Jeg er 19 år gammel og bor hjemme hos mine forældre. Men det er blevet en kamp, fordi de har kommentarer til næsten alt, hvad jeg gør eller vil med mit liv.

Kære Mindhelper

Jeg er en ung pige på 19 år, som blev student i sommers og nu har sabbatår. Lige pt. bruger jeg året på at supplere de fag, jeg mangler for at komme ind på medicin. Fordi jeg er under 20, kan jeg ikke få udeboende SU under min supplering, og jeg har heller ikke mulighed for at arbejde meget, nu hvor jeg går i skole. Derfor kan jeg ikke tjene penge nok til at kunne flytte hjemmefra. Mit store problem ligger netop i at bo hjemme; jeg har nogle meget støttende og søde forældre, som jeg elsker højt, men de blander sig enormt meget i mit liv, og jeg føler mig ikke anerkendt og respekteret. De har, især min mor, altid haft enormt høje ambitioner på mine vegne, og det er nu gået hen og blevet meget konfliktfyldt og ubehageligt.

Utilfredsheden hos mine forældre grunder højst sandsynligt i mit valg af kæreste. Jeg har en kæreste, som jeg elsker helt vildt højt og aldrig ville være foruden. Mine forældre synes han er sød og sjov, men de synes ikke, at han er tilstrækkelig – de synes hverken at han er flot nok eller at han har nok at byde på. Og det gør mig bare SÅ ked af det, når jeg nu er så forelsket ham! Min mor kommer ofte med spydige og hårde kommentarer, som at han er kedelig og at jeg ikke skal lade mig “nøjes”, og hun gør det svært for os at sove hjemme hos mig. Så giver hun mig dårlig samvittighed ved at skælde mig ud over, at hun synes at vi fylder, og at det er hårdt at have en ekstra person i hjemmet. Vi er bare stort set aldrig hjemme hos mig, og jeg prøver alt for ikke at træde forkert, så vi bevæger os næsten aldrig udenfor mit værelse.

Jeg har blandt andet haft tanker om at tage ud at rejse med min kæreste i længere tid i sabbatåret, men da jeg fortalte mine forældre det, gik de helt amok; man udvikler ikke sig selv, når man rejser som par, hvis i møder folk på rejsen, er der alligevel ingen, der gider at være sammen med jer, alle deres kollegaer og veninder synes det er bovlamt, det er mega kedeligt at rejse med kæreste osv. Dernæst fulgte en snak om, at mine forældre synes, at jeg ikke lever mig ind i ting, at jeg ikke er spontan nok, og at jeg ikke er i kontakt med mine følelser ordentligt: jeg kan ikke finde ud af at mærke efter. Av, den sved!! Jeg bliver simpelthen så ked af det, og jeg føler at de piller min selvtillid ned stykke for stykke.

Min mor skal altid kommentere på det, jeg ikke får gjort, eksempelvis spillet klaver, som jeg har spillet i 11 år, og hun snakker hele tiden i en vred tone om, at hun vil sælge klaveret, nu hvor jeg alligevel aldrig rører det. Jeg har en masse andre hobbyer, f.eks. at bage en masse og lave mad, hvilket jeg elsker at gøre, og denne hobby kalder hun for overfladisk og uoriginal – alle bager jo nu, jeg følger kun med på “den store bagedyst”-dillen.

Jeg har bare så svært ved at forstå, at hun ikke er tilfreds med mig, for jeg er en meget nysgerrig og nørdet person, som går meget i dybden med tingene, og kæmper hele tiden for at blive bedre. Jeg har altid været god til mange ting, og jeg er enormt lærenem, passioneret og perfektionistisk. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg føler, at mine forældre skyder alle de planer for min fremtid, som jeg kommer op med, ned. Jeg vil væk, men jeg kan ikke flytte hjemmefra, og jeg kan heller ikke bo hos min kæreste eller en veninde – jeg har brug for en metode, hvorpå jeg kan stoppe med at lade mig påvirke af al den negativitet. Mit hoved er ved at eksplodere over, at jeg føler, at jeg lever mit liv forkert, og det værste er, at min mor påvirker mig meget mere, end jeg ønsker det. Eksempelvis overvejer jeg at lade være med at tage ud at rejse med min kæreste for at slippe for konflikterne, som konstant hober sig op. Jo mere at hun indser, at jeg overvejer tage afsted, jo hårdere presser hun på for at spolere det – f.eks. ved at sige, at jeg ikke burde komme med på sommerferie, som hun ellers havde inviteret mig med på, at jeg er forkælet, at hun vil ikke hjælpe mig økonomisk, hvis jeg har brug for det, og at min kæreste og jeg må sove mindre og mindre hos mig.

