Jeg begyndte at have sex som 13-årig, fordi jeg havde lyst. Jeg skammer mig dog sommetider over antallet, jeg har været sammen med, når jeg bliver spurgt.

Kære brevkasse.

Jeg skammer mig rigtigt meget over mig selv nogle gange, fordi jeg har haft sex med så mange i forhold til min alder. Jeg har sex fordi JEG har lyst og naturligvis fordi det er godt. Jeg startede ud som 13 årig, hvilket også er rigtig tidligt jo, men jeg har bare altid været tidlig på den med alting. Og jeg ér bare ret moden af min alder. Det der med, at man bliver kaldt luder/slidt og man bliver dømt og skal tage hensyn til andres meninger pisser mig simpelthen af. Men, når mine gode veninder eller venner spørger mig hvor mange jeg har været sammen med, lyver jeg næsten altid, selvom jeg ville ønske jeg bare kunne være ærlig og sige sandheden, men så ved jeg bare alligevel, at jeg bliver dømt inderst inde.

Jeg ved ikke om jeg bare skal være ligeglad og blive set ned på, eller om jeg skal fortsætte med at lyve og have dårlig samvittighed, eller stoppe med at nyde min egen krop og være mig selv, for ikke at blive set ned på?

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15 år

Jeg kan godt forestille mig, at det er svært alt det her med sex, når man er i din alder. Især når du føler, at du bliver dømt på antallet af dem, du har været sammen med.

Du er altid i din gode ret til at sige fra
Som du skriver, kan der være meget forskel på, hvor man er henne i forhold til, hvor klar man er til at have sex. Du har været klar i en tidlig alder og nyder at have sex. Men fordi der er den forskel, kan jeg godt forstå, at det er svært og kan føre til skam, når dine venner og veninder spørger ind til antallet, du har været sammen med. Og derfor giver det også god mening, at du giver dem et forkert tal. Men her skal du vide, at det er noget, du gerne må have for dig selv. Du er altid i din gode ret til at sige: “Det har jeg ikke lyst til at svare på”, eller undlade at fortælle det hele.

Tag kontakt til Sexlinien
Jeg kommer til at tænke på, om du har haft kontakt til Sexlinien om det her emne? Jeg tænker i hvert fald, at de kan være rigtig gode at snakke med om det, du oplever. Det er nemlig svært at stå i mellem det at føle skam over antal af personer, man har haft sex med, og samtidig også gerne vil følge sine lyster. Så jeg synes helt sikkert, at du skal tage fat i dem. Måske tale med dem om, hvordan du kan føle mindre skam?

Nyd det, mens du passer på dig selv
Der er rigtig mange normer i vores samfund, men de har godt af at blive ignoreret på nogle punkter. Det er din krop, og den bestemmer du selv over. Derfor synes jeg heller ikke, at du helt skal stoppe med at have sex for ikke at blive set ned på. Men husk på, at du stadig er ung, og der er masser af tid at gøre godt med.

Det er dejligt, at du kan nyde sex. Og hvis man er sammen med nogle, man er glad og tryg ved, bliver sex kun endnu bedre. Man skal bare huske sine egne grænser og passe på sig selv. Det er nemlig hammervigtigt, når det handler om sex. At man ikke lader sig presse eller gå med til noget, man ikke er sikker på, at man har lyst til. Så nyd endelig sex, men husk på dine egne grænser og pas på dig selv.

Tal med dine forældre
Her til sidst vil jeg høre, om det er noget, du har snakket med dine forældre om? Det kan godt være lidt grænseoverskridende. Men jeg er faktisk ret sikker på, at de kan være gode at snakke med, om det dilemma du står i. Skam kan være en rigtig svær følelse at gå alene med. Derfor er det godt, hvis du kan snakke om den med nogen, du er tryg ved.

Jeg håber, at du får snakket med dine forældre. Men også tager kontakt til Sexlinien. Og så husk på: Det er din krop, men du er også ung. Så nyd det, men vid, at du har masser af tid til at nyde det.

De bedste hilsner fra Mindhelper