Halløj!

Jeg er står i den situation, at jeg er endt ud med meget lav selvtillid/selvværd efter 7 års mobning i folkeskolen. Hver gang jeg prøver at fortælle mine forældre om det skifter de emne eller siger at jeg er nærtagende, føler ikke de hører efter hvad jeg har at sige og at de “vælger mig fra” til fordel fra mine søskende der fungerer socialt.
Er desværre endt ud i ikke at have nogle venner længere, og flytter til en anden by for at studerer her til februar, håber meget på at kunne lægge det bag mig lagt om længe, men synes bare det er svært når jeg ikke har nogen at snakke med hverken venner eller familie. Jeg søger derfor nogle råd til hvordan jeg bedst muligt (og hurtigst) kommer igennem det, har læst nogle af jeres råd omkring negative tanker og lignende, men synes bare ikke helt det virker, desværre, tankerne kommer stadig.
Håber der er et eller andet jeg ikke har prøvet endnu der kan hjælpe.

(Pige, 20 år)


Halløj

Først vil jeg lige sige: Du er super sej! Og det er du, fordi du deler dine tanker her. Og fordi du har prøvet at fortælle dine forældre, hvordan du har det. Det kræver stort mod at fortælle andre, hvad man går og bokser med.

Derfor må det også være frustrerende, når de ikke rigtig lytter til dig. For du har jo faktisk noget rigtig vigtigt at fortælle dem. Mange års mobning kan nemlig sætte dybe spor – som du også fortæller med lav selvtillid/selvværd.

Du skriver, at du søger nogle råd til bedst muligt og hurtigst at komme igennem det. Jeg vil give dig mine bedste råd – så håber jeg, at du kan bruge nogle af dem. Men det er også vigtigt at sige, at det måske ikke går så hurtigt fremad, som du godt kunne tænke dig. Når man er i en svær situation, vil man selvfølgelig gerne hurtigt ud af den igen. Men nogle svære ting tager bare tid at komme igennem. Uanset hvor meget man gør. Så væbn dig med tålmodig. Måske skal du prøve nogle ting mange gange før du mærker, at det går fremad.

Og husk – du kan godt få en super god studietid i den nye by, selvom du har noget med i bagagen.

Kan du skrive et brev?
Som jeg nævnte tidligere synes jeg, at det er rigtig flot, at du prøver at fortælle dine forældre, hvordan du har det. Men de lytter ikke rigtig… Hm… Hvad så med at prøve at skrive et brev til dem? Skriv alt det ned, som du gerne vil sige til dem. Alt det du har på hjertet. Og skriv, at det betyder meget for dig at fortælle det til dem. Sådan et brev kan du gå og skrive på over flere dage, så du får det hele med. Kunne det være en idé?

Er der bare én, der mon vil lytte på dig?
Du skriver, at du hverken kan snakke med venner eller familie om, hvordan du har det. Jeg spekulerer på, om du ikke kender en eller anden, som du har en ok eller god kontakt til? Det kan være din kusine, lærer, nabo eller hvem som helst. Eller måske en gammel veninde, som du kan tage kontakt til igen? 

Ellers kan den kommende tid i den nye by være en mulighed for at stifte nye bekendtskaber. Vi har skrevet nogle gode råd til, hvordan du griber det an med at lære nye mennesker at kende.

Tag kontakt til Headspace
Uanset om du synes, du kan finde nogen omkring dig, du kan tale med, er der altid Headspace. De har 16 centre rundt om i landet. Måske er der et center tæt på dig? Hvis det bliver svært for dig at snakke med nogen omkring dig, så tag i Headspace. Der sidder frivillige klar til at snakke med dig, om præcis hvad du har brug for. Og du kan snakke med dem ligeså mange gange, du har lyst til.

Har du prøvet mindfulness?
Du fortæller i dit brev, at du har prøvet nogle af vores råd om negative tanker. Jeg kommer til at tænke på, om du har prøvet mindfulness før? Hvis ikke, synes jeg helt sikkert, at du skal give det et skud. Måske synes du, at det er lidt åndet, eller svært eller noget tredje. Men prøv det nogle gange og se, hvad du synes. Vi har lavet 4 forskellige mindfulness-øvelser, som du kan prøve af.

Til sidst vil jeg lige sige, at vi jo også har en artikel om lavt selvværd og en om lav selvtillid. Hvis du ikke har set dem, kan du jo se, om der er noget i dem, som du kan bruge.

God vind fremover!

De bedste hilsner fra Mindhelper

Var svaret nyttigt for dig?

Op
Ned

Tak for din feedback

Fortæl gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op eller ned.

Mange tak

Vi sætter stor pris på dit input.

Brevkassen

Få råd fra en Mindhelper

Profilbillede
Cecilie Juul Hinze
Psykolog
Profilbillede
Camilla Vestergaard Havsteen
Psykologistuderende
Profilbillede
Thomas Stensgaard Skare
Psykologistuderende
Skriv til brevkassen
Brevkassen
Alle indlæg om IdentitetAlle brevkasseindlæg