Jeg føler mig ensom, og jeg kan ikke kende mig selv mere

Jeg har ikke åbnet op for dette emne før, indtil jeg så denne side fandtes, så nu tager jeg chancen…

Jeg er en pige på 18 år, som føler en enorm ensomhed. Jeg ved ikke præcis hvornår det startede, men jeg opdagede det for omkring 3 år siden, hvor jeg var på vej videre til en ungdomsuddannelse. Jeg kan ikke kende mig selv mere. Siden jeg afsluttede folkeskolen, kan jeg ikke kende eller finde mig selv igen.

Jeg ved ærligtalt ikke, hvad der har gjort dette ved mig, men jeg er ikke glad mere. Jeg har gået til samtlige psykologer, jeg har prøvet at snakke med de 3 veninder jeg har (bogstaveligtalt 3, ja..), men det har ikke hjulpet, fordi jeg tror ikke de ved hvor slemt det faktisk er.. Måske kan jeg ikke udtrykke det godt nok, hvor ensom jeg føler mig, jeg kan ikke udtrykke godt nok, hvor IKKE glad jeg er, for så meget er det.

Og ja, det med at jeg “kun” har 3 veninder, gør det også lidt svært. Nogle ser det som en fordel, andre spørger ofte; har du ikke andre veninder? Og nej, det har jeg ikke. Jeg har førhen haft svært ved at være åben og “ligesom andre”, forstået på den måde, at jeg går ikke i byen, jeg drikker ikke alkohol osv. De ting, mange piger gør og starter med i en forholdsvis ret tidlig alder. Det gjorde på en måde, at jeg følte mig, og også blev, lukket ude af det fællesskab der nu var, for jeg blev set som “den kedelige type”.

De 3 veninder jeg har, er heldigvis nogle jeg har haft siden 1. klasse, og de er mine bedste veninder.. Eller faktisk, er den ene ved at glide væk fra os. Hendes kæreste kommer fra anden etnisk baggrund, ligesom jeg selv, og er 7 år ældre end os alle, og derfor bryder han sig ikke om os, og har direkte forbudt hende i at se os og kontakte os. (også en ting der fylder RIGTIG meget i mit hoved) – for denne veninde har været med mig gennem 11 år. Hjemme hos hinanden, vores forældre var som hinandens forældre osv. Vi havde et rigtigt søskende forhold, og det er væk nu, pga. hendes første kæreste. Jeg ved ikke hvordan jeg skal tage en snak med hende om det, for jeg ved hvordan det ender – har prøvet det før med en gammel veninde. Efter 1 år fandt vi heldigvis hinanden igen, men venskabet er aldrig blevet det samme siden..

Ja som du/I kan høre, er der rigtig mange ting, som kører i mig, så jeg beklager også for et forvirrende indlæg, men jeg håber det går.

Mht. derhjemme, har jeg det egentlig fint nok. Jeg bor med min mor og far. Min storesøster flyttede sidste år, det var lidt hårdt at være enebarn i starten, og stadig nu engang imellem, men jeg har lært at leve med det. Jeg kan nogle gange godt føle mig uretfærdigt behandlet og ikke elsket, selvom jeg ved det slet ikke er sådan. Jeg kan tit råbe og skrige af mine forældre, og bagefter fortryde med det samme – men det er dét med, jeg ikke længere kan kende mig selv. Jeg har aldrig været den der råber eller skriger. Men nu er jeg hende der græder over alting. De mindste ting, men jeg tror det bunder ud i, at så snart én ting er træls, tænker jeg også på alle de ting, som jeg normalt prøver at glemme indeni.

Jeg er ensom, jeg er ked af det og jeg tænker rigtig tit, at alting ville være bedre, hvis jeg ikke var her. Jeg tænker tit, hvordan jeg kan komme væk herfra, uden at mærke smerte, fordi jeg inderst inde er bange for at dø, men alligevel ønsker jeg ikke at have det på denne måde i mit liv. Det eneste der holder mig fra at tage afsted, er mine forældre og min søster. Vi har kun os selv i Danmark. Vi har intet familie her, så jeg kan ikke efterlade dem med den sorg. Jeg er forresten født i Danmark, taler og skriver flydende dansk. Men alligevel kan jeg godt føle mig anderledes i forhold til andre mennesker. Men, jeg kigger tit på folk og tænker, hvordan kan du være så glad.. hvad gør du? Lær mig det – agtigt. Jeg tænker meget dårligt om mig selv, jeg tror ikke på mig selv – og tror det har noget at gøre med, at folk udefra tit har snakket ned til mig. Fortalt mig jeg ikke er god nok, og så har jeg taget det til mig, for jeg spørg mig selv hver nat, hvorfor jeg ikke er god nok.

Mit største ønske er at blive en moden, glad, selvstændig og voksen kvinde!
Én som kan klare verden, én som er glad, én der kan se de små ting i livet.

Jeg beklager mit lange og indviklede “spørgsmål”, men jeg har haft brug for at komme ud med det her. Jeg kan ikke snakke med familie eller veninder om det. Min kæreste efter 2 år er lige gået fra mig, så der er heller ingen støtte der.. Dette var ikke alt jeg havde på hjertet, men for at give jer en chance for at forstå en del af det og det ikke bliver for meget, har jeg bare taget det lidt overordnede..

Jeg håber, I kan komme med nogle råd til hvad jeg kan gøre, for jeg har det virkelig stramt og jeg ved ikke hvordan jeg kommer ud af det her hul, og om jeg nogensinde gør?