Jeg er helt sikker på, at jeg har OCD. Men jeg har ikke fortalt det til mine forældre. Jeg føler ikke, der er plads til mig. De vil kun høre på min søster.
Hej Mindhelper.
Jeg er en pige på 16 år, der i et godt stykke tid nu har lidt af OCD. Jeg har ikke en læge erklæring på det, men eftersom jeg kender symptomerne, og tydeligt kan mærke at de er ens til mine, har jeg valgt at erkende at jeg har OCD.
Det er blevet værre og værre her over det sidste år, og jeg har det virkelig svært ved det. Problemet er så, mine forældre kender ikke til min OCD. Jeg har prøvet at forklare dem hvordan jeg har det, men i min familie er det ligesom en ting at “være okay” hele tiden, og der ikke rigtigt findes nogle psykiske lidelser jeg kan lide af, fordi at min søster har haft en del af dem.
Jeg føler at de ikke vil erkende at jeg lider af det her, og det er i forvejen svært for mig. Hvad skal jeg gøre?
Hilsen C.
(Pige, 16 år)
Kære C.
Du beskriver flere forskellige ting i dit brev, og jeg prøver lige at adskille dem – så det bliver tydeligt hvad du får svar på.
For det første fortæller du, at du selv mener at du har OCD ud fra ting du har læst om sygdommen. Det lyder som om du er bekymret for det, og egentlig gerne vil have noget hjælp.
For det andet er det svært for dig, at dine forældre ikke tager dig alvorligt. Det lyder som om din søsters problemer fylder så meget, at de ikke kan overskue også at tage sig ordentligt af dig.
Det fylder meget i tankerne, når tingene ikke er som de skal være. Du går rundt med det alene lige nu, og det er tungt. Det allervigtigste er derfor at du skal finde ud af, hvordan du får hul igennem til dine forældre.
Måske er det en god idé at få nogle andre voksne til at hjælpe dig. Det kan være nogle fra familien, som du føler dig tryg ved: ældre søskende, bedsteforældre eller dine forældres søskende. Hvis du ikke føler at der er nogen i din nærmeste familie, der vil forstå hvordan du har det, må du kigge lidt bredere ud.
I skolen kan det være en lærer som du er glad for, eller skolesundhedsplejersken. Det kan også være en UU-vejleder. Du må også gerne ringe til din egen læge og bede om en samtale (tag eventuelt en veninde med, hvis du føler dig lidt nervøs over at gå derhen alene).
Efter besøget hos lægen kan I invitere dine forældre med til en ny konsultation, hvor I sammen finder ud af hvordan du kan få den bedste hjælp.
Hvis du vil kaste dig ud i selv at tage snakken med dine forældre igen, vil jeg foreslå dig at skrive dine tanker og følelser ned på forhånd. Det er nogen gange lettere at sige det tydeligt, hvis det står på et stykke papir foran dig. Og så er det en god idé at sige til dine forældre “jeg har noget jeg gerne vil snakke med jer om – hvornår har I tid, uden at vi bliver afbrudt”?
Du kan også vælge at sende et brev til dem med dine tanker på forhånd, når I HAR aftalt hvornår I skal snakke sammen. Så er det lettere at komme i gang.
I artiklen “sådan tager du den svære samtale med dine forældre” står flere tips til hvad du kan gøre. I temaet “sådan finder du hjælp” er der forskellige artikler om at gå til læge, skolepsykolog samt links til rådgivninger du kan ringe direkte til.
Held og lykke med det 🙂
De bedste hilsner fra Mindhelper
