere end jeg gør. Jeg har mange venner, klarer mig godt i skolen, og er en glad person, så folk tror ikke rigtigt at jeg har nogle problemer.

Mine forældre blev skilt for et par måneder siden, dette har jeg det egentlig okay med. Selvfølgelig er tanken om at vi ikke længere er en kernefamilie ret mærkelig, men jeg er egentlig glad. Mine forældre skændes overhovedet ikke, nærmest nok lidt for lidt…
Kærligheden og kemien mellem dem var ligesom væk, og alt var bare rutiner.

Nå, men tilbage til mit problem. Jeg har på det sidste lagt mærke til at min mor drikker rigtigt meget, det starter allerede omkring middagstid, og fortsætter så ellers hen på aftenen. Hun drikker ikke i selskab med os andre, men går diskret ud i køkkenet og drikker (tror ikke hun har overvejet, at vi kan høre glasset). Hun bliver mærkelig og kan begynde at skælde mere ud, hun kan ikke følge med i samtalen, og spilder maden.

Jeg ved godt, at hun har en hård tid herefter, hun er blevet skilt, men det med alkoholen startede langt tid inden… For et år siden eller sådan noget, begyndte jeg at lægge mærke til at hun altid gik under maden (på dette tidspunkt havde jeg bare ingen anelse om hvorfor). Jeg har altid været meget tæt med min mor, og derfor virker det helt forkert, at der skulle være noget galt med hende, at hun er en alkoholiker…. Jeg har læst meget om det på nettet, og har fundet frem til at man jo slet ikke behøves at være hjemløs og sidde udenfor og drikke, for at have et alkoholproblem. Men det virker bare så forket at MIN mor har et alkoholproblem.

For tiden er hun også sygemeldt, og nu kommer det til at lyde som om hun er et eller andet retarderet menneske. Det er hun ikke! Hun er en fantastisk sød og sjov person, men kun når hun er ædru… Hvilket hun ikke er så meget på det sidste. Jeg har længe overvejet at konfrontere hende, snakke med hende, sende hende et brev – bare gøre noget. Men jeg fortryder altid når jeg ser hende frisk, sød og dejlig om morgenen.

Jeg føler mig lidt lost, jeg har en blanding af vrede og fortvivelse indeni. Jeg ville så gerne have, hun bare var der for mig, men ved ikke om det med alkoholen fortager sig, eller om hun ville blive virkelig stødt af at jeg kommenterede det. Fordi det nok var noget af det som gjorde hun blev skilt, derfor har jeg ikke lyst til at tvære i det…

Jeg har snakket med min far om, at jeg godt kan se problemet, og har også nævnt hendes tilstand, men det virker bare så forkert. Jeg har en lillebror som er mindre end mig, og vil heller ikke have at dette skal ramme ham. Han er meget følsom, og i forvejen ked af det hele, så prøver altid at dække over problemet når min mor opfører sig mærkeligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, så ja, nu sender jeg dette brev.