Hvordan kan jeg lade være med at blive påvirket af det, de siger? Findes der redskaber til at kunne lukke ens forældres ambitioner på ens vegne ude? Jeg bliver enormt påvirket af, hvad folk tænker, især mine forældre, men lige nu har jeg virkelig brug for et råd, så jeg kan være mere ligeglad med deres forestillinger omkring, hvordan jeg skal leve mit liv allerbedst.

Mvh. Den Fortvivlede

(Pige, 19 år)


Kære Den Fortvivlede

Det var godt nok et dejligt udførligt brev med mange gode detaljer. Det er tydeligt at mærke, at du har haft meget på hjerte. Derfor er det super godt, at du har sat dig, få skrevet det ned og delt det.

At bo hjemme kan være problematisk
Det er ikke nemt at bo hjemme, når man er i din alder. Du begynder jo at leve dit eget liv og finde dine egne veje. Derfor kan der også let komme konflikter og problemer mellem dig og dine forældre. Måske fordi du og dine forældre har forskellige tanker om, hvad næste skridt på vejen skal være for dig. Det er helt almindeligt, men selvfølgelig stadig rigtig ubehageligt og øv at opleve.

Find ud af, hvad du helst vil
Som du skriver, er det svært ikke at blive påvirket af det, dine forældre siger. De er nogle vigtige personer i ens liv, og derfor giver det god mening, at deres holdninger er noget, du tænker over. Men her tænker jeg, at det er virkelig vigtigt, at du giver dig selv tid og ro til at sidde og tænke over, hvad du egentlig gerne vil. Det må være et af mine vigtigste råd til dig.

Hvis du vil bage i stedet for at spille klaver, hvorfor skulle du så ikke gøre det? Uanset hvor overfladisk eller uoriginalt din mor synes, det er. Hvis du vil rejse med din kæreste og få en mega fed tur med ham, hvorfor så ikke bare tage afsted? Selvfølgelig udvikler man sig også selv på sådan en tur, selvom man har sin kæreste med. Og ved du hvad mere udvikler sig? Jeres forhold. Så hvad mere kan man egentlig ønske sig af en rejse?

Tag en snak med dine forældre
Har du egentlig snakket med dine forældre om det? På dit brev lyder det, som om du tænker, at det kun er noget, du selv skal ændre. Men jeg tænker, at noget af det bedste, du kan gøre, er at tage en snak med dine forældre. De bliver nødt til at vide, hvad det gør ved dig, når de siger, som de gør. Hvordan det påvirker dig. Og at du synes, de blander sig for meget. Du skal have lov til at leve dit liv, uden at de skal komme med kommentarer. Du er nemlig ikke et barn mere. Du er et ungt menneske, der skal ud og prøve ting af og gøre dig dine egne erfaringer. Finde ud af, hvad du gerne vil.

Hvis det er svært at sige – lige i første omgang – kan du overveje, om du skal skrive et brev til dem, som de kan læse. Det kunne måske endda være det her, du viste til dem. Måske med nogle få rettelser? Du kan i hvert fald tænke over, hvad du ville have det bedst med.

Tal med dine veninder
Jeg kommer til at tænke på, om du har fortalt det her til nogle af dine veninder? Hvis ikke, synes jeg, det ville være en god idé at gøre. Det kan være, at de har prøvet noget lignende, som de kan fortælle om. Men det kan også være, at de kan komme med gode råd til, hvordan du får snakket med dine forældre? Eller undgår at blive helt så påvirket af de ting, de siger.

Hvad siger din kæreste?
Det lyder rigtig hårdt at få at vide, at din kæreste ikke er god nok til dig. Og at din mor nogle gange siger, at din kæreste ikke må overnatte så meget hos dig. Jeg kommer til at tænke på, om det er noget, du snakker med din kæreste om? Også om jeres rejse sammen, som dine forældre heller ikke virker særlig begejstret for. Jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at du deler de ting med ham, så I kan stå sammen. Huske hinanden på, hvad I gerne vil, og hvordan I sammen kan få det til at ske. Men også fordi svære situationer kan virke mindre overvældende, hvis man deler det med nogen, man er tryg ved.

Jeg håber, at du får snakket med dine forældre. Og at du husker at gøre, det du selv helst vil.

De bedste hilsner fra Mindhelper