Jeg startede på en ny skole for 5 måneder siden. Og jeg kan nogle gange have dage, hvor jeg bliver rigtig ked af det, fordi jeg ikke har nogen tætte venner.

Hej Mindhelper

Nogle gange i skolen bliver jeg ked af det, fordi jeg ikke føler at jeg har nogen tætte venner.
Det er måske fordi jeg skiftede skole for 5 måneder siden. På min gamle skole har jeg tætte venner. Jeg skiftede skole, fordi jeg ikke lærte så meget pga. larm:-(
Mit humør svinger bare så meget! Jeg føler mig ikke normal, fordi jeg er så følsom!
Hvad kan jeg gøre?

Kærlig hilsen Den bedrøvet pige

(Pige, 15 år)


Kære bedrøvede pige

Det er ikke rart at høre, at du føler, at du ikke har nogen tætte venner. Og at du derfor bliver ked af det oppe i skolen. Men hvor er det flot, at du skriver herind og fortæller, hvordan du har det. Det er nemlig en rigtig god ting at søge hjælp, når man har det svært.

Du er modig, er du
Det er virkelig sejt, at du skiftede skole, fordi du kunne mærke, at du ikke lærte så meget. Især når du har så gode venner på din gamle skole. Det viser, at du er modig. Og den egenskab kan du bruge nu her i din nye klasse til at få nye venner.

Der er intet galt med dig
Bare rolig, du er helt normal. Det er rigtig almindeligt, at ens humør kan svinge helt vildt, når man er i sådan en situation, som du er i. Nogle dage kan man måske føle, at det går ret fint. Og andre dage kan man blive mega ked af det, fordi man føler sig alene og savner sin gamle klasse. Men der er intet galt med dig. Sådan kan det bare være at skifte skole.

Det skal nok komme
Du skriver, at du skiftede skole for 5 måneder siden. Og at du tror, at det måske er derfor, at du ikke føler, at du har nogen tætte venner. Det tror jeg faktisk godt, at du kan have ret i. Du er stadig den nye i klassen. Og det er ikke underligt, at det tager noget tid at komme ind i den nye klasse og få nogle tætte venner. Så det er rigtig vigtigt, at du giver det tid og tror på, at det nok skal komme. Du skal bare blive ved med at være sammen med dem fra din nye klasse og snakke med dem i frikvartererne. Det tager tid at opbygge tætte venskaber.

Du kan godt gøre noget selv
Hvis du gerne vil have nogle råd til, hvad du kan gøre, kan du prøve at kigge på vores artikler. Vi har en artikel omkring tips til at bryde med ensomheden. Og så har vi en guide til at lære nye mennesker at kende. Jeg tænker, at der er en del, du kan bruge.

Snak med dine forældre
Til sidst vil jeg råde dig til at snakke med dine forældre om, hvordan det går i din nye klasse. Det er rigtig vigtigt, at dine forældre ved, hvordan du går og har det. På den måde kan de hjælpe dig bedst muligt. Støtten fra ens forældre er nemlig guld værd, når man har det rigtig svært. De kender dig og ønsker bare, at du har det så godt som muligt. Så hvis der bliver brug for, at der skal snakkes med nogle lærere eller forældre til nogle af dem i klassen, så kan de gøre det.

Virker det som en stor ting at sige, kan du altid skrive et brev til dem, som du kan give dem. Det kan fx være det, du har skrevet her til mig.

Jeg håber, at du snakker med dine forældre. Og så husk: Giv det tid. Tætte venskaber tager tid at opbygge, men det skal nok komme med tiden.

De bedste hilsner fra Mindhelper