Jeg får mærkelige og ubehagelige tanker, når jeg står med en kniv i hånden. De handler om, at jeg skader mig selv eller andre. Og det skræmmer mig!

Hej,

Jeg står pt. med det problem, at jeg er begyndt at blive bange for knive. Når nogen står med en kniv i hånden i køkkenet, viger jeg automatisk lidt til siden og bliver bange for, om de skulle komme til at ramme nogen (eller mig selv). Når jeg selv står med en kniv i hånden, kan jeg ikke lade være med at tænke mærkelige og ubehagelige tanker. Jeg er bange for, at skulle komme til at skade mig selv, og jeg kommer til at forestille mig, at jeg kommer til at gøre skade på min mor. (Jeg bor alene med min mor og har et godt forhold til hende og vil selvfølgelig ikke gøre nogen som helst skade på hende – hverken psykisk eller fysisk!). Derfor undrer disse tanker mig enormt meget, og det gør mig bange og samtidig enormt nysgerrig på, hvad der sker inden i mit hovede. Er dette tegn på depression, stress, angst, OCD eller lignende?

Lidt om mig:
Jeg er en 19-årig pige, som studerer på et alment (STX) gymnasium og er netop i gang med mit 3. år. (3.g). Det er et vigtigt år for mig, da jeg gerne vil ende ud på den anden side med et flot snit, og derfor oplever jeg mange stressende og travle øjeblikke – hvilket jeg til tider syntes at klare fint, men det er selvfølgelig noget, der påvirker mig mentalt i hverdagen, hvor jeg oplever mig selv reagere stresset i andre ikke-skolerelaterede sammenhænge.
Derudover kæmper jeg for tiden med det sociale – jeg er ked af, at jeg ikke har super mange veninder, og jeg kæmper næsten dagligt om at komme ind i en vennegruppe i klassen.
Jeg har ikke fået konstateret nogle sygdomme hos lægen, og regner heller ikke med at jeg fejler noget – hvilket også er grunden til, at jeg undrer mig ekstra meget over disse tanker.

Jeg håber – på trods af de få informationer om mig – at du har en forklaring eller nogle tanker/idéer omkring, hvad disse tanker kan skyldes. På forhånd mange tak for svar.

Venlig hilsen en fortvivlet pige

(Pige, 19 år)


Kære fortvivlede pige

Det lyder som nogle rigtig ubehagelige tanker, du har dig for tiden. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du er åben omkring dem og deler dem herinde. Det er første skridt til at få bugt med dem.

Din indsigt er en stor styrke
Jeg vil gerne lige starte med at rose dig for, at du har en rigtig god indsigt i din egen situation. Du er god til at reflektere og sætte ting i relation til hinanden. Netop når du fortæller, at du oplever stressede perioder, og at du ser, at disse perioder påvirker dig mentalt i hverdagen. Det er en rigtig god egenskab, når du skal undersøge, hvor tankerne kommer fra, og hvad de mon betyder. Du har meget om ørerne, lader det til. Og det formår du at tage med, når du tænker over, hvorfor tankerne er opstået.

Tanker er bare tanker
Det lyder på mig, som om det, du oplever, er tanker, der bare opstår ud af det blå. Tanker, der trænger sig på, og som er svære at trække sig fra. Er det rigtigt forstået? Det er altså tanker, der kommer. Men som du ikke har lyst til at udføre, men er bange for skal ske alligevel. Tanker, der opstår af sig selv, og som tvinger deres vej ind i hovedet på os. Tanker, der gør os bange for, at vi vil agere på bestemte måder. Måder, der skræmmer os.

Jeg bliver dog nødt til at spørge dig, om du nogensinde har handlet på de ubehagelige tanker? Nej, vel? Og den viden kan du bruge og sige til dig selv: Tanker er bare tanker. Faktisk har 80-85 % af alle mennesker skræmmende tanker – ligesom dem du oplever. Men det kan være svært at skubbe tankerne væk igen, hvis man er i stressede perioder. Man har simpelthen bare ikke den samme modstandskraft. Men du kan godt gøre noget for, at de skal fylde mindre.

