Jeg har ikke talt med nogen i 6 måneder om, hvor dårligt jeg har det. Mine angstanfald og depression er vendt tilbage. Men hvad gør jeg?
Hej
Jeg er en pige på 16 år, og går i 1.g på gymnasiet. Da jeg gik på efterskole sidste år fik jeg det rigtigt skidt. Jeg gik fra at “bare” være deprimeret til at få flere angstanfald om dagen (jeg har socialangst, præstationsangst og panikangst). Lærerne ude på efterskolen var gode til at hjælpe mig, og jeg startede også hos en psykolog. Jeg stoppede dog hos psykologen efter et par måneder, fordi jeg ikke følte jeg kunne stole på hende (bl.a. fordi hun fortalte min mor om hvad jeg fejlede, uden at fortælle det til mig). Jeg fik det bedre efter jeg stoppede på efterskolen, men nu er det gået ned af bakke igen.
Det er nu ca. 6 måneder siden jeg rigtigt har fortalt nogen om, hvordan jeg har det, og jeg synes jeg får det værre og værre. Jeg snakker ikke med mine forældre om det, og jeg vil ikke sætte mine veninder i en position, hvor de er de eneste, som ved hvor skidt jeg virkeligt har det. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre mere, og jeg kan ikke overskue min situation. Håber i kan hjælpe.
Kh den opgivende pige
(Pige, 16 år)
Kære den opgivende pige
Først vil jeg lige sige, at det er smadderflot, at du her i brevkassen har åbnet op og fortalt om din nedtur. Specielt når det er 6 måneder siden, at du har talt med andre om, hvordan du har det. Det kan du godt være stolt af.
Du fortæller i dit brev, at du ikke snakker med dine forældre om, hvordan du har det. Jeg spekulerer på, hvad sagde de, da din psykolog fra efterskoletiden fortalte om dine problemer? Og har de snakket med dig om det siden?
Jeg tænker, at det er altid er en god idé at fortælle om sine problemer til dem der er nærmest en. Som fx. forældre eller venner. Og det kan sagtens være, at dine forældre gerne vil tale med dig om de svære ting. Men måske ved de ikke, hvordan de skal gribe det an. Derfor vil det være rigtig godt, hvis du kan få taget hul på snakken. Også selvom jeg ved, at det er enormt svært. Du kan få nogle gode fif til at starte samtalen i vores artikel om den svære snak med forældre. Kunne det være en idé for dig?
Hvis du har nogle gode veninder synes jeg også, at du skal prøve at fortælle dem om dine tanker. Du skriver, at du ikke vil sætte dem i svær situation. Men det vigtigste er, at du ikke går med dine tanker alene. At åbne op om det svære er nemlig ofte starten på at kunne få det bedre. Præcis ligesom du har gjort ved at skrive her ind. Hvordan ville du tænke, hvis en af dine veninder kom og fortalte om noget svært til dig? Jeg ville tænke, at man ved at fortælle noget svært til en anden, viser at man stoler på vedkommende. Og det tror jeg mange bliver glade for. Vi har også lavet en artikel om at tale om svære ting med venner. Du kan kigge på den, hvis du har lyst 🙂
Øv, at du havde en dårlig oplevelse med en psykolog! Jeg forstår godt, at du har følt du ført bag lyset, når din tidligere psykolog ikke spillede med åbne kort. Selvom du har haft en dårlig oplevelse med en psykolog, tænker jeg alligevel, at du kan have gavn af at tale med en ny. Hvis du finder en ny psykolog, kan du starte med at fortælle, at du ikke ønsker det samme skal ske igen. Måske er der en psykolog (eller vejleder) tilknyttet dit gymnasium? Så kan du få hjælp der. Læs mere om det i vores artikel Sådan får du hjælp på en skole eller et uddannelsessted.
Hvis du ikke er klar til at tale med nogen face-to-face i øjeblikket, har du også andre muligheder. Lidt ligesom brevkassen her. Det vigtigste er, at du får talt med nogen om, at du har det svært. Og nogen, som du kan have lidt mere direkte kontakt til. Kender du Headspace eller Børnetelefonen? Her kan du fx. chatte eller ringe og få hjælp af en rådgiver. Jeg synes, at du skal kontakte et af de steder, hvis dine forældre, venner eller skolen ikke duer lige nu.
Jeg håber, at du kan bruge min hjælp 🙂
Mvh Mindhelper