Det kan du gøre:

  • Afled dine tanker med noget
    Når du får disse tanker, kan de være svære at skubbe væk. Men en god idé er at lave noget, hvor du er fuldstændig optaget af lige præcis det. Måske har du allerede en idé om, hvad det kunne være? Det kunne være et eller andet spil på mobilen, at bage en kage, læse en god bog eller noget helt fjerde. Det vigtigste er, at du finder ud af, hvad der virker for dig. Og at det er noget, der tager dine tanker fra knivene.
  • Spørg dig selv, om det er produktive tanker
    Når dine tanker kommer over på knive, og du bliver bange, kan du spørge dig selv: “Er disse tanker produktive? Får jeg noget ud af disse tanker?” Er dit svar nej, så se om du ikke kan aflede dig selv, så tankerne ikke bliver ved med at rumstere i hovedet.
  • Lav mindfulness
    En tredje ting, du kan gøre, er at bruge mindfulness til at styre din opmærksomhed. Vi har nogle rigtig gode øvelser, du kan prøve af. Det vigtigste er her, at du styrer al din opmærksomhed over på din vejrtrækning og intet andet. Ligeså snart en ubehagelig tanke kommer, kan du se den som en forbipasserende sky. Tanken skal ikke tænkes, men blot drive rolig og uforstyrret videre. Alt mens du – lige så uforstyrret – kan fokusere på din vejrtrækning.

Snak med din læge
Det kan være, at disse råd ikke helt virker, eller at du mærker, at dine tanker bliver stærkere. Hvis de gør det, ville det være en god idé at tage et smut til lægen. Fortæl vedkommende om, hvad du oplever, og hvad du har gjort indtil nu. Han eller hun kan så hjælpe dig videre, hvis der er behov for det. Men for nu, er der ingen, der siger, at dine tanker behøver at være et tegn på, at det er en psykisk lidelse, der er på spil.

Hovedet kan være for brugt
Du spørger til, hvad dine tanker kan være et tegn på. Du har selv forskellige bud. Og med god grund. For det kan være svært at være helt sikker, hvad det lige er, man oplever. Men som jeg har skrevet om ovenfor, kan det godt være et udtryk for, at du er i en stresset periode. At hovedet ikke har ro til at rense ordentligt ud i tanker. Kroppen er i en slags “kamp eller flugt”-tilstand. Det betyder, at vi kan være mere nervøse end normalt og se farer omkring os. Farer som vi under en ikke-stresset periode slet ikke ville ænse. Derfor er det også meget muligt, at din frygt for knive bliver mindre, så snart du er ude af den stressede periode.

Tag en snak med dine forældre
Uanset om alt det ovenfor virker eller ikke gør, skal du dele det her med nogen tæt på dig. Du skriver, at dine tanker gør dig bange. Og netop fordi du oplever det, du gør, synes jeg, at du skal fortælle det til nogen. Du kan starte med at snakke med dine forældre om det. Det er vigtigt, at de ved det, så de kan hjælpe dig. Du skal ikke gå med rundt med en frygt for knive og for at skade andre alene. Så du må endelig sige det til dem. Det kan nemlig gøre hele situationen mindre farlig, ligeså snart man får sagt det højt til andre. Og det ville være rart, ville det ikke? Og som en bonus kan det endda være, at dine forældre kan fortælle om, at de måske også selv har haft lignende tanker?

Hvad er svært ved at komme ind i gruppen?
Sidst i dit brev, skriver du, at du kæmper med det sociale for tiden. Så du har da i den grad også dit at se til, når du både har dit sidste år på gymnasiet og en vennegruppe, du gerne vil ind i. Og det gør det derfor også sværere at tage tingene stille og roligt uden at blive lidt overvældet af situationen. Jeg kommer til at tænke på, hvad der gør det svært at komme ind i vennegruppen? Er det nogle tanker, der gør det svært? Eller er det personerne i gruppen? Hvis det er nogle tanker; hvorfor skal de have lov til at gøre det svært? Hvis det er personerne; skal du så overhovedet ind i den gruppe, hvis de gør det så svært for dig?

Jeg håber, at rådene kan hjælpe dig, så din frygt for knive kan fylde mindre for dig. Jeg krydser fingre for dig. Og så håber jeg, at du kommer ind i vennegruppen og får ro på det sociale.

De bedste hilsner fra Mindhelper